Annonce

Annonce

Ekspedient rydder op i grøntafdelingen

Personalet i Lidl skal finde plads til 40 nye produkter fra Landmad. PR-foto: Lidl

Lidl åbner døren for genrejst koncept

Godt 40 udvalgte produkter fra det genrejste Landmad finder nu vej til Lidls hylder.

Lidl fortsætter arbejdet med at tilpasse sortimentet til de danske ganer. Som led i den ambition har den tyske discountkæde indgået en aftale om at øge sortimentet med 40 produkter fra den genrejste Landmad, som har flere økologiske produkter i sortimentet.

Dermed bliver Lidl den eneste landsdækkende kæde, som forhandler Landmad-produkter.

”Det glæder mig, at vi nu kan være med til at bringe alle de fantastiske, lokale madvarer fra landet og ind til byerne, så alle kan få del i dem,” lyder det fra Lidls adm. direktør, Mikko Forsström, i en pressemeddelelse.

Han ser frem til at stille hyldeplads til rådighed for Landmads varer, som tidligere kun har været solgt i enkelte specialbutikker, men som gennem det nye samarbejde med Lidl bliver bredt tilgængelige gennem dagligvarekædens 118 butikker.

Godt match for begge parter

Mikko Forsström hæfter sig i den forbindelse ved, at Landmad efter hans vurdering er "kendetegnet ved lokale madtraditioner og et kæmpe engagement fra producenternes side, som kommer til udtryk i en særlig høj kvalitet i alle deres produkter".

Den madglæde og kvalitet vil Lidl gerne give videre til kunderne, og han mener, at samarbejdet er et godt match for begge virksomheder:

”Vi er meget stolte af samarbejdet med Landmad. I Lidl vil vi redefinere dansk discount, og det gør vi blandt andet ved løbende at udvide vores store udvalg, fx med Landmad-serien, der vil udgøre nogle af de bedste, danske madvarer i vores butikker,” siger Mikko Forsström.

Unikke historier bag hvert produkt

Det nye samarbejde indeholder varer fra producenter fordelt over hele landet, og hos Landmad er adm. direktør Jeppe Kvorning særlig glad for, at de nu får mulighed for at nå ud til et bredere kundesegment.

”I Lidl har vi en kompetent og ikke mindst ambitiøs samarbejdspartner, som er på vej frem, og som har modet til at følge nye tendenser. Deres landsdækkende butiksnet er det perfekte udgangspunkt for os til at udbrede danskernes kendskab til Landmad og nemt få produkterne med hjem i køkkenet.” siger direktør Jeppe Kvorning.

Han oplyser, at produkterne i Landmad er skabt af dedikerede madhåndværkere og er alle kendetegnede ved deres egne unikke præg og karakteristika, uanset om der er tale om marmelade, knækbrød, agurkesalat eller eddike.

Landmadsprodukterne er for første gang til salg i Lidls 118 butikker fra søndag d. 26. maj, og så længe lager haves. Serien udvides løbende og vender jævnligt tilbage på Lidls hylder i løbet af året.

Flere artikler fra samme sektion

Bælgfrugternes utopia ligger i Holstebro

På Cafe Utopia i Holstebro æder bælgfrugterne sig mere og mere ind på menukortet og ind i dagligdagen for de 30 ansatte, hvoraf de fleste er psykisk sårbare. Her balancerer kokken og ildsjælen Mette Nygaard Nielsen med udviklingen af sunde og klimavenlige retter tilberedt helt fra bunden, som også de sårbare medarbejdere kan håndtere. Og bælgfrugterne kan faktisk hjælpe til at give enkle og overskuelige anretninger.

28-03-2024 8 minutter

Miljøstyrelsen finder pesticidrester fra konventionel kartoffeldyrkning i grundvandet

Miljøstyrelsen har i prøver fra sidste år fundet stoffet DMSA i grundvandet. DTU kan ikke udelukke, at midlet skader arveanlægget og har nævnt, at der ikke findes data til en egentlig risikovurdering for sundhed.

20-03-2024 2 minutter Pesticider

Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening anker greenwashing-dom mod Danish Crown til Højesteret

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen mener, at afgørelsen i Vestre Landsret om Danish Crowns markedsføring af "klimakontrollerede" grise efterlader for mange spørgsmål om, hvor grænsen går, når virksomheder markedsfører sig som grønne.

20-03-2024 4 minutter Forbrug,   Klima,   Grise