Annonce

Annonce

Morten Klit ved lynhakker

Morten Klit har købt bygninger, maskinpark og varelager af konkursboet efter Slagter Lund Øko ApS, og der er nu igen kommet gang i produktionen af økologiske færdigretter på Fyn. Arkivfoto: Jakob Brandt

Bodebjerg Øko har fået nyt liv

Der er igen kommet kød på bordet og varer i kølerummet i produktionsbygningen i Marslev, som indtil for få måneder siden dannede rammen om Slagter Lund Øko ApS.

Under navnet Bodebjerg Øko ApS forsøger den fynske charcuteriproducent Morten Klit at genetablere en produktion af økologiske færdigretter og kødpålægsprodukter i det 1.100 m2 store produktionslokale i Marslev på Fyn, som frem til konkursen i foråret husede Slagter Lund Øko, som han selv var medstifter af.

"Jeg har købt varelager og maskiner af boet efter Slagter Lund Øko," siger Morten Klit, som ærgrer sig over, at samarbejdet med Slagter Lund aldrig nåede at blive den succes, som begge parter havde håbet på.

Nu kæmper Morten Klit for at genopbygge en økologisk produktion, mens den tidligere samarbejdspartner fra København for en tid har lagt økologien på køl.

Familien Lund trak følehornene tilbage

I øjeblikket har Lund-familien helt fravalgt at arbejde med økologisk kød i sine butikker, men Jan Buhl Lund, som er fjerde generation i det københavnske slagterdynasti, oplyser, at han er åben for på at tidspunkt at give Ø-mærket comeback.

Men hverken Morten Klit eller Jan Buhl Lund lægger skjul på, at det har kostet en del penge at forfølge deres fælles drøm om at blive leverandør til de danske detailkæder.

Det endte med, at vi kom til at løbe meget længe efter hver enkelt ordre, og der er ikke mange penge i at levere seks spegepølser til tre københavnske Meny-butikker.

— Morten Klit

"Lige nu har vi trukket følehornene til os, så vi kan slikke sårene, men i den forbindelse har det været dejligt at se, at vi ikke har oplevet nedgang i salget til vores mange stamkunder i vores egne butikker i København, så på den måde føler vi os privilegerede," siger Jan Buhl Lund, som ønsker sin tidligere partner al muligt held med færdigretterne.

Vi løb meget længe efter ordrerne

Da familien Lund tilbage i 2017 lavede et fælles selskab med fynske Morten Klit, som på daværende tidspunkt drev Bodebjerg Charcuteri, indrettede de helt nye produktionslokaler med plads til 15 ansatte og de to partnere havde store planer for fremtiden.

Men det viste sig at være vanskeligere end forventet at løbe virksomheden i gang. Ifølge Morten Klit hang det bl.a. sammen med, at Slagter Lund-brandet i forvejen var så stærkt, at dagligvarekæderne gerne ville benytte det i forbindelse med produkter til deres økologiske private label-serier. Men der var benhård konkurrence om ordrerne, og kæderne havde ikke den helt store vilje til at betale ekstra for at benytte slagter Lund-navnet.

"Det endte med, at vi kom til at løbe meget længe efter hver enkelt ordre, og der er ikke mange penge i at levere seks spegepølser til tre københavnske Meny-butikker," siger Morten Klit, som i dag kun laver kontrakter med detailkæder, hvor der er mulighed for at levere større partier direkte til et centralt lager, og han har af samme grund barberet mange af de mindste kunder væk.

Vi famlede lidt i blinde

Jan Buhl Lund, som kom med hovedparten af startkapitalen bag Slagter Lund Øko, erkender i dag, at det blev nogle meget dyre lærepenge, han høstede på Fyn, hvor han på den hårde måde erfarede, at der er stor forskel på at drive familiens velrenommerede slagterbutikker i København og at etablere sig som fast leverandør til landets detailkæderne.

Boller i karry, chili con carne og kødboller i tomatsovs er blandt de mest efterspurgte færdigretter hos Bodebjerg Charcuteri
Boller i karry, chili con carne og kødboller i tomatsovs er blandt de mest efterspurgte færdigretter hos Bodebjerg Charcuteri. Foto: Bodebjerg Charcutteri

"I starten famlede vi lidt rundt i blinde. Vi startede et sted, hvor vi troede, vi skulle være. Det handlede om at producere pølser og charcuterivarer, som Morten i forvejen var rigtig god til. Vi skulle ud i detailhandlen, men det viste sig, at det var vanskeligt at ramme det rigtige prispunkt, og vi fandt ud af, at man skal være utrolig skarp for at tjene penge på spegepølser," siger Jan Buhl Lund, som sammen med Morten Klit havde etableret fysiske rammer med plads til ca. 15 ansatte.

Men selskabet fandt ikke de helt rigtige nøgler til detailhandlens kølediske, før kassen var tom.

Vi var presset fra start

"Man kan sige, at vi startede i nul, og det betød, at vi var presset fra start. Det endte med, at vi producerede færdigretter, og vi var begyndt at lege med de store som Salling Group og Coop, da vi blev ramt af en række uheldige omstændigheder," siger Jan Buhl Lund.

Efter den vanskelige start var den nyetablerede charcuteri-virksomhed i foråret 2019 nødt til at trække to partier færdigretter tilbage fra handlen. Det drænede kassen for den sidste kapital, og selskabets første og sidste regnskab endte med et minus på 1,4 mio. kr. efter skat.

Varer og kunder er skåret væk

Nu håber Morten Klit, at han kan skabe en rentabel virksomhed i en noget mindre skala, og han lægger ikke skjul på, at det i bagklogskabets lys er noget nemmere at finde ud af, hvordan virksomheden skal skæres til. Han har p.t. tre ansatte, hvoraf to er på deltid, og aktuelt er han på jagt efter en kok til at producere færdigretter.

"Jeg har skåret 70 pct. af vores tidligere sortiment væk og satser på de sikre heste. Samtidig har jeg indledt et samarbejde med Gris Lam & Ko. Jeg køber råvarer hos dem, og så sælger jeg færdigretter den anden vej, og i løbet af få måneder begynder jeg at levere til Irma til kædens egen serie, Øko Hverdag," siger en optimistisk Morten Klit.

Flere artikler fra samme sektion

Dansk hotelkæde er med i den første bølge af økologiske spisemærker i Tyskland

Der var fint besøg hos Guldsmeden Hotels i Berlin, som tirsdag som det første hotel fik overrakt Tysklands nye økologiske spisemærke i guld, som tyskerne har indført efter dansk forbillede for at sætte skub i omlægningen til økologi.

14-03-2024 5 minutter Det Økologiske Spisemærke,   Udland,   Eksport

DM for kokke og tjenere prioriterer økologi

Der er masser af økologi i gryderne, når Foodexpo i næste uge lægger lokaler til fagkonkurrencerne Årets Kok og Årets Tjener, som i år får tildelt det lejlighedsvise Økologiske Spisemærke i sølv.

13-03-2024 3 minutter Events,   Foodservice

Pristjek: Priserne på økologisk frugt og grønt er de højeste siden 2017

Samtlige supermarkeder i Forbrugerrådet Tænks årlige pristjek har hævet priserne på økologisk frugt og grønt, og kunderne skal i gennemsnit betale 30 pct. mere end i 2021.

13-03-2024 2 minutter Frugt, bær, grønt