Annonce

Annonce

Claus Hein direktør Friland

Fagligt er Claus Hein, ny direktør for Friland, solidt klædt på til opgaven efter mange års arbejde i kødbranchen for moderselskabet Danish Crown og flere år som bestyrelsesmedlem hos Friland, men intet kunne helt have forberedt ham på det, der ventede i et corona-plaget 2020. Foto: Friland

Ny direktør: »Trods mange år i kødbranchen kan jeg ikke mindes et år, der ligner 2020«

De værste sten er efterhånden fjernet fra skoene efter nogle travle måneder i spidsen for Friland, hvor Claus Hein ikke har savnet udfordringer.

Det er næppe nogen underdrivelse, når Claus Hein betegner sine første syv måneder som direktør for Friland som "en fantastisk spændende periode" med ekstra tryk på "spændende".

Når han ser tilbage på den første tid ved roret, lægger han ikke skjul på, at der kom lidt flere sten i skoen, end han først havde forventet, da han 1. marts satte sig til rette i direktørstolen hos Friland i Danish Crowns lokaler i Randers.

Herfra arbejder han hver dag for at skaffe Frilands leverandører af økologisk grise- og oksekød de bedst mulige afregningspriser.

Men under den anden bølge af Covid-19-pandemien er det stadig i lidt for høj grad coronakrisen, som svinger taktstokken over både det danske og det internationale marked for økologisk kød.

Trods mange år i kødbranchen kan jeg ikke mindes et år, der ligner 2020.

— Claus Hein, direktør for Friland

Fagligt er den nye direktør solidt klædt på til opgaven efter mange års arbejde i kødbranchen for moderselskabet Danish Crown og flere år som bestyrelsesmedlem hos Friland, men intet kunne helt have forberedt ham på det, der ventede i et corona-plaget 2020.

»Trods mange år i kødbranchen kan jeg ikke mindes et år, der ligner 2020, og lige nu er det vanskeligt at forudsige, hvordan markedet vil udvikle sig fremover,« siger Claus Hein, da Økologisk Nu beder ham sætte et par ord på sin første tid i Friland og hans forventninger til fremtiden.

Ser optimistisk på fremtiden

Friland har netop afsluttet et nyt regnskabsår, og traditionen tro ønsker han ikke at kommentere tallene i regnskabet, før de bliver præsenteret for andelshaverne på Frilands årsmøde i slutningen af november.

»Men som markedet er lige nu, er jeg fortrøstningsfuld i forhold til, hvordan vi får afsluttet året,« siger direktøren, som forventer, at eksporten i fremtiden kommer til at spille en endnu vigtigere rolle for selskabet.

Da han overtog tøjlerne efter Henrik Biilmann, var Friland lige kommet ud af et år med en presset indtjening og et historisk stort fald i omsætningen på fem pct.

»Friland havde lidt for meget kød på frostlager, men siden har vi taget nogle strategiske beslutninger, som har skaffet en bedre balance, men vi er nødt til hele tiden at have lidt mere på lager, end markedet efterspørger,« siger Claus Hein.

Bekymring over vigende priser

I sin første halvårsrapport anslog han en ret optimistisk tone, og han mener stadig, at der tegner sig lyse udsigter for det fremtidige salg af Frilands økologiske kød, som bidrager med hovedparten af selskabets samlede omsætning.

»Men efter en periode med voksende tillæg, er det er klart, at de økologiske svineproducenter bliver bekymrede, når de oplever, at tillæggene begynder at falde, og min opfattelse er da heller ikke, at de er helt tilfredse med det nuværende niveau. Selv er jeg aldrig tilfreds, og arbejder hver dag for at skabe den bedst mulige afregning, men som markedet er nu, tør jeg ikke komme med et bud på, hvordan de kommende års afregning udvikler sig,« siger Claus Hein.

Han lægger ikke skjul på, at nøglen til en god bundlinje hos Friland primært handler om at sikre afsætning af hele dyret, og her er det aktuelt en udfordring, at udespisningen på mange markeder er mere eller mindre lammet.

»Coronarestriktionerne rammer især foodservicesegmentet, men det forsøger vi efter bedste evne at navigere i. Herhjemme bliver det delvist opvejet af et større salg til detailhandlen. Men mange af de dyreste produkter sælger vi typisk til foodservicebranchen, så vi er lidt udfordret på de gode udskæringer af især okse- og kalvekød,« siger Claus Hein.

»Det er bl.a. tydeligt i Sydeuropa, hvor salget af økologisk kød hænger tæt sammen med udespisningen. Det skaber en ny situation, hvor vi skal finde nye veje og løsninger, hvor vi både skal forsøge at fastholde og hjælpe vores kunder«.

Vi skal sprede risikoen

Økologisk Nu taler med Claus Hein via Skype, mens han er i selvbestaltet cornakarantæne efter en forretningsrejse til udlandet, og han udtrykker et klart ønske om, at de skærpede rejserestriktioner får en begrænset levetid, så det bliver muligt at deltage i udenlandske messer og forfølge ambitionen om at opdyrke nye markeder.

»Vi arbejder på at sprede vores salg til flere markeder for at sprede risikoen, og vi har haft stor succes med at udvikle det nordamerikanske marked, hvor danske produkter er meget efterspurgte, og vi oplever også vækst i salget til Asien,« siger Friland-direktøren.

I forhold til det udenlandske salgsarbejde fungerer Danish Crowns mange salgskontorer rundt om i hele verden som en joker, der ifølge Claus Hein giver Friland nemmere adgang til flere vigtige eksportmarkeder.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det koster lidt på klima, når vi skruer op for dyrevelfærden.

— Claus Hein

En anden sten i direktørskoen er usikkerheden i forbindelse med spredningen af afrikansk svinepest i Europa. Der er observeret smittede vildsvin 500 km fra den dansk-tyske grænse, og hvis dyr med den frygtede sygdom forcerer det danske vildsvinehegn, får det alvorlige konsekvenser for Danmarks eksport af svinekød.

Økonomer fra Københavns Universitet har tidligere anslået, at et udbrud af sygdommen blandt vildsvin kan koste de danske svineproducenter et sted mellem tre og fem mia. kr. i tabte indtægter.

Stiller skarpt på klimaet

Som ny rorgænger har han derfor koncentreret kræfter om de forhold, som han og Friland har mulighed for selv at påvirke, og overordnet kan han glæde sig over, at efterspørgslen på økologisk kød samlet set er steget siden Covid-19-udbruddet i foråret, da salget til detailhandlen godt og vel opvejer det vigende salg til foodservicebranchen.

Fremgangen for salget af plantebaserede fødevarer er også blevet registreret hos Friland, men hverken klimadagsorden eller etableringen af Veganerpartiet giver anledning til den store bekymring hos Claus Hein.

»Men det stiller os i en situation, hvor vi er nødt til at udvikle os og gøre vores produkter så klimavenlige som muligt, og jeg mener helt klart, at vi er i front i Danmark, når vi taler klimareduceret produktion,« siger han bl.a. med adresse til lanceringen af Danish Crowns såkaldte klimasvin.

Efter hans vurdering er klimadebatten for unuanceret og maler et ensidigt negativt billede af kødet. Han oplevelse, at forbrugerne ser en så stærk kobling mellem økologi, sundhed, bæredygtighed, dyrevelfærd og biodiversitet, og det bestyrker ham i troen på, at kødet også i fremtiden er sikret en plads på danskernes menukort.

Men han erkender, at Friland møder visse dilemmaer, når det er ambitionen at forbedre sig på flere parametre på samme tid.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at det koster lidt på klima, når vi skruer op for dyrevelfærden,« nævner Claus Hein som eksempel.

Han mener, at udvikling af bæredygtige foderblandinger uden brug af udenlandske protein er en af de veje, som de danske økologer bør følge, og han oplyser, at Friland er klar til at tænke nyt. Han vil i den forbindelse ikke afvise, at nye blandingsprodukter med både animalske og plantebaserede ingredienser i fremtiden kan komme til at fylde mere i Frilands sortiment.

»Vi har mange ideer i skuffen, siger Claus Hein uden at åbne skuffen.

Flere artikler fra samme sektion

Miljøstyrelsen finder pesticidrester fra konventionel kartoffeldyrkning i grundvandet

Miljøstyrelsen har i prøver fra sidste år fundet stoffet DMSA i grundvandet. DTU kan ikke udelukke, at midlet skader arveanlægget og har nævnt, at der ikke findes data til en egentlig risikovurdering for sundhed.

20-03-2024 2 minutter Pesticider

Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening anker greenwashing-dom mod Danish Crown til Højesteret

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen mener, at afgørelsen i Vestre Landsret om Danish Crowns markedsføring af "klimakontrollerede" grise efterlader for mange spørgsmål om, hvor grænsen går, når virksomheder markedsfører sig som grønne.

20-03-2024 4 minutter Forbrug,   Klima,   Grise

De professionelle køkkener tankede grøn inspiration på Foodexpo

Jagten på grønne proteiner var et vigtigt tema i ’Naturens Spisekammer’ på Foodexpo.

19-03-2024 7 minutter Messer,   Plantebaserede fødevarer