Annonce

Annonce

Grøntafdeling i SuperBrugsen

Gennem de seneste fem år har det været de økologiske produkter, som har drevet væksten i Coops grøntsagssalg, og da den tendens ser ud til at fortsætte, efterlyser Coops indkøbsafdeling danske økologer, som vil være med til at øge spændvidden i sortimentet. Arkivfoto: Morten Telling

Coop efterlyser grøntproducenter med nye ideer

Gennem de seneste fem år har de økologiske grøntsager drevet væksten, og nu vil Coop gerne i dialog med avlere, som har mod på at dyrke nye, spændende Ø-mærkede grøntsager.

For at gøde jorden for nye økologiske grøntvarer er Coop indstillet på at tilbyde længerevarende aftaler til de økologer, som har lyst til at prøve kræfter med nye produktioner.

Gennem de seneste fem år har det været de økologiske produkter, som har drevet væksten i Coops grøntsagssalg, og da den tendens ser ud til at fortsætte, efterlyser Coops indkøbsafdeling danske økologer, som har lyst til at gå nye vej. 

I takt med at flere og flere af Coops kunder retter deres indkøb ind efter megatrenden, der handler om mere plantebaseret kost og mindre kød, oplever Coop et øget behov for at kunne tilbyde kunderne flere varianter af økologiske grøntsager, og budskabet fra Lars Bo Hansen, kategorichef for Coops grøntsagsindkøb, er klart:

"Bare kom an. Det er økologien, der driver væksten, og vi ved, at vi har kunderne. Så bare kom ud af busken," siger han til Økologisk.nu.

Han oplever, at der er lidt for langt imellem de avlere, der for alvor tænker nyt, og han vil derfor gerne i dialog med avlere, som kan præsentere Coop for nye ideer, varer, produktioner, sorter og forpakninger m.m.

"Økologiske kartofler er en kategori, hvor vi bløder, men i princippet kan det være inden for alle typer grøntsager. Vi skal i gang med de grøntsager, som det kan være lidt bøvlet at producere, og I behøver ikke at have beskrevet et koncept på 27 sider, før I kontakter os. Har du en ide til et fedt produkt, så send mig en mail, eller give mig et kald, så kan vi mødes. Vi er nødt til at komme tættere på hinanden og professionalisere samarbejdet, frem for bare at lave en aftale og se om det går," siger Lars Bo Hansen.

Efter hans vurdering er markedet klart til flere innovative producenter, som tør tage de næste skridt og dyrke nye, spændende sorter af økologiske grøntsager til butikkerne i Coops kæder, som bl.a. omfatter Kvickly, SuperBrugsen, Fakta og Irma.

I den forbindelse er han nået til den erkendelse, at det er nødvendigt at tilbyde længerevarende aftaler. På den måde kan Coop og de økologiske grøntsagsavlere være med til at dele den risiko, som der typisk er forbundet med at give sig i kast med nye produktioner, hvor der kan være stor usikkerhed om udbyttet – ikke mindst i de første år.

Både smagsmæssigt og følelsesmæssigt er de danske varer det rigtige valg, og der er ingen tvivl om, at Coop har ambitioner om mere økologi, men det kræver stadig, at vi kan få varerne til fornuftige priser.

— Lars Bo Hansen, Coop.

Henrik Hindborg, markedschef for detail i Økologisk Landsforening, glæder sig over signalerne fra Coop:

"Der er en kæmpe efterspørgsel fra kunder, som søger ny inspiration i grøntafdelingen, og jeg håber, at nye partnerskaber, hvor både producent og indkøber har hånden på kogepladen, vil give flere økologer mod til at kaste sig over nye produktioner, så vi får en større mangfoldighed af spændende varer i det økologiske sortiment," siger han.

Efter hans vurdering er langsigtede aftaler mellem kæde og producent en af hovednøglerne til at få nye danske grøntsagsprodukter i handlen.

"Når økologer går i gang med nye produktioner, bliver de sårbare, da det ofte kræver investeringer i nye markredskaber, sorteringsanlæg og pakkemaskiner. Derfor er det helt afgørende, at kæderne giver dem sikkerhed for afsætningen, som rækker ud over den første sæson," siger Henrik Hindborg.

Økologiske radiser og et varieret udvalg af kartoffelsorter er blandt de varer, som Coop efterlyser i jagten på et bredere økologisk sortiment

Sidste år voksede Coops samlede salg af økologiske grøntsager ifølge Lars Bo Hansen med over 10 pct., mens det konventionelle salg var tæt på status quo, så det er de økologiske grøntsager, som driver væksten.

"Sådan har det været i de seneste fem år, og jeg ville da være en dårlig købmand, hvis ikke jeg arbejder på at øge det økologiske sortiment," siger Lars Bo Hansen.

Mens Coops analysechef Lars Aarup oplyser, at salget af fersk kød er faldet med 6,5 pct. siden 2015, og da plantebaserede fødevarer står højt på på især de yngre kunders indkøbsseddel, forventer chefen for Coops grønsagsindkøb, at de økologiske grøntsagerne vil vinde nye markedsandele i de kommende år.

"Derfor håber vi, at flere dygtige økologiske avlere vil kigge vores vej," siger han.

Målt i værdi udgør Coops salg af både økologiske rodfrugter og krydderurter over halvdelen af det samlede salg i de pågældende varekategorier, men i den anden ende af skalaen står de økologiske kartofler kun for ca. 15 pct. af det samlede kartoffelsalg, og her ser Lars Bo Hansen muligheder for nye avlere.

"Hvis vi skal få flere unge forbrugere til at spise kartofler, er vi nødt til at tilbyde dem flere forskellige økologiske sorter, og jeg tror måske, det handler om, at de danske producenter satser på det sikre og velkendte, som giver dem smør på brødet, frem for at eksperimentere med for eksempel aspargeskartofler, som det kan være vanskeligere at dyrke økologisk," siger han.

I den danske sæson er det sjældent, at vi har foretrukket udenlandsk økologi på bekostning af danske varer, og i modsætning til, hvad mange tror, så har vi faktisk en mindre avance på økologi end på konventionelle varer.

— Lars Bo Hansen, Coop

Han nævner også økologiske radiser, som trods et stort salgspotentiale, som en vare, kunderne stadig kigger forgæves efter på Coops hylder, men samtidig har han stor forståelse for, at danske producenter er forsigtige med at investere tid og penge i nye produktionen, hvis de risikerer at blive droppet som leverandør efter det første år.

Han føler sig dog ikke ramt af kritikken fra de producenter, som beskylder danske dagligvarekæder for at foretrække billige udenlandske alternativer frem for økologi fra danske marker.

"I den danske sæson er det sjældent, at vi har foretrukket udenlandsk økologi på bekostning af danske varer, og i modsætning til, hvad mange tror, så har vi faktisk en mindre avance på økologi end på konventionelle varer," siger han.

Lars Bo Hansen erkender dog, at det er et dilemma for Coop, når discountkæderne importerer og sælger udenlandske varer til markant lavere priser end tilsvarende danske varer, da Coop er en forretning, som også er nødt til at tænke på bundlinjen.

"Men både smagsmæssigt og følelsesmæssigt er de danske varer det rigtige valg, og der er ingen tvivl om, at Coop har ambitioner om mere økologi, men det kræver stadig, at vi kan få varerne til fornuftige priser," siger Lars Bo Hansen.

En af de udfordringer, som i øjeblikket bremser udviklingen af det økologiske sortiment, er af meget lavpraktisk karakter. Det handler om, at der rent fysisk er begrænset plads i butikkernes grøntafdelinger. Derfor er det nødvendigt for Coop at melde et konventionelt produkt ud, hvis der skal blive plads til nye økologiske varenumre.

"Både spirer, stort set alle krydderurter, fennikel, auberginer og courgetter er økologiske, og der kommer flere til," forsikrer Lars Bo Hanse.

Han minder samtidig om, at Coops ønske om mere økologi støder ind i et andet dilemma.

"Vi er nødt til at tage hensyn til, at størstedelen af grøntsalget stadig er konventionelt, og at vi har kunder, som både af holdningsmæssige og prismæssige årsager fravælger økologien. Derfor er vi ydmyge i forhold til at skifte de konventionelle varer ud.

Men udviklingen går i retning af mere økologi, og han opfordrer derfor økologiske producenter til at tage ud i butikkerne for selv at spotte de huller i det økologiske sortiment, som de kunne have lyst til at fylde.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel