Annonce

Annonce

Fødevareminister MOgens Jensen, Pernille Bundgård, Mogens Jensen og Helle Borup Friberg BiopFach ved åbning af den danske fællesstand på BioFach.

Pernille Bundgård, markedschef for eksport t.v. og direktør Helle Borup Friberg, begge fra Økologisk Landsforening, flankerede fødevareminster Mogens Jensen, som benyttede åbningen af den danske fællesstand på BioFach til at lufte regeringens ambitioner om at styrke Danmarks økologiske produktion. Foto: Miljø- og Fødevareministeriet

Minister klipper snoren til fire travle dage i Nürnberg

Fødevareminister Mogens Jensen (S) havde en buket roser med til Ø-mærket og hele den økologiske branche, da han onsdag åbnede den danske fællesstand på verdens største økologimesse i Nürnberg.

"Jeg erklærer hermed den danske stand for åben," sagde Fødevareminister Mogens Jensen (S) og klippede den røde snor over til den danske fællesstand på BioFach, hvorefter producenter og sælgere hurtigt fandt vej tilbage til deres messestande, for at forberede sig på invasionen af internationale indkøbere.

I løbet af de kommende fire dage skal de forsøge at få Danmarks økologiske eksport tilbage i vækstsporet, og fødevareministeren lod forstå, at de danske virksomheder efter hans opfattelse er klædt godt på til opgaven.

"I Danmark har vi formået at gøre vores grønne profil og de økologiske fødevarer til et internationalt kendemærke for landet. Det er blevet et nationalt brand, og der er ingen tvivl om, at det marked, der er derude, på ingen måde er mættet endnu," sagde Mogens Jensen.

BioFach 2020

Økologimessen BioFach bliver afviklet i Nürnberg fra 12.-15. februar.

I år udstiller over 40 danske virksomheder på den danske stand.

Ministeren opfordrede virksomhederne til at bakke op om regeringens ambitioner om at styrke økologien, som efter hans vurdering ikke mindst kan takke Ø-mærket for sin nuværende stærke position – både i Danmark og ude i verden.

"Danmark bliver betragtet som et af de førende økologilande i verden. Og vi har virkelig noget at have det i. For når vi ser i historiebøgerne, kan vi se, at det er meget velfortjent, at Danmark og de danske virksomheder ligger i førerfeltet. Tilbage i 1987 var Danmark det første land i verden til at indføre en decideret lov for økologi, og i 1989 lancerede vi det røde, statskontrollerede Ø-mærke, som vi stadig bruger i dag. Mærket har i den grad været en succes, og når jeg møder mine ministerkolleger fra andre lande, kan jeg høre, at det er noget, som rigtig mange lande misunder os," sagde Mogens Jensen.

Fødevareminster Mogens Jensen deltog i en rundbordssamtale, hvor han lovede fortsat støtte til de eksportaktiviteter, som er nødvendige for at sikre afsætning for den voksende danske produktion af økologiske fødevarer. Foto: Louise Kaad

Ministeren hæftede sig i den forbindelse ved, at Ikke færre end 98 procent af danskerne kender Ø-mærket og at 90 pct. har tillid til mærket.

"Det er uhørt høje tal, når man sammenligner med lignende mærker i andre lande, men det er ikke kommet af sig selv. Det kommer, fordi I producenter den kvalitet, som forbrugerne efterspørger. Men selv om I allerede gør det fantastisk, må det ikke blive anledning til, at vi hviler på laurbærrene, og det synes jeg heller ikke, der er noget, der tyder på, at I gør," sagde ministeren direkte henvendt til de danske udstiller.

"I regeringen har vi et ønske om at fordoble både det økologiske areal, den økologiske produktion, det økologiske forbrug og eksporten frem mod 2030. Det er ikke nogen let opgave, men det er en opgave, der skal løses," sagde Mogens Jensen.

Den opgave og forhåbentlig mere til er økologerne klar til at løfte, vurderer Helle Borup Friberg, direktør for Økologisk Landsforening, som også deltog i åbningen af den danske fællesstand, som ØL har arrangeret i samarbejde med eksportnetværket Bio Aus Dänemark.

"2020 er året, hvor Ø-mærket fejrer 30 år, og netop Ø-mærket og den stærke indsats, som gennem de seneste 30 år er lavet landmænd, virksomheder, handlen og køkkenerne er årsagen til, at vi i dag kan kalde os verdens førende økologi-nation. Det gør os unikke, og det giver os et helt specielt brand her på BioFach," sagde ØL-direktøren.

Hun hæfter sig ved, at økologien vokser i hele verden og at EU-Kommissionen netop har  peget på økologien som en vigtig del af en fremtidig bæredygtig fødevareproduktion.

Mogens Jensen fik en guidet rundtur på den danske stand, hvor han både blev præsenteret for mange nye produkter og ønsker til, hvordan politikerne kan skabe endnu bedre rammer for den økolgiske produktion. Foto: Louise Kaad

"Derfor er jeg også overbevist om, at økologien vil udvikle sig til en styrkeposition på linje med vores grønne energier," sagde hun, før åbningen af den danske stand, hvor der også var en venskabelig stikpille til fødevareerhvervets minister:

"I ØL har vi sat et lidt mere ambitiøs mål for økologien end regeringen. Vi vil gerne have, at 30 pct. af det økologisk forbrug og 30 pct. af det økologiske areal skal være økologisk i 2030. Det kræver en meget ambitiøs og voksende eksport indsats. Derfor er det også fantastisk at opleve, hvordan alle udstillerne har lagt sig i selen for at vise, hvad Danmark kan tilbyde af spændende kvalitetsprodukter, og den innovation I repræsenterer, taler direkte ind i en højaktuel dagsorden i verden," sagde Helle Borup Friberg, som også benyttede lejligheden til at sætte et par ord på, hvordan foreningen i eksportarbejdet helt konkret arbejder med klimatiltag og den bæredygtighedsdagsorden, som er en naturlig del af det økologiske tankesæt.

"I år har vi tænkt mere bæredygtighed ind i BioFach-standen. Vi har erstatte de giftige tæpper med trægulv, vi har reduceret forbruget af emballage og engangsservice. Vi forsøger også at reducere madspildet, og jeg har noteret mig, at buffeten på lørdag består af 'det der er tilbage', sagde hun.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel