Annonce

Annonce

Morten Telling og Joachim Kjeldsen på optagelse ved Økodag

Morten Telling t.v. og Joachim Kjeldsen håber, at danskerne og den økologiske branche vil støtte produktionen af dokumentarfilmen 'Den Grimme Ølling' som skal fortælle et stykke samtidshistorie om, hvordan bevidste danske forbrugere påvirkede fødevareproduktionen i en grønnere retning. Foto: Jakob Brandt

Øko-pionerer giver 100.000 kr til dokumentarfilm om økologiens historie

De første optagelser til en dokumentarfilm i anledning af 30-året for Ø-mærket er i hus, og nu satser producenterne på at få den sidste del af finansieringen på plads via Coop Crowdfunding.

Fredag i forrige uge blev Thise-direktør Poul Pedersen som den første af en række økologiske pionerer interviewet til dokumentarfilmen 'Den Grimme Ølling'. Forude venter mange timers optagelser rundt om i hele landet, før de to tidligere ansatte fra Økologisk Landsforening, Morten Telling og Joachim Kjeldsen, kan sætte sig til redigeringsbordet og samle lyd og billeder til en fortælling om økologiens udfordringer og de ildsjæle, som har været med til at forcere dem og skrive drejebogen til den udvikling, som har gjort Danmark til verdens førende økologi-nation.

Men inden de når så langt, skal de have helt styr på finansieringen af filmprojektet, som fik et effektivt kick-off, da grundlæggerne af selskaberne Hanegal og Organic Plant Protein, Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen, få dage efter at Økologisk Nu omtalte filmen, kontaktede Morten Telling og Joachim Kjeldsen. De oplyste, at de var klar til at skyde 100.000 kr. i filmen. Siden har flere mindre donorer givet tilsagn om penge, og Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen håber, at flere vil følge deres eksempel, da det begynder at haste med at få lavet optagelserne med de efterhånden aldrende ildsjæle, som, har været med siden økologien slog rod i Danmark.

Vi mener, at det er vigtigt, at fortælle historien om, hvorfor de økologiske pionerer valgte at bruge deres liv på at ændre værdigrundlaget for dansk fødevareproduktion. Denne fortælling bør dokumenteres, så længe de økologiske pionerer er i live.

— Bidragsydere Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen

" Vores motivation er, at det er vigtigt at få fortalt historien om økologiens udvikling og betydning i Danmark, og at Ø-mærkets 30. års fødselsdag er en god anledning. Vi mener, at det er vigtigt, at fortælle historien om, hvorfor de økologiske pionerer valgte at bruge deres liv på at ændre værdigrundlaget for dansk fødevareproduktion. Denne fortælling bør dokumenteres, så længe de økologiske pionerer er i live," fortæller Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen.

De har selv spillet en særdeles aktiv rolle i udviklingen af økologien, og de har stor tillid til, at de tre initiativtagere bag projektet 'Den Grimme Ølling' vil kunne skabe et formidlingsværk, der bidrager til dokumentationen på troværdig og respektfuld vis. Derfor udtrykker de også håb om, at andre virksomheder og enkeltpersoner vælger at bidrage til gennemførelsen af projektet.

"Vi vil gerne give dig muligheden for at støtte projektets tilblivelse. Derfor lancerer vi nu en 90 dages crowdfunding-kampagne, hvor du kan være med til at hjælpe Øllingen i mål. Som 'backer' af projektet modtager du som minimum en version af den endelige film til download, og alt efter temperament, smag og pengepung er der også Vesterhavsost fra Thise Mejeri, økologisk øl fra Thisted Bryghus og t-shirts med Øllingelogo blandt de mange forskellige rewards. Man kan være med fra 250 kroner og opefter. Vi håber, du har lyst til at være med," skriver de to dokumentarfilmmagere om 'Den Grimme Ølling'.

Med filmen vil de fortælle et stykke samtidshistorie om, hvordan bevidste danske forbrugere påvirkede fødevareproduktionen i en grønnere retning. Nu håber de, at den økologiske branche og de økologiske forbrugere også vil bakke op om filmprojektet, som har et budget på 650.000 kr.

"En væsentlig del af finansieringen kommer fra private virksomheder, personer og fonde, og via Coop Crowdfunding håber vi på at opnå støtte på 100.000 kr. for at bringe projektet helt i mål. Pengene går primært til arbejdstimer til optagelser, klipning, research og tilrettelæggelse for fotograf, instruktør og tilrettelægger," siger producenterne Joachim Kjeldsen og Morten Telling.

Med deres film vil de også gerne finde svaret på, hvorfor Danmark og danskerne efter 30 år med det statskontrollerede Ø-mærke er blevet verdensførende i økologi, og de er i gang.

I februar besøgte de BioFach i Nürnberg for at lave optagelser fra verdens største økologiske fødevaremesse. Men ellers har coronaen hidtil gjort det umuligt at lave flere af de planlagte optagelser med de økologiske pionerer, som har været med til at skrive historien om økologiens succesrige indtog i Danmark.

Det skydes ifølge Joachim Kjeldsen, at de pågældende personer efterhånden er nået lidt op i årene, og for at mindske risikoen for at sprede coronasmitte i pionerernes rækker, er optagelserne blevet udskudt.

"I stedet for har vi brugt tiden til at lave baggrundsinterview med flere af dem," siger Joachim Kjeldsen, som ser frem til, at det i takt med at corona-restriktionerne bliver lempet bliver muligt at få gang i optagelserne.

Han håber at få de fleste optagelser i hus hen over sommeren og i løbet af høstsæsonen, og han tror, at der vil være forståelse for, at jubilæumsfilmen risikerer først at blive klippet færdig i 2021, hvilket gør det muligt at inddrage flere elementer fra selve fejringen af økologimærkets jubilæum.

"Vi kan ikke leve af at producere filmen, så vi er nødt til at arbejde ved siden af, og det vigtigste for os er, at vi får fortalt historien rigtigt og ordentligt," fastslår Joachim Kjeldsen, som efter tre dages crowdfunding kan glæde sig over de første 7.750 kr.

Flere artikler fra samme sektion

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Danske servicestationer udfaser turbokyllinger

Dyreværnsorganisationen Anima roser danske servicestationer for at gå foran med dyrevelfærden ved at skærpe kravene til produktionsforholdene for slagtekyllinger.

24-04-2024 3 minutter Dyrevelfærd