Annonce

Annonce

Et par går ud af et supermarked med et indkøbsnet i hånden påtrykt

De økologiske fødevarer har en markedsandel på ca. 12 pct. Økologisk Landsforening har en målsætning om, at det tal skal være på 30 pct. i 2030. Arkivfoto: Økologisk Landsforening

Landmand frygter, at økologien er ved at stagnere

Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, deler ikke øko-landmands bekymring for, at markedet er ved at stagnere.

For den økologiske landmand Kim G. Nielsen rykker det økologiske salg ikke for alvor nok. 

Han regner med, at der skal et generationsskifte hos forbrugerne til, før økologien tager et kvantespring og haler ind på den konventionelle markedsandel. 

"Den store stigning i økologiske landbrug kom fra sidst i 90'erne og nogle år frem. Men i perioden fra 2012 til 2014 var det virkeligt svært. Der var overproduktion, og mange landmænd faldt fra. Det er gået bedre fra 2015 og frem. Men det stagnerer nu, og hvis du spørger mig, så skal der et generationsskifte til, før økologien for alvor vil rykke igen. Vores børn går i skoler, hvor de lærer meget om bæredygtighed og dyrevelfærd med mere. Det vil påvirke dem til at træffe andre valg, når de står ved køledisken," siger Kim G. Nielsen, der ejer Troldholm og har 600 sortbrogede køer samt 800 ha med korn, majs og andre afgrøder, til Ugeposten Skjern.

I 2019 havde økologiske fødevarer en markedsandel på ca. 12 pct., hvilket trods alt var en stigning fra 11,5 pct. i 2018. Samtidig barberede en ny opgørelsesmetode fra Danmarks Statistik den danske øko-andel ned med ca. 3,5 pct. 

Mange interesser bakker op om økologi

Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening, deler dog ikke Kim G. Nielsens bekymring, selvom der er et stykke vej til foreningens 2030-ambition om både en markedsandel og et økologisk landbrugsareal på 30 pct.

"Der er mange parallelle udviklingsspor, og der kommer formentlig til at ske en del i de kommende år på grund af EU's tilskudssystem til landbruget, hvilket gerne skulle fremme økologien" siger Per Kølster til Økologisk Nu, med henvisning til de mulige ændringer i EU's fælles landbrugspolitik der skal afløse den nuværende politik formentlig i 2022.

"Noget andet er, at der er interesser i både detailhandlen og foodservice-sektoren og politiske vinde, der blæser i retning af øget øko-omlægning i offentlige køkkener, så der foregår noget massivt på mange fronter," tilføjer han.

Politiske målsætninger

Han har dog forståelse for Kim G. Nielsens bekymringer:

"Man kan da godt få oplevelsen af at nå et punkt, hvor der skal noget til, før man kan komme videre. Men alle de vinde, der blæser lige nu, går ikke i retning af stilstand for økologien - derimod er der en udbredt interesse for, at økologien vil udvikle sig."

Han peger samtidig på, at både den danske regering og EU har en målsætning om, at der skal være mere væsentligt mere økologisk landbrug og forbrug i fremtiden, og selvom ØL's 2030-ambition er højere end de politiske ambitioner, ligger de ifølge formanden inden for nogenlunde samme spænd.

"Mange omstændigheder vedrørende landbruget peger i retning af, at vi skal have en meget mere helhedsorienteret løsning, og det er det, økologien leverer," siger han.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel