Annonce

Annonce

Turister i kano på Gudenåen.

Søhøjlandets Turistforening vil skabe Danmarks første center for øko-turisme, som for base på Himmelbjerggården. Foto: Søhøjlandets Turistforening

Danmarks første center for øko-turisme skal ligge i Søhøjlandet

Søhøjlandets Turistforening vil skabe landets første center for bæredygtighed og øko-turisme, som får base på Himmelbjerget.

Greenways' er titlen på det initiativ, som skal udvikle grønne øko-oplevelser i Søhøjlandet. Søhøjlandets Turistforening vil skabe grønne natur- og kulturoplevelser med omtanke for FN's verdensmål og øko-turisme.

"I turistforeningen vil vi gerne bygge videre på alle de gode udviklingsprojekter, som vi sammen med medlemmer og partnere har lavet i de seneste år. Vores område tiltrækker flere og flere, som gerne vil have grønne og bæredygtige oplevelser, og vi ser et stort potentiale i nu at gå forrest i Greenways, siger en samlet bestyrelse for Søhøjlandets Turistforening i en pressemeddelelse.

De to drivende kræfter i Greenways bliver journalist, turistchef Marianne Purup, VisitSkanderborg og cand. oecon, økologi-konsulent Villy Juul Larsen fra konsulentvirksomheden AkvaKons.

Sidstnævnte er kendt i den økologiske branche som manden, der satte skub i omlægningen af dansk akvakultur. Ved årsskiftet forlod han Dansk Akvakultur, og han ser nu frem til i samarbejde med Marianne Purup at benytte efteråret til at lave pilotprojekter og fondsansøgninger, så Greenways forhåbentlig kan blive en realitet fra starten af det nye år.

Kom på søfari i Søhøjlandet

Et af de nye koncepter på tegnebrættet er Søfari, der bliver parasol over en række ture i Søhøjlandet, som ligger i området mellem de midtjyske byer Silkeborg, Hammel, Aarhus og Horsens.

"Vi forestiller os, at aktørerne bliver 'certificerede' som en del af Søfari, så vi kan tilbyde både danske og udenlandske gæster et ophold med en perlerække af grønne og økologiske oplevelser," siger Marianne Purup, der understreger, at området allerede har masser at byde på.

"Meget handler om at udvikle og synliggøre alle de bæredygtige oplevelser, der allerede eksisterer. Tænk blot på vandreruter, cykelture, kano-, solbåds- og kajaksejlads, forretninger, gårdbutikker og spisesteder, siger hun og minder om, at nogle af festivalerne inkl. Smukfest allerede forholder sig til verdensmålene, og at Skanderborg Park eksempelvis netop er blevet 'green key'-hotel," siger hun.

Udsigt til flere økologiske spisemærker

Spisestederne spiller generelt en vigtig rolle, og Villy Juul Larsen ser et stort potentiale i at få tildelt caféer og restauranter de økologiske spisemærker eller blot at få en økologisk ret eller to på menukortet – alt efter ambitionsniveau.

Det bliver slut med at spejde efter tilbud om øko-turisme, hvis Søhøjlandets Turistforening får succes med at skabe et center for grøn turisme. Foto: Søhøjlandets Turistforening

"Økologien er i vækst, og i vores område er der en meget høj andel af øko-forbrugere. Alene det taler for at gøre Søhøjlandet til firstmover på økologiske oplevelser – herunder bæredygtig øko-turisme, og alle, der har et økologisk tilbud til deres gæster, kan være med," siger Villy Larsen.

Efterlyse lokale samarbejdspartnere

Formidling og storytelling er to af spidskompetencerne, som Greenways tager med fra VisitSkanderborg.

"Derfor vil vi også gerne i samarbejde med borgere, virksomheder, foreninger, forretninger, kulturinstitutioner, kunstnere og skoler om helt nye måder at beskæftige sig med klimakrisen på. Sådan som vi eksempelvis har gjort det i Hotel Democracy," siger Marianne Purup.

Hun forestiller sig også, at Greenways kan være med til at arrangere møder, happenings, workshops og udstillinger om Verdensmålene og om at være ”climate smart”.

Erhvervsturismen skal også have et bæredygtigt boost, og Greenways vil arbejde med nye koncepter for bæredygtige kurser og konferencer. Det kan bl.a. ske i samarbejde med Skanderborgs nye center for vandteknologi, AquaGlobe.

Greenways får hjemsted på Himmelbjerggården, som er nordisk inspirationscenter for bæredygtig udvikling.

Står det til Søhøjlandets Turistforening, skal Søhøjlandet i fremtiden være det første, som folk tænker på, når de vil på øko-turisme. Fra venstre Villy Larsen, Marianne Purup og Kristina Ceravolo. Foto: Søhøjlandets Turistforening

"Vi skal samles om at skabe den omstilling, som de globale udfordringer kalder på. Og et helt naturligt og meget synligt omdrejningspunkt er Himmelbjerget, som i næsten 200 år har været et ikon for visionære forandringer. Derfor glæder vi os meget over etableringen af Greenways," siger Aslaug Færch Johnsen, som er leder Himmelbjerggården.

ØL: Et fremragende initiativ

For at løse de fremtidige opgaver arbejder turistforeningen på at lave en ny organisationsform, som bliver præsenteret på et medlemsmøde i september.

Også et advisory board kan komme på tale."Det er vigtigt, at vi får nogle af de bedste climate-smart-spillere og økologiske frontløbere med på banen, både lokalt og nationalt," siger Marianne Purup og Villy Juul Larsen.

Et forprojekt for Greenways er netop afsluttet med støtte fra bl.a. Skanderborg Park, og hos Økologisk Landsforening er der stor begejstring for projektet.

"Det er et fremragende initiativ, som vi meget gerne vil samarbejde om," siger Birgitte Jørgensen, chefkonsulent i Økologisk Landsforening.

Hun peger på, at ØL har et netværk, som gør det muligt at spille en aktiv rolle på flere fronter i udviklingen af det nye grønne turistcenter.

"Vi kender de økologiske producenter og restauranter i området," siger Birgitte Jørgensen, som allerede er i dialog med Søhøjlandets Turistforening.

Flere artikler fra samme sektion

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil sætte en stopper for forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events