Annonce

Annonce

Mejerister ved ostekarret.

Mejeristerne hos Thise skal måske snart vænne sig til at supplere arbejdet med køernes mælk til også at arbejde med plantebaserede råvarer. Arkivfoto: Jakob Brandt

Øko-mejerier går plantevejen

Både Thise og Naturmælk vil følge i Arlas fodspor og producerede plantebaserede produkter.

Både Thise og Naturmælk meddeler nu, at de agter at følge i kølvandet på Arla Foods, som tirsdag meddelte, at mejerikoncernen planlægger at lancere en stribe plantebaserede fødevarer.
De to økologiske mejeriers ambition om at bevæge sig ind på markedet for plantebaserede varer bliver omtalt på mejeri.dk.

Heraf fremgår det, at Naturmælks direktør, Leif Friis Jørgensen, længe har haft radaren stillet ind på plantedrikke, og at han betragter området som en mulighed frem for en begrænsning.
”Selvfølgelig ser jeg da helst, at forbrugerne drikker mælk, men der sker hele tiden ændringer i forbrugsmønsteret, ikke mindst på baggrund af diskussionerne om klima og dyrevelfærd. Derfor skal vi være omstillingsparate, så vi også er en del af det, forbrugerne fremadrettet efterspørger,” siger Leif Friis Jørgensen.

Eftersom mejeriets andelshavere – ud over at producere mælk – også har jorden til at dyrke havre, ærter og andre afgrøder, ligger idéen om at producere plantedrikke ikke fjernt for ham.

”Vores andelshavere kan producere ingredienserne, og eftersom de plantebaserede produkter på mange punkter minder om mejeriprodukter, har vi gode muligheder for at udnytte vores eksisterende produktionsapparat.”

Leif Friis Jørgensen forklarer, at faldet i danskernes mælkeforbrug endnu ikke har ramt den økologiske mælk, men: ”Hvis 10-20 pct. af drikkemælken konverteres til plantedrikke, så skal vi da ikke bare se på, at markedet glider ud af vores hænder,” siger han.

Ingen svækkelse af mejerierne

Også hos Thise Mejeri erklærer direktør Poul Pedersen sig klar til at indlede en produktion af plantebaserede produkter.

”Der er ingen grund til at kæmpe mod en stærk trend, som plantedrikkene har vist sig at være. Tværtimod kan vi lige så godt få del i et nyt marked. Derfor kan man på et tidspunkt meget vel se Thise fremstille produkter lavet af planter. Hvornår det vil ske, ved jeg ikke lige,” siger Poul Pedersen.

Thise-direktøren understreger, at mælk fortsat vil være Thises omdrejningspunkt og ser ikke inddragelsen af plantebaserede varer som en svækkelse af mejerierne, så længe andelshaverne producerer råvarerne.

”Det viser bare vores vilje til forandring. Desuden har vi – trods de plantebaserede produkters fremgang – positiv vækst i vores salg af frisk- og surmælksprodukter,” påpeger Poul Pedersen.

Men han er forberedt på, at udviklingen kan vende.

”Det har vi selvfølgelig respekt for. Men som det ser ud nu, kommer vi ikke til at kannibalisere vores nuværende salg, hvis vi lancerer plantebaserede produkter. Ud over drikke kan man nemt forestille sig, at vi også vil lave fx yoghurtlignende varer,” påpeger Poul Pedersen.

Mælk er fortsat kerneforretningen

Hos Arla er man ikke bekymret for, om man gennem lanceringen af de nye planteprodukter kan komme til at undergrave markedet for mælk og mejeriprodukter.

”Mælk og mejeriprodukter er vores kerneforretning, og sådan vil det fortsat være. Salget af de plantebaserede produkter vokser i øjeblikket, men de udgør stadig en ret beskeden del af mejerimarkedet,” siger Åse Andersson og tilføjer:

”Igennem de seneste år har vi registreret et fald i forbruget af drikkemælk, men vi kan til gengæld se, at salget af andre typer mejeriprodukter stiger globalt, så umiddelbart ser vi ikke nogen fare for, at det kommer til at gå ud over vores kerneforretning.”

Arla har heller ikke fastsat en dato for lanceringen af planteprodukterne, men ifølge Åse Andersson kommer de tidligst på butikshylderne til næste år.

Flere artikler fra samme sektion

Bælgfrugternes utopia ligger i Holstebro

På Cafe Utopia i Holstebro æder bælgfrugterne sig mere og mere ind på menukortet og ind i dagligdagen for de 30 ansatte, hvoraf de fleste er psykisk sårbare. Her balancerer kokken og ildsjælen Mette Nygaard Nielsen med udviklingen af sunde og klimavenlige retter tilberedt helt fra bunden, som også de sårbare medarbejdere kan håndtere. Og bælgfrugterne kan faktisk hjælpe til at give enkle og overskuelige anretninger.

28-03-2024 8 minutter

Miljøstyrelsen finder pesticidrester fra konventionel kartoffeldyrkning i grundvandet

Miljøstyrelsen har i prøver fra sidste år fundet stoffet DMSA i grundvandet. DTU kan ikke udelukke, at midlet skader arveanlægget og har nævnt, at der ikke findes data til en egentlig risikovurdering for sundhed.

20-03-2024 2 minutter Pesticider

Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening anker greenwashing-dom mod Danish Crown til Højesteret

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen mener, at afgørelsen i Vestre Landsret om Danish Crowns markedsføring af "klimakontrollerede" grise efterlader for mange spørgsmål om, hvor grænsen går, når virksomheder markedsfører sig som grønne.

20-03-2024 4 minutter Forbrug,   Klima,   Grise