Annonce

Annonce

Koncentration i kokketeltet

Ejer og kok i Restaurant Brace Nicola Fanetti (t.h.) havde restaurantens souschef, Fabio Minto, med som hjælper, og sammen kreerede de en tre-retters menu, som førte til sejr ved Årets Øko-Kok 2019. Foto: ØL

Københavnsk restaurant vandt Årets Øko-Kok 2019

Restaurant Brace fra København blev i weekenden kåret som 'Årets Øko-Kok 2019' i forbindelse med Økologisk Høstmarked på Stengården i Nordsjælland.

Fem restauranter, som alle har Det Økologiske Spisemærke, dystede i weekenden i den tredje udgave af kokkekonkurrencen Årets Øko-Kok, hvor kokkene selv skulle ud i marken for at høste råvarerne, og selv om det blev en våd fornøjelse, var der højt humør i kokketeltet.

Hver restaurant stillede med to mand på Stengården, hvor de om morgenen fik en kort rundvisning af værten Jens Otto Rasmussen fra Stengården, som viste dem, hvilke råvarer gården kunne præstere. Derefter havde de kort tid til at planlægge en menu, inden de ti mænd i kokkejakker kl. 10 blev sluppet løs i silende regn på den økologiske gård ved Bregnerød i Nordsjælland.

Kokkene spurtede rundt efter deres favoritråvarer til den treretters menu, som de havde besluttet at lave. Tilbage i kokketeltet blev der snittet, hakket og kokkereret i højt tempo, inden kokkene præsenteret de sirligt anrettede, gastronomiske kreationer for et professionelt dommerpanel, som var begejstrede for niveauet.

Inden konkurrencen gik i gang, fik alle kokkene en rundvisning af Jens Otto Rasmussen (forrest), som viste, hvilke økologiske råvarer Stengården kunne byde på. Foto: ØL

"De ti kokke, som har været her i dag, har gjort sig utrolig store anstrengelser. Jeg er imponeret over den kreativitet og det gåpåmod, de har lagt for dagen i konkurrencen. Det jeg kan se efter tre år med Øko-Kok konkurrencen er, at kokkene er blevet mere fortrolige med at bruge grøntsager - det er en interessant tendens, vi også ser ude på restauranterne," sagde dommer og madanmelder Anders Halskov-Jensen fra Jyllands-Posten i forbindelse prisoverrækkelsen.

Mange interessante smagskombinationer

Han udpegede vinderen sammen med kokkene Francis Cardenau og Mikkel Maarbjerg. Dommerne bedømte de økologiske retter ud fra kriterierne håndværk, råvarehåndtering, smag, udseende, madspild og helhed.

"Det der har overrasket mig mest i dag er, at vi er stødt på utrolig interessante smagskombinationer med finurlig brug af aromatiske blomster. Derudover har kokkene virkelig været dygtige til at udnytte hele råvaren for at minimere madspild," siger Anders Halskov-Jensen.

Dommerne udpegede Restaurant Brace fra København, som vinder af titlen som Årets Øko-Kok 2019, som udover æren udløste en præmie på 30.000 kroner til Fabio Minto og kok og restaurantejer Nicola Fanetti t.h. Foto: ØL

Restaurant Brace, som vandt konkurrencen, er i år med for første gang, og det var en meget positiv oplevelse, fortæller kok i Restaurant Brace, Nicola Fanetti:

"Prisen som vinder af Årets Øko-Kok 2019 betyder meget for os, da vi gerne udelukkende vil bruge økologiske produkter i restauranten. I dag har vi lært noget om danske råvarer, som vi ser frem til at kombinere med det italienske køkken i Brace. Der var en rigtig god stemning til konkurrencen, gode råvarer og et højt niveau hos de andre deltagere," siger Nicola Fanetti, ejer og kok i Restaurant Brace.

Det er første gang, han indleder en kokkekonkurrence med selv at skulle høste råvarerne, men det har ikke skræmt årets vinder væk. Han stiller gerne op til næste år.

Mange gæster kiggede forbi

Ifølge projektleder for Det Økologiske Høstmarked, Birgitte Nygaard, fra Økologisk Landsforening, er konkurrencen en hyldest til de restauranter, der går foran og får det økologiske spisemærke, og formålet med konkurrencen er at inspirere både kokke og publikum til at i højere grad at anvende økologiske råvarer.

"Rigtig mange gæster benyttede muligheden for at komme helt tæt på og kigge de professionelle kokke over skulderen," siger hun.

Ud over Restaurant Brace deltog Restaurant Hærværk og Restaurant L'estragon begge fra Aarhus, Hahnemanns Køkken fra København og Sdr. Bjert Kro med adresse syd for Kolding.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel