Annonce

Annonce

Johannes Cullberg, grundlægger og direktør for Paradiset, står i sin butiks grøntafdeling.

Johannes Cullberg har efter mange anstrengelser fundet en investor, som vil være med til at sikre driften af Paradiset, og han planlægger at åbne den højt profilerede kædes fjerde butik i begyndelsen af 2019. Foto: Jakob Brandt

Paradiset kæmper mod discount og fake food

Det har været en stor udfordring for Stockholms økologiske flagskib at få balance i økonomien, men med en ny investor i ryggen ser grundlæggeren af Paradiset positivt på fremtiden.

NOFF 2018, Malmø, Sverige  

Ingen, som har besøgt Paradisets største profilbutik på Södermalm i Stockholm, kan undgå at blive imponeret over de mange hylder med økologiske varer i alle afskygninger, den store grøntafdeling, hvor æbler og rodfrugter er stablet i pyramider og den lange delikatessedisk med friske 'to go'-salater. 

Foran 600 gæster i Blå Hallen i Stockholm blev Paradisets profilbutik på Södermalm i september måned kåret som Årets Økobutik ved den årlige festaften for svensk dagligvarehandel ’Dagligvarugalan’, som bliver arrangeret af avisen Fri Köpenskap. 

I begrundelsen for valget roste juryen Johannes Cullberg for at sætte helt nye standarder for økologisk handel. "Her er økologien førstevalget, mens det konventionelle er alternativet", hedder det bl.a. i begrundelsen. 

Men trods de mange rosende ord, kommer det næppe bag på ret mange af kunderne i den ambitiøse kæde, at det er en daglig kamp at få indtægter og udgifter til at balancere. 

"Noget gør vi rigtigt"

Paradisets grundlægger og direktør, Johannes Cullberg, lagde ikke skjul på, at det stadig er en udfordring at komme i nærheden af sorte tal på bundlinjen, da han ved Økologisk Landsforenings kick-off møde forud for Nordic Organic Food Fair fortalte en gruppe af de danske udstillere om udfordringerne ved at etablere en kæde, som fokuserer på sundhed og økologi. 

"Noget gør vi rigtigt, men det er hårdt, og i øjeblikket fokuserer vi 100 pct. på lønsomhed for at få sorte tal på bundlinjen, siger grundlæggeren af Nordens største butikskoncept for økologiske og naturlige produkter. En ny investor har givet ham ni måneder til at få balance i driften, hvis samarbejdet skal fortsætte. 

"Den første butik er i princippet i mål, og de to andre er på rette kurs, så det går den rigtige vej, men der resterer meget arbejde endnu," siger Johannes Cullberg, som planlægger at åbne kædens fjerde butik i begyndelsen af det nye år. 

Paradiset er Johannes Cullbergs modsvar til den voksende skov af ultraforarbejde varer, der er fyldt med tilsætningsstoffer, som efter hans vurdering ikke hører hjemme i sunde fødevarer. Foto: Jakob Brandt

I Sverige, hvor næsten halvdelen af befolkningen er overvægtige, er det efter hans vurdering helt naturligt at fokusere på sundhed, hvis man vil sælge fødevarer. 

"Vi tjener først og fremmest penge på vores frokostretter, kolonialvarer og helse- og skønhedsprodukter. Ferskvarer tjener vi ikke mange penge på, men dem skal vi have for at tiltrække kunderne," siger han.

Paradiset oplever et voksende pres fra det svenske dagligvaremarked, hvor økologien stormer frem i de fleste dagligvarekæder. 

"Konkurrencen på økologi bliver hårdere og hårdere, men økologien er kun ét ben under Paradiset. Vores overordnede fokus er sundhed både for mig og planeten, og man kan sige, at økologien er en del af det, men vi taler egentlig ikke om, at vi er en øko-butik," siger Johannes Cullberg, der opgør økologiprocenten til ca. 65. 

"Men det er vigtigt, at folk forstår, at vi også har gode priser, da kunderne i Norden er meget prisfokuserede." 

Netbutik gav søvnløse nætter 

I foråret åbnede Paradiset sin egen netbutik, som siden har være ramt af mange tekniske udfordringer. 

