Annonce

Annonce

Trine Krebs står på scenen med Adam Aamann og Torben Blok og modtager prisen

Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening (t.h.), overrakte Trine Krebs Økoprisen for sin store entusiasme for økologien og hendes evne til at tryllebinde alle i sin nærhed med alt fra porrer-kjoler og kartoffel-yoga til økologiske bønnemøder. T.v. ses konferencier Adam Aamann. Foto: Signe Kold Andersen

Danmarks vilde grøntsagsaktivist vinder Årets Økopris

Efter næsten 20 år som glødende forkæmper for økologisk frugt og grønt modtog ildsjælen Trine Krebs tirsdag Årets Økopris fra Økologisk Landsforenings foodservice-afdeling.

Udviklingen af ​​økologisk landbrug har gennem flere årtier været båret frem af en stribe energiske ildsjæle. Det samme er tilfældet med omlægningen af ​​landets professionelle køkkener, og tirsdag blev en kvinde med et ben i begge lejre hyldet med Årets Økopris fra Økologisk Landsforening Foodservice.

Prisoverrækkelsen foregik i forbindelse med Økologisk Landsforenings inspirationsdag. Den havde tiltrukket flere end 100 økologiske producenter, grossister og repræsentanter fra detailhandlen og landets professionelle køkkener til den økologiske venue Volkerts Fylke i Kolding. Her var de i eftermiddag med til at fejre Danmarks grønne speedsnakker ved tildelingen af ​​den økologiske foodservicepris.

"Trine Krebs får prisen for sin idérighed, sit gå-på-mod, sin vedholdenhed, kreativitet og sin evne til at få det umulige til at blive muligt. Hun åbner dørene til de professionelle køkkener og inviterer de madprofessionelle med i marken og stalden, "sagde Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening i sin motivation for at give prisen til Trine Krebs.

En ordspyende vulkan

Privat bor Trine Krebs sammen med hunden Arne på et lille økologisk landbrug i Kirke Hyllinge med udsigt over Isefjord. Men de fleste kender hende formentlig bedre som den verbale vulkan, der iført porrekjole og kunstfærdige grøntsagshatte sprede om sig med positive budskaber om grøntsager, bælgfrugter og økologi.

De har vundet Årets Økopris

Årets Økopris uddeles til en økologiske ildsjæl, som bidrager til at sætte retningen for økologi og arbejder målrettet for at sprede budskabet om sammenhængen mellem økologi og bæredygtighed.

**Tidligere modtagere **

  • 2019 Skolerne i Oure
  • 2018: Mona Carøe, cheføkonoma på Regionshospitalet Randers
  • 2017: Comwell Hotels
  • 2016: Odense Kommune
  • 2015: Overborgmester Frank Jensen (S), Københavns Kommune
  • 2014: Marian Aagaard, regionsformand, Kost & Ernærings-forbundet i Nordjylland

Som tidligere formand for Praktisk Økologi og stifter af eventbureauet Frugtformidlingen har hun modtaget flere priser for arbejdet med at formidle den økologiske tankegang i et sprog, som alle forstår. Tirsdag kom der en mere til samlingen, og den vejer tungt hos Trine Krebs:

”Jeg føler mig i kæmpestor gæld til rigtig mange økologiske sjæle derude, som har inspireret mig, lært mig, taget mig i hånden og på alle måder budt mig velkommen ind i det økologiske fællesskab. Uden alle jer, stod jeg her ikke,” sagde Trine Krebs i en længere takketale.

I foreningen har vi haft meget fokus på alt det, der sker ude i landbruget, men det er sindssygt essentielt, at ØL nu har etableret et fagudvalg for de professionelle køkkener.

— Trine Krebs, vinder af Årets Økopris

Man skal ofte have god tid, hvis man trykker på den grønne speedsnakkers startknap. Trine Krebs kan tale i timevis om tankerne bag økologien og om hvordan et landbrug uden pesticider og kunstgødning bidrager til en mere bæredygtig fødevareproduktion.

Økologien var et ukendt land i Blære

Prisvinderen stammer fra en slægt af jyske landmænd og gartnere, og hun voksede op som landmandsdatter på et konventionelt landbrug i Blære i Himmerland lidt nord for Aars. Trods et stort netværk i landbruget var der ingen økologer i forældrenes omgangskreds, og Trine Krebs forklarede, at det ikke lige lå i kortene, at hun skulle blive en af landets varmeste fortalere for økologiske fødevarer.

”Jeg kendte ikke noget til økologi, da jeg var barn,” erkendte prisvinderen, som efter skole i perioder arbejdede som frugtplukker, hakker og pakker i den lokale Blære Frugtplantage.

Her blev de første økologiske frø sået, da plantageejerens svigersøn, Jan Bruus, kom til byen for at overtage plantagen.

”Her gik jeg række op og række ned, mens den unge grydeklippede og andefods-klædte Jan Bruus fortalte mig om økologi.”

Trine spænder fra den helt lavpraktiske tilgang til madlavning til den mere højpandede og filosofiske tilgang til økologi og bæredygtighed.

— Katrine Terkelsen, Hahnemanns Køkken

Da hun efter gymnasiet tog en professions bachelor i sundhed og ernæring ”uden at lære en tøddel om økologi”, introducerer Jan Bruus hende for de økologiske pionerer bag Biodania, som er en sammenslutning af økologiske frugt- og grøntpionerer, og gradvist blev Trine Krebs mere optaget af den økologiske produktionsform.

Rejsen begyndte med 6 om dagen

Hendes grønne rejse begyndte for alvor i 2003, da hun sammen med studieveninden Katrine Terkelsen etablerede madevent bureauet Frugtformidlingen, som Bo Nytofte fra Biodania for 1500 kr i leje tilbød et lille kontor Grønttorvet i København med to sofaer og en computer.  

De var inspireret af kampagnen '6 om dagen' som to år tidligere blev søsat i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, sundhedsorganisationer og frugt- og grønterhvervet, som ville have alle danskere til at spise mere frugt og grønt.

Frugtformidlingen var et madhus uden mure, og Trine og Katrine så en spændende og vigtig mission i at introducere mere frugt og grønt i både private og professionelle køkkener, og Trine Krebs viste sig hurtigt at have et særlig talent for at formidle budskaberne om en grønnere kost.

Efter 17 år som frontfigur i eventbureauet Frugtformidlingen og fem år som formand for Praktisk Økologi har Trine Krebs via et utal af arrangementer og skæve events som kartoffel-yoga og kæmpet for at få mere økologi i landets professionelle køkkener
Efter 17 år som frontfigur i eventbureauet Frugtformidlingen og fem år som formand for Praktisk Økologi har Trine Krebs via et utal af arrangementer og skæve events som kartoffel-yoga og kæmpet for at få mere økologi i landets professionelle køkkener. Foto: Marie Bentzon

Hun befinder sig godt med en mikrofon i hånden og en grøntsag bag øret, men hun har altid forsøgt ikke at løfte den moraliserende ’porrefinger’, når hun besøgte køkkener, hvor økologien endnu ikke var på menukortet, og ifølge Katrine Terkelsen er det en af årsagerne til, at hun er blevet så populær.

”Trine spænder fra den helt lavpraktiske tilgang til madlavning til den mere højpandede og filosofiske tilgang til økologi og bæredygtighed. Samtidig har hun en evne til at favne alle på det niveau, hvor de er. Hun gør de små skridt til noget godt, og hun giver andre lyst til at komme med på rejsen. Det har været sjovt og inspirerende…, og til tider udfordrende at arbejde med hende, og jeg synes helt klart, at hun fortjener prisen,” siger Katrine Terkelsen, som i dag er administrationschef i Hahnemanns Køkken i København.

Fra frugtformidler til grøn chef

2021 blev sidste år med Frugtformidlingen. Efter nogle hårde måneder med coronanedlukning besluttede stifterne at lukke selskabet op til sommerferien. Tiden var moden til at prøve noget nyt efter 17 år, hvor de stod i spidsen for et større korps af freelanceansatte frugtformidlere ved et hav af event i hele landet, hvor der blev spillet på mange tangenter.

I foreningen har vi haft meget fokus på alt det, der sker ude i landbruget, og det er sindssygt essentielt, at ØL nu har etableret et fagudvalg for de professionelle køkkener.

— Trine Krebs

Frækt, fråsende og friskt er vejen til en bæredygtig madglæde, hvis du spørger Trine Krebs, som også tog musikken til hjælp. Hun er således ophavskvinde til både grøntsags-slagsangen, grøntsagshadersangen og økoprincip-sangen og økodagssangen.

Hun har desuden danset de nye kostråd og fik ideen til de økologiske bønnemøder, hvor hun og topkokkene Francis Cardenau og Christian F. Puglisi på skift deler ud af deres bedste bælgfrugttips.

I dag fortsætter Trine Krebs sin økologiske agenda som ”grøn chef” i FOOD, der organiserer madfestivaller og andre store fødevareevents. Titlen har hun selv valgt, da den kalder på smilet.

Endelig bliver køkkenerne hørt

Efter mange år i branchen oplever hun, at der generelt er for lidt fokus på det store arbejde, der bliver gjort ude i landets økologiske køkkener, og hun glæder sig derfor over, at de nu er blevet organiseret i et nyt fagudvalg under Økologisk Landsforening.

”I foreningen har vi haft meget fokus på alt det, der sker ude i landbruget, men det er sindssygt essentielt, at ØL nu har etableret et fagudvalg for de professionelle køkkener,” siger Trine Krebs, som gennem årene har set det som en af sine store missioner at forsyne køkkenerne med alle de faglige argumenter for at omlægge til økologi.

”Det er ikke nok, at køkkenerne laver god økologisk mad. Vi skal huske på, at det ofte også er køkkenerne, som skal stå på mål for økologien, når den bliver udsat for kritik fra forældre i daginstitutioner, politikere, ledelse m.fl., og det kræver en faglighed, som de ikke lærer under deres uddannelse.”

Nogle af de events, som Trine Krebs husker tilbage på med størst glæde, er derfor de dage, hvor stolte og rørte ansatte fra køkkener bliver hyldet og modtager det økologiske spisemærke.

Hun håber, at landets tekniske skoler vil følge i landbrugsskolernes fodspor og etablere egentlige økologiske specialer i køkkenuddannelserne, så eleverne lærer at lave økologisk mad fra bunden af ​​friske, lokale råvarer.

”Vi har nogle sindssygt større profiler på landets hospitaler, som er med til at trække økologien,” siger husholdningslærerinden , som Trine Krebs ynder at kalde sig selv, inden hun kommer med og lille hip til landets økologer:

”Jeg må aldrig glemme de mange ansatte i køkkenerne, som hver dag arbejder for bedre mad og mere økologi.”

 Hvis du vil høre Trine Krebs tale i 40 minutter om økologi - så er der en helt ny podcast fra Forbrugerrådet Tænk: 'Ildsjælen - økologi fordi '.

Flere artikler fra samme sektion

Bælgfrugternes utopia ligger i Holstebro

På Cafe Utopia i Holstebro æder bælgfrugterne sig mere og mere ind på menukortet og ind i dagligdagen for de 30 ansatte, hvoraf de fleste er psykisk sårbare. Her balancerer kokken og ildsjælen Mette Nygaard Nielsen med udviklingen af sunde og klimavenlige retter tilberedt helt fra bunden, som også de sårbare medarbejdere kan håndtere. Og bælgfrugterne kan faktisk hjælpe til at give enkle og overskuelige anretninger.

28-03-2024 8 minutter

Miljøstyrelsen finder pesticidrester fra konventionel kartoffeldyrkning i grundvandet

Miljøstyrelsen har i prøver fra sidste år fundet stoffet DMSA i grundvandet. DTU kan ikke udelukke, at midlet skader arveanlægget og har nævnt, at der ikke findes data til en egentlig risikovurdering for sundhed.

20-03-2024 2 minutter Pesticider

Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening anker greenwashing-dom mod Danish Crown til Højesteret

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen mener, at afgørelsen i Vestre Landsret om Danish Crowns markedsføring af "klimakontrollerede" grise efterlader for mange spørgsmål om, hvor grænsen går, når virksomheder markedsfører sig som grønne.

20-03-2024 4 minutter Forbrug,   Klima,   Grise