Annonce

Annonce

Kåde køer på Karensminde

På grund af forsamlingsloftet kan landets økologiske mælkeproducenter ikke invitere gæster ud på gården for at se køerne komme på græs, men Økologisk Landsforening sørger for, at alle kan opleve køernes kåde forårsdans. Foto: Økologisk Landsforening

Køernes forårsfest bliver igen i år livestreamet fra en jysk kvæggård

Corona spænder igen ben for de mange voksne og børn, som på Økodag plejer at valfarte ud på de økologiske gårde for at se køerne komme på græs.

Siden Økodag blev lanceret i 2005, har de økologiske køers forårsfest udviklet sig til en af landbrugets mest populære events, som hvert år trækker op mod 200.000 mennesker ud på landet, for at se køerne danse.

Sidste år gjorde corona-restriktionerne det for første gang umuligt at gennemføre Økodag med gæster ude på gårdene.

Derfor valgte Økologisk Landsforening sammen med mælkeproducenterne og de økologiske mejerier at livestreame fra en enkelt gård, så alle havde mulighed for at sidde hjemme bag skærmen og se køerne indtage de grønne græsmarker.

I år bliver Økodag gennemført efter samme koncept. I en pressemeddelelse oplyser arrangørerne, at forsamlingsloftet på fem personer gør det umuligt at gennemføre den traditionelle Økodag med fysiske gæster ude på gårdene. Men det betyder ikke, at voksne og børn bliver snydt for at opleve køerne danse.

Selvom oplevelsen sker via skærmen, så kan corona ikke stoppe køerne, og vi håber, det bliver sidste gang, vi skal afholde Økodag på denne måde. Vi trænger alle til at komme på græs og danse i flok – ligesom køerne.

— Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening

For corona-restriktionerne ændrer ikke ved, at landets økologiske køer skal på græs, og selv om det for andet år i træk kommer til at ske under mere private former uden en stor kødrand af mennesker på den anden side af hegnet, vil det også i år være muligt at følge begivenheden via et livesignal fra en jysk mælkeproducent.

”Økodag er en enestående tradition, som de økologiske landmænd glæder sig til at dele med os! Vi fejrer dyrevelfærden, når de prægtige, forårskåde køer tager dansetrin ud i foråret. Selvom oplevelsen sker via skærmen, så kan corona ikke stoppe køerne, og vi håber, det bliver sidste gang, vi skal afholde Økodag på denne måde. Vi trænger alle til at komme på græs og danse i flok – ligesom køerne” siger Per Kølster, som er formand for Økologisk Landsforening.

Foreningen oplyser i den forbindelse, at alle kan være med til at varme op til Økodag på de sociale medier, hvor der fra d. 22. marts og frem til køerne lukkes ud på græs søndag d. 18. april kl. 12.00 vil køre forskellige kampagneaktiviteter, som skal sikre, at alle kommer i den rigtige Økodagsstemning.

Økodag 2021

  • Økodag arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og mejerierne: Arla, Thise, Naturmælk, Øllingegaard, Them og Gläserne Meierei

  • Dagen er en af de faste forårsbebudere, som markerer, at de økologiske køer kommer på græs efter en vinter i stalden

  • Økodag bliver i år afholdt d. 18. april

  • Økodag bliver gennemført med midler fra Mælkeafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel