Annonce

Risdyrker planter ris

I Asien er ris en af de vigtigste økologiske afgrøder, og risplaner dækker godt 40 pct. af de asiatiske øko-arealer med kornafgrøder. Hovedparten af risen bliver dyrket i Kina, hvor økologien de seneste år har oplevet stor vækst – både i landbruget og i handlen. Foto: Colourbox

Historisk vækst i det globale øko-areal

Ny international rapport opgør verdens samlede øko-areal til 69,8 mio. ha. Dermed er arealet vokset med rekordhøje 11,7 mio. ha, eller mere end 20 pct. på et enkelt år.

Økologisk landbrug vinder frem i alle hjørner af kloden. Det fremgår meget tydeligt af den 350 sider store årsrapport, The World of Organic Agriculture - Statistics and Emerging Trends.

Den blev onsdag offentliggjort på BioFach i Nürnberg, hvor økologiske købmænd fra hele verden kommer for at finde leverandører af økologiske produkter i alle afskygninger, og de kan glæde sig over, at der er flere økologiske råvarer på vej.

Hovedtallene i den nye rapport fortæller, at verdens 2,9 mio. økologer i 2017 øgede deres samlede areal med 11,7 mio. ha. Dermed er det globale øko-areal forøget med en femtedel på blot et år, så der er udsigt til flere råvarer til det sultne verdensmarked for økologi.

Australien råder over halvdelen af øko-arealet

Trods økologernes fremgang er det stadig det konventionelle landbrug, som er den klart dominerende produktionsform på globalt plan, og de økologiske landbrug udgør kun 1,4 pct. af verdens samlede landbrugsareal.

Årsrapport fra det schweiziske forskningscenter FiBL og den internationale økologiske organisation, IFOAM, blev onsdag offentliggjort på BioFach, hvor den ligner munter læsning for messen mange økologihungrende indkøbere
Årsrapport fra det schweiziske forskningscenter FiBL og den internationale økologiske organisation, IFOAM, blev onsdag offentliggjort på BioFach, hvor den ligner munter læsning for messen mange økologihungrende indkøbere

Men tendensen er klar, og med en forøgelse på 11,7 mio. ha var der tale om en historisk vækst i 2017. Kigger man lidt dybere ned i tallene, der er baseret på data fra 181 lande, falder det i øjnene, at hovedparten af væksten er registreret i Australien, hvor øko-arealet voksede med imponerende 8,5 mio. ha. Væksten omfatter primært græsningsarealer.

Med et samlet øko-areal på 35,6 mio. ha er Australien dermed hjemsted for over halvdelen af verdens øko-arealer, men når landets store øko-areal ikke direkte bliver afspejlet i produktionsstatistikken, hænger det i høj grad sammen med, at anslået 97 pct. af arealet ifølge FiBL består af ekstensive græsningsarealer, hvor produktionen er meget begrænset.

Europas økologer øger med en mio. ha

Det var ikke kun det australske areal, som var præget af vokseværk i 2017. Det europæiske øko-areal voksede med næsten en mio. ha. Det udgør nu 14,6 mio. ha. Dermed er det nu 2,9 pct. af landbrugsjorden i Europa, som bliver drevet økologisk.

Tallene i FiBL/IFOAM-rapporten viser desuden, at antallet af økologer på globalt plan i 2017 blev øget med ca. 100.000 til 2,9 mio. Tallene dokumenterer samtidig, at det økologiske landbrug går frem i stort set alle egne af kloden, og det faktum falder i god jord hos Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Han hæfter sig dog ikke så meget ved de mange konkrete tal i rapporten men ser mere på den overordnede tendens, der tegner et entydigt billede af et økologisk landbrug i fremgang.

Drømme er én ting, og vi ved notorisk, at vi har et økologisk marked, som bare buldrer derudad. Så følger produktionen automatisk med, og det er drivkraften for forandring

— Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening

Drivkraften for forandring

”Som formand for Økologisk Landsforening så jeg gerne, at hele produktionen var økologisk, men drømme er én ting, og vi ved notorisk, at når vi har et økologisk marked, som bare buldrer derudaf. Så følger produktionen automatisk med, og det er drivkraften for forandring,” siger Per Kølster.

2017 var en lovende sæson for verdens mange økologiske bomuldsproducenter, som øgede den samlede produktion med 10 pct., og sideløbende begynder flere og flere tøjbrands at bruge økologisk bomuld
2017 var en lovende sæson for verdens mange økologiske bomuldsproducenter, som øgede den samlede produktion med 10 pct., og sideløbende begynder flere og flere tøjbrands at bruge økologisk bomuld. Arkivfoto

Selv om forskerne fra FiBL registrerer små og store udsving på de enkelte markeder, som det eksempelvis aktuelt er tilfældet i Sverige, hvor det økologiske salg efter flere års massiv vækst er præget af stagnation og overproduktion, så tegner der sig ifølge Per Kølster et meget tydeligt billede, når man betragter fødevareproduktionen og handlen med økologi på tværs af alle landene.

”Det viser, at økologi ikke er et modefænomen, og udviklingen er udtryk for, at de økologiske forbrugere ikke fokuserer på enkelte parametre, men baserer deres fødevareindkøb på en helhedstænkning, som dybest set bunder i, at de er bekymrede for deres børns og klodens fremtid,” siger Per Kølster og tilføjer:

”Vi kan se, at der tegner sig et billede af en kontant udvikling og vækst, men det er klart, at den er meget påvirket af lokale tilskudsordninger og lokale markedsstrategier i de enkelte lande.”

Han er overbevist om, at den økologiske dyrkningsform vil fortsætte med at vinde nyt terræn i mange år frem, og det begrunder han ikke mindst med, at økologien på en række parametre er med til at tilfredsstille nogle behov, som en voksende gruppe af forbrugere betragter som både væsentlige og nødvendige.

De danske øko-producenter har gennem mange år vist, at de har produkter, som bliver efterspurgt på det globale marked. Frem til lørdag i denne uge udstiller 32 af dem deres økologiske produkter i Nürnberg. Det sker på en dansk fællesstand, som er arrangeret af Økologisk Landsforening og Bio Aus Dänemark på verdens største øko-messe, BioFach.

Global økologi 

  • Det globale øko-areal voksede med 20 pct. (11,7 mio. hektarer) fra 2016 til 2017. 
  • Det samlede økologiske landbrugsareal verden over omfatter nu 69.8 mio. hektarer. - Kun 17 pct. af det samlede areal er dyrkbart. 
  • Over to tredjedele af det økologiske areal er forskellige former for græsningsarealer. 
  • I 2017 var der 2,9 mio. øko-producenter i verden. Det er 5 pct. flere end i 2016. 
  • Kun knap en fjerdedel af verdens økologiske areal er registreret i udviklingslandene, men de samme lande er hjemsted for 87 pct. eller 2,4 mio. af de økologiske producenter. 
  • Med 835.000 økologer er Indien landet med flest økologiske producenter. 
  • Lichtenstein er det europæiske land med den højeste økologiandel i landbruget, idet 37 pct. af landets areal er økologisk, men der findes p.t. 14 lande, hvor det økologiske areal udgør over 10 pct. af landbrugsarealet.

Flere artikler fra samme sektion

Ungt publikum til SOfari

Når 11 økologiske landmænd på søndag slår dørene op til SOfari, forventer arrangørerne mange besøg fra unge forbrugere. En ny analyse fra GfK Danmark viser nemlig, at danske unge prioriterer økologi, når der skal grisekød på gaflen.

23-05-2019 3 minutter Events

Svinepesten breder sig i Asien - det kan hæve fødevarepriserne

Udbruddet af svinepest i Asien er nu så massivt, at det ventes at hæve priserne på bl.a. svinekød i hele verden. Det kan dog også gavne danske landmænds økonomi.

21-05-2019 3 minutter SvineproduktionUdlandEksport

Udlandet har fået smag for koldbrygget kaffe fra Sydfyn

ZoZozial Coffee har i år nye latteprodukter med til Amsterdam, og det er vigtigt hele tiden at vise, at man løbende er i stand til at tilbyde kunderne nye produkter.

21-05-2019 4 minutter Eksport