Annonce

Annonce

Gartner Nikolaj Bayraktar Thomsen fra andelslandbruget Brinkholm er administrator for landets første REKO-ring, som allerede har fået 900 medlemmer. Foto: Isil Bayraktar

Nyt succeskoncept breder sig i Danmark

Køge er hjemsted for landets første REKO-ring - et koncept hvor medlemmerne handler direkte med producenterne. Flere er på vej.

Danmarks første REKO-ring åbnede i november i Køge, men flere er nu på vej. De kan bygge på erfaringerne fra Køge, som i løbet af godt en måned allerede har fået 900 medlemmer, der er interesserede i at købe fødevarer fra små, lokale producenter.

REKO-ringe stammer fra Finland, hvor de har skabt en ny afsætningskanal for lokale fødevarer, og stifter og landmand Thomas Snellman anslår, at den direkte handel mellem forbruger og landmand på fire år er vokset til 224 mio. kr., og han mener, at der er gode muligheder for at ringene kan blive en succes i Danmark.

Aktuelt er der tilknyttet 14 producenter til Køge REKO-ring, og ved dagens udlevering på pendlerparkeringspladsen ved Junkers Industrier kunne de bl.a. købe grøntsager fra Brinkholm Andelslandbrug, hvor Nikolaj Bayraktar Thomsen står for det økologiske gartneri. 

Her i indkøringsfasen har han desuden påtaget sig rollen som administrator for Køge REKO-ring, som med hans ord har fået ’en stille start’.

”Vi startede med fire-fem kunder om ugen, men det vokser lige så stille,” siger Nikolaj Bayraktar Thomsen

Idealet er 5.000 medlemmer

Han betragter de kommende vintermåneder som en indkøringsperiode, hvor folk skal lære konceptet at kende.

”Vi satser på, at salget for alvor begynder at tage fat i april-maj, men vi er allerede oppe på 900 medlemmer, og der kommer nye til hver dag. I øjeblikket har vi 14 producenter, men vi vil gerne op på 20,” siger han.

Køge REKO-ring

REKO-ring Køge åbnede 1. november på Facebook og producenterne udleverer varer hver torsdag kl. 17:30-18.00 på P-pladsen ved Junckers Industries i Køge.

  • Producenter: 14
  • Medlemmer: 900

Erfaringerne fra REKO-ringenes hjemland, Finland, viser, at man helst skal op på ca. 5.000 medlemmer for at skabe en fornuftig omsætning i en REKO-ring, da det i gennemsnit kun er ca. én procent af medlemmer, som handler i den enkelte uge.

En utrolig timing

En af initiativtagerne bag Køge REKO-ring er Lisa Bjørnlund Strandmark. Hun blev utrolig begejstret for REKO-konceptet, da hun deltog i et informationsmøde, hvor den finske grundlægger af REKO, Thomas Snellman, forklarede om ringenes succes i resten af Norden.

”Vi var fire deltagere fra Stevns Fødevarenetværk, som deltog på mødet, og vi lavede et opstartsmøde, hvor der kom flere medlemmerne fra Madsamlingen i Køge, som netop var lukket. Sammen tror vi så meget på ideen med REKO-ringe, at vi er klar til at give den et skud, siger Lisa Bjørnlund Strandmark.

Sammen med sin mand har hun det seneste år drevet det lille landbrug Alt Godt fra Haven ved Store Heddinge, hvor de bl.a. producerer kaniner, æg og grøntsager, og hun håber, at REKO-ring Køge kan udvikle sig til en vigtig salgskanal for gårdens produkter.

”Madsamling Køge lukkede en uge inden, vi åbnede, så det var en utrolig timing, og udleveringsstedet i en REKO-ring skal ligge i nærheden af en større by med masser af trafik, og Køge ligger helt perfekt, siger hun.

En ideel platform

Efter Lisa Bjørnlund Strandmarks vurdering er Facebook samtidig en ideel platform til at forbinde producenter og købere.

”Den gør det meget nemt at rekruttere medlemmer. Det koster ikke andet end et klik, og Facebook spreder sig hurtigt som ringe i vandet. Det er det, Facebook kan, og så er konceptet meget enkelt for producenterne. De behøver ikke at levere hver uge, og de kan lynhurtigt tage et billede af deres varer med en mobil og lægge dem på Facebook, siger Lisa Bjørnlund Strandmark.

Hun erkender, at det nok ikke er det smarteste tidspunkt at etablere et netværk, da hovedparten af kunderne kommer for at købe friske grøntsager, kød og andre produkter fra lokale producenter.

”Jeg tror, at vi har årstiden lidt imod, og det er ikke så hyggeligt at stå og dele varerne ud på en mørk parkeringsplads, men det er gået rimeligt hurtigt med at få medlemmer, så det ser ud til, at der er en stor interesse for netværket, siger Lisa Bjørnlund Strandmark.

Hun er selv en af de producenter, som ikke tilbyder varer i øjeblikket.

”Jeg holder lidt lav profil frem til foråret, hvor vi får mere gang i produktionen, og det hele står og falder med, at der hele tiden er nogle producenter, som er klar til at tage af sted, selv om de her i begyndelsen kun sælger nogle få poser grøntsager, ” siger Lisa Bjørnlund Strandmark.

Nye ringe i støbeskeen

Både på Fyn og i Sønderjylland bliver der arbejdet med planer om nye REKO-ringe, og ideen har også slået rod hos den socialøkonomiske virksomhed Grantoftegaard ved Ballerup. Gården har siden 1991 tilbudt arbejde til borgere i Ballerup Kommune, og Tanja Höper, direktør på Grantoftegaard, ser spændende perspektiver i de nye netværk.

”Det er et fantastisk koncept, og jeg tror, at tiden er moden til at skabe nye typer af samarbejder, hvor vi samler kræfterne og støtter hinanden,” siger direktøren.

Efter hendes vurdering vil en REKO-ring være en stor støtte for lokalområdets små øko-producenter, men før Grantoftegaard melder sig på banen som administrator og udleveringssted for en REKO-ring, skal hun have analyseret interessen i lokalområdet.

”Der er 50.000 videnstunge pendlere, som hver dag kører til København. Dem skal vi bare have til at slå et slag forbi Grantoftegaard en gang om ugen,” siger Tanja Höper, som forventer, at en REKO-ring både vil give den socialøkonomiske virksomhed et større ansigt og gøre det muligt at øge produktionen af udvalgte produkter på gården.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel