Annonce

Annonce

Henrik Lund på scenen

Henrik Lund, direktør i Naturli’, efterlyste danskroducerede hestebønner, flere ærter og meget, meget mere havre til sin plantebaserede fødevareproduktion. Foto: Irene Brandt-Møller

Naturli' vil omfavne den brede befolkning

Den plantebaserede fødevarevirksomhed Naturli’ vil ikke nøjes med veganerstemplet. De vil med direktør Henrik Lunds egne ord omfavne hele befolkningen, og skal de i mål med denne ambition, skal de kunne købe danskproducerede hestebønner, ærter og havre.

Planteavlernes årsmøde i Herning medio januar var traditionen tro et stort tilløbsstykke. Blandt talerne var Henrik Lund, som er direktør i Naturli’, der siden 1988 har lavet plantebaserede fødevarer. 

Han indviede sine tilhørere i, hvilke overvejelser han gør sig om fremtidens råvarer.

»Naturli’ er kendt af forbrugerne for at være 100 pct. plantebaseret, men vi vil hellere omfavne hele befolkningen end at tage veganerstemplet på os,« sagde Henrik Lund.

I bestræbelserne på at udvide sit marked indgår Naturli’ i flere forskningsprojekter, blandt andet projektet InnoGrass, som skal udvikle protein til human ernæring baseret på græs.

»I dag bruger man soja til human protein, men græs er en meget bedre kilde, fordi græs for det første indeholder dobbelt så meget protein - heraf 11 aminosyrer - som soja, og for det andet fordi græs vokser 11 måneder om året,« sagde Henrik Lund.

Hvad Naturli’ tror på

  • Vi kan lide dyr. Og vi kan lide at spise. Så vi spiser ikke dyr.
  • Vi kan lide mennesker. Og vi ønsker, at de eksisterer. Så vi spiser ikke mennesker.
  • Vi taler ikke ’vegan’. Vi snakker ’mennesker’ - med en plantebaseret accent.
  • Burgere har aldrig dræbt nogen - bortset fra køer. Så vi laver ko-fri burgere.
  • Vi ønsker at redde Jorden. Og at lave forretninger. Vi kalder det Jord-forretning.

Produktionsrester fra Carlsberg indgår i et andet udviklingsprojekt, som Naturli’ arbejder med. 

Rapskagerne fra Naturli’s margarineproduktion indgår i et 3. projekt, som skal transformere rapskagerne fra spildprodukt til byggematerialer. Det 4. udviklingsprojekt, Henrik Lund fortalte om, handler om at udvikle en plantebaseret B12-vitaminpille, hvilket hidtil ikke har været muligt uden animalsk input.

»Vores mål er at være de første på markedet med dette produkt om et-to år,« sagde Henrik Lund, inden han løftede sløret for det 5. og sidste udviklingsprojekt i virksomheden.

»Sammen med Aarhus Universitet er vi i gang med at udvikle plantebaserede vitaminer, som kan forebygge diabetes 2,« fortalte Henrik Lund.

Men her og nu handler det for Naturli’ om ærteprotein.

»Vi elsker ærter, ja vi er besatte af ærter. Og vi har i samarbejde med lokale virksomheder på Lolland/Falster udviklet et produkt baseret på ærteprotein, som er verdens stærkeste, fordi det kan optage vand uden at miste sin tekstur. Da vi viste produktet på Anuga, blev alle de andre udstillere vores kunder, og vi hjælper gerne andre fødevareproducenter med at udvikle nye produkter baseret på ærteprotein,« sagde Henrik Lund.

Naturli’ Smørbar er et af de produkter, som har åbnet eksportmarkedet for Naturli’. Foto: Naturli' Foods

I de 32 år, der er gået, siden Naturli’ sendte sine plantebaserede drikke til erstatning for mælk på markedet, har dagligvarehandlen ændret sin attitude over for virksomhedens produkter, der i starten nærmest havde status som kosttilskud. I dag kan man finde produkterne side om side med andre dagligvarer.

Naturli’ ejes af Dragsbæk Gruppen, som også ejer Grønvang Food i Vejen, hvor de plantebaserede drikke fra Naturli’ produceres. Men skal det grønne mejeri holdes i gang, skal der flere - og helst danske - råvarer på markedet.

»Fremtidens afgrøder på de danske marker er økologisk havre - gerne Poseidon, økologiske hestebønner og ærter. Det er sindsygt vigtigt for os, at vores råvarer er danske. Så I må meget gerne dyrke flere hestebønner, flere ærter og meget, meget mere havre,« sagde Henrik Lund.

Flere artikler fra samme sektion

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Danske servicestationer udfaser turbokyllinger

Dyreværnsorganisationen Anima roser danske servicestationer for at gå foran med dyrevelfærden ved at skærpe kravene til produktionsforholdene for slagtekyllinger.

24-04-2024 3 minutter Dyrevelfærd