Annonce

Annonce

Kartonner med tre slags økologiske plantedrikke fra Arlas Jörd-serie

I løbet af et år har Jörd, som er Arlas økologiske plantedrik-serie, erobret fem procent af det hjemlige marked. Det har givet mejerikoncernen mod på at lancere flere plantebaserede produkter. PR-foto: Arla

Arla skruer op for det plantebaserede sortiment

Mejerikoncernen gør klar til at lancere flere plantebaserede produkter og sigter mod at blive en af de tre største producenter på markedet for plantedrikke, som de seneste år har oplevet stor vækst.

Herhjemme er Arla den suverænt største producent af animalske mejeriprodukter, og man behøver ikke at huske mange år tilbage, for at finde et Arla, som var et rendyrket komælksmejeri. Men nu vil mejerigiganten også spille en større rolle på markedet for plantebaserede fødevarer.

Kun et år efter at have lanceret de første plantedrik-varianter under navnet Jörd, er Arla nu klar til at angribe hårdere på det plantebaserede marked med flere produkter og større ambitioner, skriver Børsen.

Arla er med andre ord klar til at udfordre Naturli, svenske Oatly og de andre producenter af plantebaserede drikkevarer, som er en kategori, hvor det økologiske salg vokser eksplosivt. Ifølge GfK er 64,9 pct. af de plantedrikke, som ender i danskernes indkøbskurv, er økologiske, og kategorien er kun overgået af bananer, med en andel på 64,9 pct.

I sidste uge offentliggjorde Danmarks Statistik salgstallene for det økologiske detailsalg i 2020. Heraf fremgår det, at dagligvarekæderne sidste år solgte godt 17 mio. l økologiske plantedrikke i Danmark. Det er 12,6 mio. l mere end i 2016. Det svarer til en vækst på 279 pct. på kun fire år.

Arla har lanceret en ny havredrik Jörd Oat & Vanilla, der præsenteres som et perfekte sidekick til alle sommerens herligheder
Arla har lanceret en ny havredrik Jörd Oat & Vanilla, der præsenteres som et perfekte sidekick til alle sommerens herligheder. Foto: Arla

Både salgs- og prisudviklingen indikerer, at både forbrugerne og producenterne har fået øjnene op for plantedrikkene, som af samme grund de seneste år er faldet markant i pris i takt med at flere af dagligvarekæderne har lanceret egne mærker.

Ifølge Danmarks Statistik er gennemsnitsprisen for en liter økologisk plantedrik faldet fra 19,21 kr. i 2016 til 13,72 kr. i 2020. Det er et prisfald på 5,50 kr., og næsten halvdelen af prisfaldet skete fra 2019 til 2020.

Men trods de vigende priser er det samlede salg de seneste fire år øget med 171 mio. kr., og det er den positive markedsudvikling som nu får Arla til at drømme om et bredere sortiment af plantebaserede fødevarer.

"Markedet vokser stadig meget kraftigt. Så vi skal have en større andel. Vi anser det for en fremtidssikring af Arla, så vi også på lang sigt er der, hvor forbrugerne er," siger Hanne Søndergaard, koncerndirektør i Arla med ansvar for innovation og marketing til Børsen.

Arla kommer derfor med en ny vaniljebaseret havredrik efter pinse, og senere på året følger et smørbart produkt og endnu et plantebaseret produkt, som Arla ikke ønsker at fortælle mere om, før lanceringen er tættere på.  

Flere artikler fra samme sektion

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Danske servicestationer udfaser turbokyllinger

Dyreværnsorganisationen Anima roser danske servicestationer for at gå foran med dyrevelfærden ved at skærpe kravene til produktionsforholdene for slagtekyllinger.

24-04-2024 3 minutter Dyrevelfærd