Annonce

Annonce

En bunke af madrester ligger på jorden

Ifølge FN's fødevareorgan, FAO, ender omtrent en tredjedel af al verdens mad med at blive kasseret, bl.a. fordi det når at blive for gammelt. Foto: Colourbox

Plantebaseret emballage tager kampen op imod plast og madspild

En amerikansk teknologi, der kan holde mad frisk i længere tid, er ved at blive godkendt i EU.

Et usynligt lag af plantemateriale, der holder maden frisk i længere tid, kan reducere både madspild og brugen af plastemballage.

Teknologien, der er skabt af amerikanske Apeel Sciences, er i sidste stadie af godkendelsesproceduren i EU, og producenten regner derfor med, at teknologien er at finde på det europæiske marked i løbet af de kommende måneder. I første omgang vil den være på avokadoer fra Nature's Pride, der har indgået et samarbejde med Apeel, og det vil angiveligt forlænge deres holdbarhed til det dobbelte.

Den plantebaserede emballage er allerede på markedet i USA, og den har fået Apeel med på listen over magasinet Times '50 geniale virksomheder'.

"Europa er det naturlige næste skridt for os, når man ser på den store gruppe af kunder og forbrugere, der ønsker mere bæredygtige fødevaremuligheder. Vi forventer at blive godkendt halvvejs inde i året og arbejder både med leverandører og detailkæder for at finde det mest optimale tidspunkt at gå ind på markedet på," siger Natalie Shuman, leder af industrimarkedsføringen hos Apeels, til Produce Business UK.

Hun forventer, at EU efterfølgende vil godkende Apeels produkt til flere fødevarer såsom citrus- og mangofrugter.

Den plantebaserede løsning kan blive en stor hjælp i kampen mod global madspild. Ifølge FN's fødevareorgan, FAO, ender omtrent en tredjedel af al verdens mad med at blive kasseret, bl.a. fordi det når at blive for gammelt eller ikke opbevares køligt nok til at holde sig frisk.

"Størstedelen af madspildet sker i hjemmet, og Apeel hjælper med at løse det altoverskyggende problem, som forbrugerne har med fødevarer: at smide mad og dermed penge ud," siger Natalie Shuman.

Emballagen er udvundet af planter og bliver sprøjtet på fødevarerne, efter at de er plukket. Det hjælper dem med at holde på vandet og hæmmer iltningen - dermed reducerer det behovet for at pakke maden ind i plast for at forlænge holdbarheden.

Kæder afventer EU-godkendelsen

Hvorvidt - eller hvornår - Apeels løsning kommer på markedet i Danmark er endnu uvist. Coop oplyser til Økologisk.nu, at man afventer EU-godkendelsen, inden man tager stilling til det.

Salling Group kalder teknologien "interessant", men at man ikke har den på trapperne lige nu, da den ikke er godkendt.

"Lige nu er der jo meget få, hvis overhovedet nogen, reelle alternativer til plastemballager, som vel at mærke også kan bruges i stor skala, og hvor det samtidig er en mere bæredygtig løsning end plastik. Men derfor har vi selvfølgelig øje for nye løsninger og er løbende i dialog med virksomheder, som er i gang med at udvikle nye, stærke alternativer, bl.a. inden for fiberemballage," skriver Kasper Reggelsen, senior manager i media relations hos Salling Group, i en mail til Økologisk.nu.

Per Kølster, der er formand for Økologisk Landsforening (ØL), siger, at økologiens brug af plast til fødevarer er et spørgsmål, der ofte tages op, og at økologerne ikke kan stille sig tilfredse med at være en del af det globale plastproblem.

På nuværende tidspunkt er det dog ikke en problemstilling, som foreningen aktivt arbejder med, men "så snart vi kan finde ressourcerne til det, kan det blive et prioriteret område for ØL," siger Per Kølster.

Flere artikler fra samme sektion

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil sætte en stopper for forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events