Annonce

Annonce

I et fælles brev opfordrer 10 førende fødevarekoncerner EU-Kommissionen til at forbyde burhøns.

Flere store fødevarekoncerner beder EU om at forbyde buræg

Flere globale fødevarekoncerner har forpligtet sig til at udfase buræg i deres produkter eller varesortiment og opfordrer EU til helt at forbyde produktion med burhøns.

Burhønen er en uddøende race, og nu opforderer flere af verdens største fødevareproducenter EU-Kommissionen til at forbyde burhøns.

Både Aldi, Nestlé, Unilever, Jamie Oliver Group, IKEA, Mondelez og flere andre producenter og salgskanaler for fødevarer følger nu en række kæder og koncerner i Danmark og resten af Europa, der allerede har faset buræg ud af deres produktion eller droppet dem fra hylderne i deres butikker og restauranter.

Det er mange år siden, at Irma som den første danske dagligvarekæde gav det røde kort til burægget. Siden er de fleste danske dagligvarekæder fulgt efter, og onsdag 17. marts sender 10 førende fødevarekoncerner, der tilsammen står bag hundreder af populære mærker som Marabou, Carte D’Or, Magnum, Knorr, Nesquick, Cheerios, Oreo, Toblerone og Philadelphia, et fælles brev til EU-kommissionen, hvor de opfordrer den europæiske sammenslutning til at følge i Irmas fodspor og forbyde burhøns.

Det skriver World Animal Protection Danmark i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at de samme firmaer samtidig forpligter sig til at droppe eller udfase buræg i deres produkter eller varesortiment senest i 2025

“Heldigvis er der mange firmaer, der er langt fremme, og som allerede har droppet æg fra burhøns, og det er virkelig godt, at de her enorme fødevarekoncerner kommer med. Det lægger et ekstra pres på politikerne, så nu er bolden spillet op til EU, der bør tage imod den, og skrue en ordentlig dyrevelfærdslov sammen, så vi kan slippe dyrene ud af de usle forhold industrilandbruget tilbyder dem,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.

Brevet til EU er en del af End The Cage Age-initiativet, hvor flere end 1,3 millioner EU-borgere i forvejen har skrevet under på, at EU helt bør forbyde landbrugsdyr i bure.

Vanskeligt at spå om effekt af forbud

Lars Bredahl, fmd. for Æg- og Fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening er meget forsigtig med at spå om, hvilke positive konsekvenser et evt. EU-forbud mod buræg kan få for det økologiske ægsalg.

"Man kan håbe, at det kan være med til at skabe øget opmærksomhed omkring dyrevelfærd og at flere fødevareproducenter vil overveje at bruge økologiske æg som ingrediens i deres varer," siger Lars Brehdal, som dog vurderer, at langt de fleste formentlig vil vælge at skifte til skrabeæg, som er markant billigere.

I Danmark har salget af økologiske æg en markedsandel på ca. 30 pct. Det svarer næsten til andelen for økologisk mælk, og Lars Bredahl forventer at den største salgsfremgang vil ske i form af udvikling af nye produkter, hvor der indgår økologiske æg.

Men med det nuværende prisspænd, hvor der er tale om næsten dobbelt op, når man går fra skrabe til øko-æg, tvivler han på, at særligt mange producenter vil vælge at skifte til økologiske æg, så længe de skal indgå i konventionelle produkter, hvor de vil have vanskeligt ved at få dækket merprisen.

"Det vil nok være lidt naivt at håbe på, at de vil skifte til økologiske æg, men man kan håbe, at de begynder at producere flere økologiske produkter," siger Lars Bredahl.

Han har registreret flere producenter på det danske marked, som er begyndt at skrive på emballagen, at de bruger æg fra fritgående høns i deres forarbejdede produkter. Det er et skridt på vejen.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel