Annonce

Annonce

En flok grise på friland

Øget konkurrence og lave priser på eksportmarkedet for økologisk grisekød er hovedårsagen til, at Friland kom ud af det seneste regnskabsår med et samlet fald i omsætningen på fem pct. Arkivfoto: Morten Telling

Eksportfald koster dyrt for Friland

Henrik Biilmanns sidste årsregnskab som direktør for Friland landede langt fra, som han havde håbet, men trods et markant fald i Frilands omsætning hæfter han sig ved, at det økologiske kødsalg stadig er i vækst.

»Fyldt med udfordringer«

Sådan beskriver Friland-direktør Henrik Biilmann virksomhedens seneste år. Det kunne leverandørerne læse i det Danish Crown-ejede selskabs årsberetning for regnskabsåret 2018/2019, som tirsdag blev offentliggjort på Frilands årsmøde hos SAGRO i Billund.

Omsætningen i Friland A/S blev på 823 mio. kr. Det er fem pct. under sidste års rekordomsætning på 867 mio. kr., som for kun et år siden blev præsenteret under overskriften ’Tilbage på vækstsporet’. Set i det lys er det forståeligt, hvis dette års regnskab ikke fik mange rosende ord med på vejen, da det blev debatteret på årsmødet efter avisens deadline.

Trods en markant tilbagegang i omsætningen bidrager de økologiske grise stadig med over halvdelen af Frilands samlede omsætning.. Grafik Friland

Henrik Biilmann er selv den første til at beklage, at hans sidste regnskab som Friland-direktør af flere årsager ikke lever op til hverken hans eller leverandørernes forventninger.

»”Jeg er ikke tilfreds med den betaling vi har leveret til de økologiske griseleverandører i år – og det er da ingen hemmelighed, at jeg hellere ville være stoppet på et tidspunkt med medvind,« siger Henrik Biilmann, som 31. januar forlader Friland for at tiltræde jobbet som direktør for de omkring 150 medarbejdere i Viking Genetics, der er en af verdens største landmandsejede kvægavlsforeninger.

»Men jeg føler absolut ikke, at jeg forlader en synkende skude,« tilføjer direktøren, som ser flere positive tendenser i markedet.

»Jeg tror på, at der kommer fremgang næste år, men om det er nok til, at landmændene er tilfredse, er vanskeligt at love på nuværende tidspunkt,« siger han efter et år, hvor der kun blev 0,35 kr. i resttillæg til de økologiske griseproducenter, som for andet år i træk fik barberet en pæn luns af den samlede afregning.

Som de seneste mange år er det Frilands to økologiske koncepter, som driver udviklingen, men i år desværre med negativt fortegn, idet Friland i år kunne notere, at salget af økologisk grisekød faldt med 46 mio. kr., eller 2 mio. kr. mere end selskabets samlede tilbagegang.

Det økologiske grisekød står dog stadig for 53 pct. af selskabets samlede omsætning, mens økologisk oksekød udgør 30 pct. af den danske forretning. Dermed bidrager de økologiske kødkoncepter tilsammen med 83 pct. af Frilands omsætning.

Ifølge Henrik Biilmann er hovedårsagen til Frilands faldende omsætning en kombination af faldende priser på økologisk grisekød og et  deraf markant fald i fald i eksportomsætningen af grisekød på et marked, som ikke har været i stand til at opsuge tilgangen af grise fra både Friland og flere udenlandske producenter.

Kun 29 pct. af Frilands omsætning af økologisk grisekød stammer fra det hjemlige marked, og ifølge Henrik Biilmann er det nødvendigt at få endnu mere gang i eksporten, hvis producenterne skal opnå en bedre afregning. Grafik: Friland

Overforsyningen på markedet har ført til et fald i omsætningen af økologisk grisekød på 11 pct. i forhold til sidste år. Tilbagegangen skyldes dels en nedgang i mængden af solgt kød fra de danske økologer på seks pct., dels et fald i den gennemsnitlige salgspris på fem pct.

Økologiske grise

  • Antal slagtninger (172.159 (+5 pct.)
  • Samlet omsætning: 361 mio. kr. (-11 pct.)
  • Inkl. noteringen fra Danish Crown er der i gennemsnit udbetalt 21,00 kr./kg mod 24,95 kr./kg sidste år.
  • Tallene for kreaturer er: 24,55 kr./kg mod 26,60 kr./kg sidste år.

Det sidste dækker dog over store forskelle på tværs af de enkelte udskæringer på grisen. ’Det er især på de delstykker, vi sælger til eksportmarkederne, vi har set en faldende pris,’ forklarer Henrik Biilmann, som oplever, at der det seneste år har været betydeligt mere kamp om kunderne.

Friland henter dog stadig over halvdelen af sin samlede omsætning hos kunder på det globale marked.

»Nedgangen i omsætningen på eksportmarkedet skyldes først og fremmest en pludselig og meget stor tilbagegang på det franske marked, hvor vi blev presset af en større hjemmeproduktion af grise,« siger Henrik Biilmann, som dog stadig ser optimistisk på fremtiden.

’Forventningen er, at det kommende år igen vil kunne vise en vækst i både volumen og omsætningen i Danmark. Det forventes ligeledes, at den bagvedliggende efterspørgsel på økologisk grisekød vil fortsætte med at stige på vores eksportmarkeder. Da vi modsat ikke forventer et markant øget udbud af økologiske grise på det europæiske marked, øjner vi en god mulighed for at løfte vores afregning til leverandørerne’, hedder det i årsberetningen.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel