Annonce

Annonce

Økologikonsulent Jesper Fog-Petersen fra Økologisk Landsforening t.v. og Rune Christoffer Dragsdahl fra Dansk Vegetarisk Forening ser et stort potentiale i at dyrke flere økologiske planteproteiner i Danmark, og de glæder sig over, at GUDP-støtter udviklingen af danske planteproteiner.

Nyt projekt skal sætte skub i udviklingen af danske planteproteiner

Dansk Vegetarisk Forening har fået 1,1 mio. kr. fra GUDP-puljen til et netværksprojekt, som skal sætte skub i udviklingen af danske planteproteiner.

På årets økologikongres, som blev afholdt i november, var sessionen om planteproteiner en af de mest populære sessioner med 200 deltagere, som overvejende var landmænd. De kan nu glæde sig over, at Dansk Vegetarisk Forening har fået penge til et netværksprojekt, som netop skal fremme produktionen af planteproteiner i Danmark.

Udviklingen inden for plantebaserede fødevarer er i fuld gang rundt om i verden, og i Danmark er økologiske producenter som Rømer Vegan Products  og Organic Plant Proteinklar til at udfordre de animalske fødevarer, som stadig dominerer landbruget og fødevaresektoren.

Det er en udvikling som Dansk Vegetarisk Forening (DVF) støtter, og foreningen har nu fået en bevilling på 1,1 mio. kr. fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), som hører under Miljø- og Fødevareministeriet. Pengene skal gå til et netværksprojekt for fødevareerhvervet, som skal fremme udviklingen af danske planteproteiner, som kan give konkurrence til importeret soja og andre udenlandske planteproteiner.

"Vi har de seneste år oplevet en meget stor efterspørgsel fra erhvervslivet på viden om forbrugernes foretrukne råvarer og idéer til produktudvikling. Vi er derfor meget glade for, at vi nu får muligheden for at oprette et fast netværk, som bliver et vigtigt forum for udviklingen af fremtidens bæredygtige fødevareproduktion i Danmark", siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i DVF i en pressemeddelelse.

Heraf fremgår det, at foreningen gerne vil sikre fremtidens arbejdspladser i landbrug og en fødevaresektor, som begge udvikler sig i en mere bæredygtig retning.

"Vi bliver løbende kontaktet af både producenter, detailhandel, landbrugsskoler og sågar slagteriskoler, som gerne vil vide mere om denne udvikling", siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

Formålet med projektet er ifølge projektbeskrivelsen, at "fremme udviklingen af det plantebaserede fødevareerhverv i Danmark ved at sætte vidensudveksling, inspirationsdeling, løsningsudvikling og networking mellem de centrale aktører og interessenter indenfor det danske fødevareerhverv og relevante organisationer i system".

Det første seminar finder sted på Christiansborg til februar. Der skal afholdes i alt 16 netværksmøder og seminarer, og det er blandt andet DVF's plan at invitere oplægsholdere på besøg fra udlandet og at deltage med Det Plantebaserede Telt på Folkemødet på Bornholm.

Deltagerne forventes at komme fra hele paletten af aktører: Landmænd, forarbejdende virksomheder, supermarkeder, grossister, kantiner, restauranter, organisationer, myndigheder, politikere og mange flere. En række store virksomheder og organisationer har allerede bekræftet deres deltagelse.

Deltagelse i netværket er gratis og forbeholdt aktører fra fødevareerhvervet samt politikere, myndigheder og relevante organisationer. Ønsker man at deltage i netværket, skal man kontakte Dansk Vegetarisk Forening.

Flere artikler fra samme sektion

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Danske servicestationer udfaser turbokyllinger

Dyreværnsorganisationen Anima roser danske servicestationer for at gå foran med dyrevelfærden ved at skærpe kravene til produktionsforholdene for slagtekyllinger.

24-04-2024 3 minutter Dyrevelfærd