"Jeg kan kun anbefale jer: Lad være med at gøre det, hvis I vil sove godt om natten," siger Johannes Cullberg uden helt at mene det. 

For selv om onlinesalget endnu ikke fylder meget, forventer han, at det allerede i løbet af et års tid vil ligge på niveau med salget i de fysiske butikker. Det næste, der sker, er, at Paradisets city-butik i Regeringsgatan flytter 200 meter og rykker ind i det fashionable varehus NK, som indretter en hel etage med deli, take away og servering, og ifølge Johannes Cullberg er det den bedste placering i City, selv om Paradiset skal dele pladsen med mange andre koncepter. 

"Vores butik skrumper fra 1.200 m2 til 400 m2. De store butikker har vi for at opbygge vores brand. De små butikker gør det muligt for os at lave en meget effektiv drift, hvor vi kan lave en god omsætning per kvadratmeter," forklarer Johannes Cullberg, som gerne ser flere af den type placeringer. 

Lavpriskæderne går frem overalt, og de bliver bedre og bedre til også at arbejde med kvalitet. Det er en udvikling, som også udfordrer Paradiset.

— Johannes Cullberg, grundlægger af og direktør for Paradiset

Han betegner mange af nutidens fødevarer som "fake food", og Paradiset er hans modsvar til den voksende skov af ultraforarbejde varer, der er fyldt med tilsætningsstoffer, som efter hans vurdering ikke hører hjemme i sunde fødevarer, og Paradiset har en lang liste med tilsætningsstoffer, som kæden ikke accepterer i varerne.

København er sat på pause

Den svenske direktør ser to overordnede veje for dagligvarehandlen. Den første er discountsporet, som bliver anført af kæder som Aldi, Lidl og Netto, som efter hans vurdering vil fortsætte med at vinde markedsandele i både Danmark og Sverige, hvor mange kunder er meget prisfokuserede. 

Overskriften på det andet spor er specialhandel, hvor der er bedre mulighed for at forfølge nye trends som vegansk og klimavenlig mad. 

"Lavpriskæderne går frem overalt, og de bliver bedre og bedre til også at arbejde med kvalitet. Det er en udvikling, som også udfordrer Paradiset," siger Paradis-direktøren, som tidligere har proklameret, at han gerne ville etablere en butik i København, og det er stadig et tema: 

"Men vi skal først have lønsomhed i butikkerne. Det er meget tydeligt, at hverken banker eller andre finansieringskilder låner penge ud til en virksomhed, som ikke er lønsom, så vi sætter ekspansion på pause. Hvis vi skal til København, skal vi have en stærk partner. Vi kan ikke selv opbygge en kæde i et nyt land, så hvis vi skal etablere os uden for Sverige, bliver det i form af franchiseaftaler."

Flere artikler fra samme sektion

Bælgfrugternes utopia ligger i Holstebro

På Cafe Utopia i Holstebro æder bælgfrugterne sig mere og mere ind på menukortet og ind i dagligdagen for de 30 ansatte, hvoraf de fleste er psykisk sårbare. Her balancerer kokken og ildsjælen Mette Nygaard Nielsen med udviklingen af sunde og klimavenlige retter tilberedt helt fra bunden, som også de sårbare medarbejdere kan håndtere. Og bælgfrugterne kan faktisk hjælpe til at give enkle og overskuelige anretninger.

28-03-2024 8 minutter

Miljøstyrelsen finder pesticidrester fra konventionel kartoffeldyrkning i grundvandet

Miljøstyrelsen har i prøver fra sidste år fundet stoffet DMSA i grundvandet. DTU kan ikke udelukke, at midlet skader arveanlægget og har nævnt, at der ikke findes data til en egentlig risikovurdering for sundhed.

20-03-2024 2 minutter Pesticider

Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening anker greenwashing-dom mod Danish Crown til Højesteret

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen mener, at afgørelsen i Vestre Landsret om Danish Crowns markedsføring af "klimakontrollerede" grise efterlader for mange spørgsmål om, hvor grænsen går, når virksomheder markedsfører sig som grønne.

20-03-2024 4 minutter Forbrug,   Klima,   Grise