Annonce

Annonce

Mobiltelefon med åben madspilds-app.

Hver femte i alderen fra 16-54 år køber overskudsvarer eller får tips til at bruge sine madvarer for at minimere sit madspild, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Foto: Jakob Brandt

Hver sjette dansker bruger apps til at mindske madspild

Især landets yngste borgere har fået øjnene op for potentialet ved at benytte de forskellige madspilds-apps, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik.

Man behøver ikke at tænke ret mange år tilbage, for at komme til en tid, hvor de økologiske køkkener stod meget mere alene som frontløbere i kampen mod madspild. I dag er indsatsen for at nedbringe madspild blevet et vigtigt mål på mange niveauer. Både dagligvarekæderne og mange private husholdninger har indset, at det på alle måder er en dårlig ide at smide fødevarer ud.

Den udvikling bliver senest dokumenteret via en ny undersøgelse, som Danmarks Statistik har lavet om it-anvendelsen i befolkningen. Den viser, at en sjettedel af danskerne har mindsket madspild ved enten at købe overskudsmad gennem apps som 'Too Good To Go' og 'YourLocal' eller ved at søge ideer til, hvordan man anvender de madvarer, der allerede ligger i køleskabet via 'For Resten', som er en app fra Forbrugerrådet Tænk.

Det er især personer under 55 år, der benytter sig af forskellige apps for at begrænse deres madspild. Derefter falder anvendelsen stødt med alderen. Hver femte fra 16-54 år køber overskudsvarer eller får tips til at bruge sine madvarer for at minimere sit madspild. Det er dobbelt så mange som hos de 65-74-årige og fire gange så mange sammenlignet med de 75-89-årige.

Undersøgelsen viser også, at madspilds-apps især appellerer til enlige forældre med børn. En fjerdedel af denne gruppe har brugt en app mod madspild, mens det f.eks. kun er tilfældet for 15 pct. af de enlige uden børn.

Brugen af apps til at reducere madspild er mest udbredt i hovedstadsområdet, mens Nordjylland er den landsdel, hvor færrest benytte madspilds-apps.

Bekæmpelse af madspild er et af FN's verdensmål. Ifølge målet 'Ansvarligt forbrug og produktion' skal det globale madspild i detailhandlen og i de private husholdninger halveres inden 2030.

Herhjemme løber det årlige madspild op i 715.000 ton, viser den seneste beregning fra Miljøstyrelsen fra 2017. Tallene viser, at forbrugerne står for størstedelen af det danske madspild, idet 36 pct. af det samlede madspild ryger i skraldespandene i private hjem, mens detailhandlen står for knap en fjerdedel (23 pct.).

Frugt og grønt udgør den største varegruppe, som smides ud, efterfulgt af kød, brød og kager.

Flere artikler fra samme sektion

Bælgfrugternes utopia ligger i Holstebro

På Cafe Utopia i Holstebro æder bælgfrugterne sig mere og mere ind på menukortet og ind i dagligdagen for de 30 ansatte, hvoraf de fleste er psykisk sårbare. Her balancerer kokken og ildsjælen Mette Nygaard Nielsen med udviklingen af sunde og klimavenlige retter tilberedt helt fra bunden, som også de sårbare medarbejdere kan håndtere. Og bælgfrugterne kan faktisk hjælpe til at give enkle og overskuelige anretninger.

28-03-2024 8 minutter

Miljøstyrelsen finder pesticidrester fra konventionel kartoffeldyrkning i grundvandet

Miljøstyrelsen har i prøver fra sidste år fundet stoffet DMSA i grundvandet. DTU kan ikke udelukke, at midlet skader arveanlægget og har nævnt, at der ikke findes data til en egentlig risikovurdering for sundhed.

20-03-2024 2 minutter Pesticider

Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening anker greenwashing-dom mod Danish Crown til Højesteret

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen mener, at afgørelsen i Vestre Landsret om Danish Crowns markedsføring af "klimakontrollerede" grise efterlader for mange spørgsmål om, hvor grænsen går, når virksomheder markedsfører sig som grønne.

20-03-2024 4 minutter Forbrug,   Klima,   Grise