Annonce

Annonce

Polsk kunde kigger ned i køledisk med pålægsvarer

Mange polske forbrugere har størst tillid til udenlandske fødevarer, og det kan blive en åbning for økologiske fødevarer fra Danmark. Foto: Monika flickr CC BY-SA 2.0-2

Mange polakker stoler mest på udenlandsk økologi

Mens forbrugerne i mange lande foretrækker varer fra lokale producenter, forholder det sig noget anderledes i Polen, da tidligere svindelsager blandt de polske økologer har sået mistillid til den lokale produktion.

Jo mere lokalt, jo bedre, har mantraet længe lydt fra fødevareforbrugerne i mange lande, men når det gælder økologiske fødevarer fra Polen, er ønsket om lokale varer hos lokalbefolkningen noget mere afdæmpet, og det kan åbne døren for danske økologer, som ifølge Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, bør betragte Polen som et kommende nærmarked med et spændende potentiale.

”Det polske økologimarked er stadig relativt umodent i forhold til Danmark, men væksten er høj, og jeg tror, at det er nu, man skal etablere de første kundeaftaler, hvis man vil være blandt de første i kategorien, og komme ind på hylderne før de tyske brands,” siger Pernille Bundgård, som vurderer, at danske producenter er leveringsdygtige i stort set alle varekategorier.

I kampen om nye eksportkunder mener hun, at danske fødevareproducenter bør kunne profitere af, at danske fødevarer generelt har et rigtig godt ry i udlandet – ikke mindst i et land som Polen, som har været udfordret af flere svindelsager omkring den polske primærproduktion af økologiske råvarer.

Polen er mit yndlingsmarked

”Polen er faktisk et af mine yndlingsmarkeder, hvor jeg oplever, at danske producenter nærmest har en hjemmemarkedsfordel, fordi så mange polakker har boet og arbejdet i Danmark. Det har givet dem stor tillid til danske fødevarer.”

Samtidig er Danmark kendt som et økologisk foregangsland, og det er formentlig hovedårsagen til, at Polen efter flere år med tilbagegang i den hjemlige primærproduktion af økologi i efteråret rettede henvendelse til Danmark for at få hjælp til at sætte gang i omlægningen af det polske landbrug.

I den forbindelse har Innovationscenter for Økologisk Landbrug fået en føler fra de danske myndigheder, og adm. direktør Kirsten Holst Sørensen glæder sig over de positive signaler fra Polen.

”Vi har kompetencerne til at kunne hjælpe med faglig sparring og omlægningen i Polen, og det er en opgave, som vi gerne vil påtage os, men vi har endnu ikke lavet aftaler med nogen,” siger Kirsten Holst Sørensen.

Svindel skabte mistillid til lokal økologi

Polakkernes mistillid til de lokale økologer bunder en række svindelsager i polsk landbrug. Selv om de ligger nogle år tilbage, stadig er en af årsagerne til, at 80 pct. af de økologiske varer bliver importeret fra udlandet.

Svindelsagerne fulgte i kølvandet på Polens optagelse i EU i 2004, hvor polske landmænd fik adgang til lukrative omlægningsordninger. På det tidspunkt var der kun 3.705 registrerede økologiske landmænd i Polen, som tilsammen dyrkede 82.730 ha. Det kan man læse om i rapporten ”Det økologiske landbrug og dets marked i Polen", som The Polish Chamber of Organic Food udgav i juni. Heraf fremgår det, at EU-støtten satte gang i en voldsom bølge af omlægninger. Den toppede i 2013. Da var antallet af økologer i Polen i løbet af ni år mere end syvdoblet til 26.598, mens det økologiske landbrugsareal var vokset med godt 590.000 ha, eller hvad der svarer til 710 pct.

En åben dør for dansk økologi

Men ikke alle polske landmænd var lige gode til at følge EU’s økologiske spilleregler, og i kølvandet på det veritable omlægningsboom afslørede myndighederne et betydeligt antal sager, hvor de nyomlagte økologer ikke levede op til kravene for at få økologistøtte.

Det skabte bred forargelse i den polske offentlighed, fremgår det af rapporten, som bl.a. bygger på tal fra det schweiziske forskningscenter FiBL.

Krav om tilbagebetaling af støtten og nye skærpede krav til de landmænd, som ønskede at drive økologisk landbrug, fik i årene efter mange økologer til at vende tilbage til konventionelt landbrug.

I 2020 var antallet af registrerede økologer således skrumpet til 18.575. De dyrkede godt en halv mio. ha. Det svarer til en gennemsnitlig bedriftsstørrelse på 27 ha.

Men selv om svindelsagerne såede en del mistillid til de økologiske produkter blandt de polske forbrugere, har væksten i salget af økologiske fødevarer de seneste år ligget over 10. procent, og ifølge Pernille Bundgård ligner det en åben dør for dansk økologi.

Flere artikler fra samme sektion

Fire landbrug har fået et hav af nye træer denne vinter

KRONIK: Hvordan skal skovlandbrug strikkes sammen for at give de optimale og ønskede effekter, og hvad er markedspotentialet for produkterne? Det undersøger projektet 'Robust' i disse år.

24-01-2022 3 minutter Kronik,   Skovlandbrug

Thises næstformand stiller op som ØL-formand

GENERALFORSAMLING 2022: Et tredje medlem af Økologisk Landsforening har nu meldt sig som formandskandidat forud for foreningens generalforsamling.

24-01-2022 3 minutter Generalforsamling 2022

Nu skal der flere økologiske ingredienser i danske brød

Danske bagerier har gennem flere år klaget over mulighederne for at anprise brugen af økologiske ingredienser i brød. Nu forsøger Økologisk Landsforening sammen med dagligvarehandlen og bagerbranchen at lægge pres på myndighederne for at få lempet reglerne.

24-01-2022 7 minutter Bageri,   Mærkning