Forbrugernes høje forventninger blev en barriere for Flintholm Økogrise

Gennem fem år har forbipasserende året rundt kunne glæde sig over synet af glade grise på markerne hos

Gennem fem år har forbipasserende året rundt kunne glæde sig ved synet af glade grise på markerne hos Flintholm Økogrise ved Brørup i Sydjylland. Nu er det slut, skriver Jyske Vestkysten i en artikel. I artiklen forklarer Anita Juel, som grundlagde konceptet sammen med kæresten Allan Thomsen, at det var vanskeligt at opnå den ekstra pris, som er nødvendig for at drive en produktion, som tillader grisene at gå udendørs hele året.

Trods masser af rosende ord fra de borgere, som besøgte det åbne landbrug, var der for få, som i sidste ende var villige til at betale prisen for kødet. Det skyldes ikke mindst, at de fleste forbrugere har en forventning om, at økologiske grise går ude hele året – hvorfor så betale ekstra for 'markgrisen' fra Flintholm, som især udmærker sig ved at leve hele livet på friland.

Dertil kommer, at det er forbundet med mange ekstra udgifter at få slagtet, parteret og pakket kødet på et lokalt slagtehus. Distribution, markedsføring og mange timers salgsarbejde i de lokale butikker er andre fordyrende mellemled, så selv om parret modtog masser af roser fra kunderne, var der for få, der valgte kødet fra Flintholm i køledisken.

"Den merpris, som det kostede at producere kødet, blev simpelthen for høj i forhold til, hvad forbrugerne ville betale," siger Allan Thomsen til Økologisk Nu.

20 - 25 kr. mere for et kg

Allan Thomsen fortæller, at kødet typisk kostede tre kr. ekstra pr. kg, når den slagtede gris hang på kødkrogen, men det var en udfordring at få solgt hele dyret. Hverken hovedet eller grisetæerne kunne sælges til den nødvendige merpris, og fra en gris på 86 kg skulle merprisen derfor ofte hentes hjem på ca. 40 kg af de mest populære udskæringer, som dermed allerede blev seks kr. dyrere pr. kg.

"Når kødet var færdigpakket, og der var beregnet moms og 30 pct. avance til butikken, endte kødet på en pris, der var 20 - 25 kr. højere pr. kg. end andet kød. Når prisen bliver så høj, begynder det at gøre ondt," siger Allan Thomsen.

For at skabe salg, prioriterede Anita Juel og Allan Thomsen fra starten tæt kontakt til forbrugerne via sociale medier, men lige før jul i 2020 fik de godt 8.000 følgere på Flintholms facebookside en trist besked:

”Flintholm Økogrise lukker. Vores store udfordring blev at sælge og formidle, at ikke alle økologiske grise lever hele deres liv på marken."

Anita Juel oplevede, at mange forbrugere troede, at alle økologiske grise lever som 'markgrisene' på Flintholm, og så blev det vanskeligt at forklare kunderne, hvorfor hun var nødt til at beregne sig en noget højere pris for kødet end prisen på dagligvarekædernes egne øko-serier.

"Vi har arrangeret demoer og smagsprøver og fortalt vores historie igen og igen, men vi oplevede, at forbrugere sagde, ”sådan lever alle økologiske grise jo.” Selv mine egne veninder, der kommer fra landet, bliver chokerede, når jeg siger, at økologiske slagtegrise ikke går ude på marken," siger Anita Juel til Jyske Vestkysten.

Vi var for tidligt på banen

Både Anita Juel og Allan Thomsen oplever, at det reelt er meget få forbrugere, som kender reglerne for produktionen af meget af det kød, der findes i dagligvarekæderne. Da parret ikke havde en stor pose penge til markedsføring af deres gårdkoncept og de ekstra dyrevelfærdsmæssige aspekter, som det rummede ud over kravene i økologireglerne, blev det en sej kamp at holde pengene hjemme.

"Jeg tror, at vi kom lidt for tidligt på banen, og hvis vi om nogle år skulle finde på at prøve igen, ville vi som det første sikre os at få en fast aftale med lidt større aftagere," siger Allan Thomsen.

Da produktionen af markgrise toppede, blev der slagtet 40 grise om ugen, som bl.a. blev solgt til lokale Coop-butikker og flere andre mere eller mindre faste kunder.

"Jeg synes grundlæggende, at vi havde lavet et superfedt koncept, men vores udfordring var, at vi var for store til at være små, og for små til at være store."

Forbrugerne mangler det fulde overblik

Randi Vinfeldt, fmd. for Svineudvalget i Økologisk Landsforening ærgrer sig over, at Flintholm-konceptet er fortid, men hun kan genkende billedet af, at det er de færreste forbrugere, som formår at sætte sig ind i alle de forskellige mærkningsordningerne og fødevarekoncepter, der dominerer i køledisken, og derfor har de sjældent det fulde overblik over, hvordan deres fødevarer bliver produceret.

"Ofte hører forbrugere kun det, de gerne vil høre, men det skyldes ikke, at vi fra branchens side forsøger at skjule oplysninger om økologisk produktion," siger Randi Vinfeldt, som fortæller, at hun tværtimod oplever, at branchen er meget bevidst om ikke at fremstille et rosenrødt billede af livet for de økologiske grise.

Hun pointerer i den forbindelse, at både Økologisk Landsforening og Friland bakker op om de økologiske producenters forbrugerevents, f.eks. Sofari og stande på landets dyrskuer. Sådanne events giver mulighed for at gå i dialog med forbrugere og fortælle hele historien om livet for den økologiske slagtegris, som typisk kun lever den første tredjedel af sit liv på marken, hvorefter den færdigfedes på stald, hvor den har adgang til udendørs og delvist overdækkede løbegårde.

Friland kender udfordringen

Marketing Manager hos Friland, Maria Bast, kender kun alt for godt de udfordringer, som Flintholm Økogris stod over for i forhold til at få afsat alle delstykker til den rigtige pris.

"Det første, jeg lærte, da jeg blev ansat hos Friland, var, at godt salg handler om at sælge hele dyret. Det er især vigtigt, hvis vi arbejder med et koncept, sætter højere standarder end de økologiske, f.eks. økologiske græsgris. Det er helt nødvendigt, at kunderne køber hele dyret," siger Maria Bast. Af samme årsag bliver græsgrise afsat til Meyers Kantiner, hvor kokkene er i stand til at udnytte alle delstykker i kantinernes menuer.

Corona gav dødsstødet

Da corona-pandemien ramte Danmark i starten af 2020 havde Flintholm Økogrise netop produceret et stort parti pølser, som parret efter planen skulle markedsføre i lokale butikker, men da det pludselig ikke længere var muligt, blev det reelt dødsstødet for konceptet, som parret gradvist afviklede hen over året.

”Grisene gik på jord, som vi havde lejet, så vi havde ikke bundet så mange penge i produktionen, men vi kom derfra med gæld," siger Allan Thomsen, som dog på ingen måde har mistet lysten til at arbejde med grise.

I dag er han og Anita Juel ansat som driftslederpar på landbruget Solbakken Økologi, ved Branderup, hvor de producere grise, som via Friland bliver eksporteret til Danish Crown-selskabets relativt nye amerikanske marked.