Annonce

Annonce

Mogens Jensen holder tale - i baggrunden ses det røde Ø-mærke

Mogens Jensen holdt tale ved det økologiske topmøde på Lundsgaard Gods, hvor han også overrakte Kokkenes Køkken og TDC Group Kolding en pris for at være køkken nr. 3.000 med et økologisk spisemærke. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Minister takker økologerne for at skåne naturen for pesticider

Der var ros til økologerne, da fødevareministeren deltog ved det økologiske topmøde for foodservice-sektoren og uddelte en pris for en milepæl.

Det Økologiske Spisemærke havde fundet plads på en pin på fødevareminister Mogens Jensens (S) habitjakke, da han torsdag mødte op på Lundsgaard Gods til det økologiske topmøde for de professionelle køkkener.

Og netop spisemærkets succes var omdrejningspunktet i ministerens tale.

"Der findes nu flere end 3.000 spisesteder (3.075, red.) med Det Økologiske Spisemærke, og det må man gerne klappe lidt af," sagde han og holdt en kunstpause, så de ca. 250 tilhører, primært fra foodservicesektoren kunne fylde salen på Lundsgaard Gods på Fyn med applaus.

"Jeg synes, at det er en fantastisk præstation, at så mange køkkener i hele Danmark er med. Og selvom jeg er ny på området, gør det én super stolt," fortsatte ministeren, der kun har bestredet posten i ca. fire måneder.

Applausen var dog ikke slut, for Mogens Jensen fik samtidig æren af at overrække Kokkenes Køkken og TDC Group Kolding en pris for at være køkken nr. 3.000 med et økologisk spisemærke. 

TDC Group Kolding og Kokkenes Køkken, der leverer mad til virksomheden, modtog et synligt bevis på, at de som køkken nr. 3.000 i Danmark har fået Det Økologiske Spisemærke. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Mogens Jensen hæftede sig desuden ved, at økologi-omstillingen i køkkenerne har medført et lavere kødforbrug og dermed en lavere klimabelastning. Han nævnte i den forbindelse, at også udlandet har bemærket den danske udvikling, med henvisning til FN's Future Policy Award i sølv som Danmark modtog sidste år på grund af sin økologipolitik i det offentlige.

"I er med til at passe på vores natur og grundvand med et reduceret kvælstofforbrug, og I er med til at spare miljøet for rigtig, rigtig mange pesticider. I er med til at passe på vores dyrebare grundvand, og adgang til rent vand og sanitet er jo blandt de 17 verdensmål," tilføjede han med henvisning til dagens tema om, at økologien skal være med til hjælpe samfundet i mål med flere af de 17 verdensmål, som FN har formuleret.

Mogens Jensen må dog have følt, at et spørgsmål om den fremtidige finansiering af økologiens udvikling har presset sig på, for han tog selv - uopfordret - et kritisk spørgsmål op.

"Der er sikkert mange, der vil spørge, hvor økologien er på finansloven? Så vil jeg bare minde om, at loven er ikke vedtaget endnu, og forhandlingerne er ikke slut, så lad os se hvad der sker, sagde han og løftede så sløret for, hvornår økologerne kan forvente en handlingsplan fra regeringen om, hvordan målet om at fordoble økologien i Danmark kan nås. 

"Vi er selvfølgelig i gang med at udarbejde en handlingsplan, der skal redegøre for, hvordan vi når de her mål. Den præsenterer vi næste år, så snart vi ved, hvordan EU's fremtidige landbrugspolitik bliver skruet sammen. Den arbejder vi på at gøre så grøn som mulig, så den også kan understøtte økologien."

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel