Annonce

Annonce

Økologisk frugt og grønt på Ø-mærkede butikshylder

Virksomhedsudvalget i Økologisk Landsforening tror ikke på ideen med at gradbøje Ø-mærket. Foto: Rasmus Bluhme, Moment Studio

ØL ønsker ikke at gradbøje Ø-mærket

Et enigt virksomhedsudvalg i Økologisk Landsforeningen punkterer tanken om at etablere en økologisk mærkningsordning med flere kvalitetsniveauer, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke ser et behov for at udvikle økologien.

"Det vil skabe mere forvirring end forklaring, hvis man begynder at graduere Ø-mærket," sammenfatter Friland-direktør Henrik Biilmann holdningen i et enigt virksomhedsudvalg i Økologisk Landsforening.

På sit seneste møde var både Friland, Arla Foods og Dava Foods repræsenteret ved bordet, og de bakker alle op om Ø-mærket i sin nuværende form. Det samme gør de største aktører i dagligvarebranchen.

Men da kravene for at benytte det røde Ø bygger på nogle ret statiske EU-regler, som det er vanskeligt at ændre på, er ønsket om et niveaudelt økologimærke flere gange poppet op. Det sker typisk i den løbende debat om, hvordan den økologiske branche bedst muligt sikrer, at økologien udvikler sig i en retning, så den hele tiden matcher de nye krav, som samfundet og forbrugerne stiller til fødevarerne.

Udvalg punkterer prøveballon

Diskussionen om at markedsføre økologi på forskellige niveauer fik senest nyt liv, da Økologisk Landsforenings markedschef, Michael Langberg, luftede ideen på en inspirationsdag for foreningens virksomhedsmedlemmer i forrige måned.

Hans ide gik ud på at skabe en mærkningsordning, som bygger på grundkonceptet bag Det Økologiske Spisemærke. Det opererer med guld-, sølv- og bronzemærker, som afhænger af andelen af økologiske råvarer i de enkelte køkkeners menu.

Helt konkret ville han styrke økologiens konkurrencekraft ved at etablere en form for pointsystem for økologiske produkter, som lever op til konkrete miljø- og dyreetiske krav m.m., som række ud over kravene bag Ø-mærket.

Men på det seneste møde i Økologisk Landsforenings virksomhedsudvalg gjorde virksomhederne det klart, at de ikke ønsker at gradbøje økologien i form af et niveaudelt Ø-mærke.

"Hvem skulle også afgøre, hvilke produkter der fik guld og sølv," spørger Henrik Biilmann, som er formand for Virksomhedsudvalget.

Der er forskel på mærker og brands

"Vi har samme holdning, som sidste gang vi diskuterede det for et par år siden, og i udvalget kan vi godt blive en lille smule provokerede af, at vi nu skal diskutere det igen, siger Henrik Biilmann.

Henrik Biilmann og et enigt virksomhedsudvalg i Økologisk Landsforening begraver tanken om et niveaudelt Ø-mærke. Foto: ØL

Han minder i den forbindelse om, at Ø-mærket er en del af en mærkningsordning på linje med Svanemærket og fairtrade-mærkerne. Ø-mærket opstiller nogle fælles krav til den økologiske produktion, og ifølge virksomhederne er det vigtigt, at det ikke forveksles med de brands, som den enkelte virksomhed bruger til at opbygge sin egen profil.

Henrik Biilmann nævner i den forbindelse Thise Mejeri som et aktuelt eksempel, da Salling-mejeriet netop har lanceret en økologisk mælk, som markedsføres på, at ko og kalv går sammen i mindst tre måneder.

"Vi ser mange eksempler på, at der sker en masse produktudvikling inden for det røde Ø, uden at det kræver guld, sølv og bronze-mærker. Det handler om at give plads til den innovationskraft, der er ude i virksomhederne," siger Henrik Biilmann, som selv har oplevet øget konkurrence, da en af Frilands leverandører forlod selskabet og etablerede brandet Poppelgris fra Hestbjerg.

Den er et eksempel på et kødkoncept, hvor producenten har lagt et ekstra lag af krav til dyrevelfærden oven på Ø-mærkets minimumskrav, og det er den vej, ØL's medlemsvirksomheder ønsker at gå.

Det var ment som en provokation

Holdningen i Virksomhedsudvalget kommer ikke bag på Michael Langberg. Tværtimod ligger den meget tæt op ad det, som han havde forventet.

"Jeg har hele tiden været klar over udfaldet af mit forslag. Tankerne om at gradbøjde Ø-mærket var mest af alt ment som en provokation. Den skulle få gang i debatten om, hvordan markedet bliver i stand til at belønne de producenter, som går foran med udviklingen af økologien, siger Michael Langberg, og at dømme efter debatten blandt virksomhederne er den mission lykkedes.

Alle bakker op om Ø-mærket

Henrik Biilmann erkender samtidig, at den økologiske fødevareproduktion kan komme under øget pres fra det voksende fokus på klima, og at EU-reglerne på nogle punkter ikke går så langt, som alle danske økologer ville ønske, men det ændrer ikke ved, at alle, som deltog i virksomhedsudvalget seneste møde, er enige i, at et niveaudelt Ø-mærke ikke er vejen frem for dansk økologi.

Michael Langberg forklarer, at han primært luftede tankerne om et niveaudelt Ø-mærke for at få gang i en debat om, hvordan branchen kan løfte økologien til et højere niveau. Foto: Jakob Brandt

Ønskede man at gå den vej, ville økologerne formentlig være nødt til at skabe et helt nyt, privat mærke, som ville kræve opbygning af en form for certificeringsorgan, og det er ikke en sti, som medlemmerne af Virksomhedsudvalget ønsker at betræde, oplyser Camilla Blicher Simonsen, der er marketingansvarlig i Arla Danmark.

"Vi har et rødt Ø, som hele Danmark bakke op om og sætter pris på, og hos Arla ser vi stadig et kæmpe potentiale for vækst i mejerikategorien, så vi ser ikke et behov for at skabe noget nyt i forhold til Ø-mærket," siger hun.

Camilla Blicher Simonsen betoner i den forbindelse, at det er vigtigt at skelne mellem brands og mærker.

"Det røde Ø er et mærke. Arlas økologiske brand er Arla-Øko, og vi arbejder løbende på at bygge på vores brand. Senest har vi fortalt kunderne om, at alle vores økologiske producenter bruger grøn strøm," siger hun efter mødet i Virksomhedsudvalget.

Klimadebatten banker på døren

Afvisningen af et niveaudelt mærke er ikke det samme, som at ØL afvise behovet for udvikling, og på mødet var der bred enighed om, at det er relevant for økologerne løbende at være opmærksomme på, hvad der sker omkring begrebet bæredygtighed.

"Det er klart, at klima er noget af det, vi kommer til at skulle adressere, men det skal ske i regi af det røde Ø. Det er på den spilleplade, vi skal spille, men vi skal selvfølgelig lytte til de trends, som er i markedet," pointerer Henrik Biilmann i en uge, hvor det er kommet frem, at både Arlas og Danish Crowns planer om at etablere klimamærker er i modvind.

Men han frygter ikke, at økologerne risikerer at blive hægtet af det grønne tog ved at holde fast i Ø-mærket.

Det gør Jens Madsen fra ægproducenten Dava Foods heller ikke.

"Hos Dava Foods ønsker vi et stærkt Ø-mærke, og så må de store varekategorier forsøge at se, hvor og hvordan de kan gøre det endnu bedre," siger han.

Dava Foods stiller bl.a. ekstra krav til beplantning af hønsegårdene, som ikke fremgår af EU-reglerne, og når han er ude på eksportmarkederne for at sælge danske æg, er det noget, som bliver bemærket, oplyser Jens Madsen.

Coop klapper i hænderne

Meldingen, om at Økologisk Landsforening ønsker at styrke Ø-mærket som det fælles grundlag for den økologiske produktion, bliver godt modtaget i Coops hovedsæde i Albertslund.

"Det kan vi kun bakke op om, siger CSR-chef Thomas Roland, som ikke mener, at markedet er modent til et niveaudelt Ø-mærke.

"Men det er vigtigt, at de økologiske virksomheder bliver ved med at forny fortællingen om økologien, og at de i deres branding fortæller kunderne, hvad de bygger oven på kravene, så de ad den vej kan opnå en merpris for de ekstra tiltag, de laver," siger Thomas Roland.

Den vurdering er Michael Langberg enig i, og han håber at den igangværende debat kan føre til, at ØL kan udvikle en model for økologi 3.0, som er i stand til at belønne de producenter, som er bedst til at tænke de fire økologiske grundprincipper ind i deres produkter.

"Vi skal finde svarene på, hvordan vi skal håndtere Ø-mærket i forhold til hele branchens ønske om mere og bedre økologi," siger Michael Langberg.

Alle er klar til at fejre Ø-mærket

Michael Langberg har endnu ikke alle svarene på den komplekse udfordring, som formentlig bliver et af temaerne, når ØL 24. oktober inviterer til økologisk topmøde på Lundsgaard Gods. I mellemtiden kan han glæde sig over, at virksomhederne udtrykker stor opbakning til den plan, han er ved at udarbejde for fejringen af Ø-mærkets 30-års fødselsdag i 2020.

"Udvalget bakker helt op om de planer, der ligger for fejringen af Ø-mærket, og det er nu op til de enkelte virksomheder at finde ud af, hvordan de kan bidrage til festen," siger Henrik Biilmann.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel