Annonce

Annonce

Theresa May går iklædt sort i regnvejr og holder en paraply, mens hun kigger ned i jorden

Den britiske premierminister, Theresa May, led tirsdag aften et stort nederlag, da hendes brexit-aftale med EU blev nedstemt. Foto: Tiocfaidh ár lá 1916/flickr/CC2.0

Bekymring for økologien efter at Mays brexit-aftale blev nedstemt eftertrykkeligt

Selvom den økologiske eksport til Storbritannien er beskeden, vil de økologiske priser formentlig blive påvirket alligevel efter briternes afstemning, frygter ØL-formand.

Brexit-aftalen, som den engelske premierminister Theresa May havde forhandlet sig frem til sammen med EU, blev nedstemt med et brag i parlamentet tirsdag aften. Det efterlader ikke kun briterne i uvished om den politiske fremtid - også herhjemme er producenter, der eksporterer til Storbritannien, nervøse for den fremtidige samhandel. 

"Det er en udvikling, som er stik imod den integritet, der har været en rettesnor for, hvordan man arbejder internationalt. At man som virksomhed og forbruger er vant til at agere i et marked, som er smidigt og dermed også sikrer, at priserne er i ro. Så jeg synes, der er grund til at være bekymret for uroen og usikkerheden," siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening (ØL).

Ingen aftale betyder, at der sættes væsentlige barrierer op for handlen mellem Storbritannien og de øvrige lande. Det danske udenrigsministerium har vurderet, at en manglende aftale kan koste danske virksomheder et samlet beløb på 24. mia. kr. i tabte indtægter. 

Situationen er meget alvorlig. Usikkerhed er gift for erhvervslivet og for samfundsøkonomien.

— Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv

Per Kølster mener ikke, at forbrugerne i første omgang vil kunne mærke det hårde brexit uden en EU-aftale, men han frygter, at toldsatser og dyre kontrolafgifter på varer kan påvirke afsætningen, hvilket betyder, at udbuddet bliver større, og priserne dermed falder. Bliver eksempelvis konventionel mælk billigere, vil det påvirke prisen på økologisk mælk.

"Den økologiske pris er indirekte under indflydelse af faldende markedspriser," siger Per Kølster.

Han tilføjer, at det ikke er sikkert, at der vil være tale om dramatiske prisfald:

"Men det kan skubbe til en udvikling, der på så mange områder er problematisk: De landmænd, der i forvejen er sårbare, bliver ikke mindre sårbare af det her."

"Gift for erhvervslivet"

Brancheforeningen Dansk Erhverv (DE) kalder afstemningens udfald for "gift for erhvervslivet".

"Situationen er meget alvorlig. Usikkerhed er gift for erhvervslivet og for samfundsøkonomien. Nu gælder det om at holde hovedet koldt og om at finde nye løsninger hurtigt. Et no-deal-brexit er det værst tænkelige, men jeg håber virkelig, at vi ikke ender der," siger Brian Mikkelsen, der er adm. direktør i DE, i en pressemeddelelse.

Vi har gradvist indstillet os på, at Storbritannien kan blive et mindre vigtigt og måske mere kompliceret marked.

— Anne Lawaetz Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer

Hos Landbrug & Fødevarer (L&F) ærgrer man sig også over situationen, som adm. direktør Anne Lawaetz Arhnung betegner som "alvorlig". 

Når Storbritannien udtræder af EU uden en aftale, vil det blive betragtet som et 3. land, hvilket ifølge L&F kan betyde, at næsten alle fødevarer, som fremover eksporteres dertil, skal ledsages af eksportcertifikater. Det vil skabe et behov for øget bemanding i Fødevarestyrelsen til at håndtere dokumenter og øget toldbehandling.

"Vi har gradvist indstillet os på, at Storbritannien kan blive et mindre vigtigt og måske mere kompliceret marked. Derfor satser vi i stigende grad på at udvikle nye eksportmarkeder," siger Anne Lawaetz Arhnung i en pressemeddelelse

Afstemningen om Theresa Mays brexit-aftale blev eftertrykkeligt nedstemt: Kun 202 stemte for aftalen, mens 432 stemte imod - heriblandt en stor del af premierministerens egne partifæller. Umiddelbart efter afstemningen fremsatte oppositionsleder og Labour-formand Jeremy Corbyn et mistillidsvotum, som skal til afstemning onsdag aften.

EU's chefforhandler, Michel Barnier, har ifølge jp.dk udtalt, at han er "meget ked af resultatet", og vurderer, at risikoen for et hårdt brexit - altså uden en aftale med EU - er større end nogensinde før.

Flere artikler fra samme sektion

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Danske servicestationer udfaser turbokyllinger

Dyreværnsorganisationen Anima roser danske servicestationer for at gå foran med dyrevelfærden ved at skærpe kravene til produktionsforholdene for slagtekyllinger.

24-04-2024 3 minutter Dyrevelfærd