Annonce

Annonce

Kok koger fond i hospitalskøkken

Timingen er helt perfekt. Knap har bestyrelsen for Økologisk Landsforening besluttet at nedsætte et fagudvalg for professionelle køkkener, før et flertal i Folketinget vælger at afsætte 40 mio. kr. til klima- og økologi-omlægning i de offentlige køkkener. Arkivfoto: Jakob Brandt

Pulje på 40 mio. kr. skal sikre mere økologi i de offentlige køkkener

Regeringen og dens støttepartier afsætter pulje, der skal fremme økologi og klimavenlig mad i de offentlige køkkener.

Flere og flere danskere går efter det røde Ø-mærke, når de køber fødevarer, og det skal de offentlige køkkener i højere grad også kunne. Sammen med støttepartierne har regeringen derfor besluttet at lave en køkkenomstillingspulje med i alt 40 mio. kr., som skal støtte klima- og økologiomlægning i de kommunale, regionale og statslige køkkener.

"Der er flere eksempler på kommuner og offentlige køkkener, der er rigtig langt med økologien, og jeg håber, det her vil få endnu flere i den retning. Det er supervigtigt, at de køkkener, der gerne vil, har gode muligheder for at eksekvere på ambitionen, som i sidste ende vil være godt for klimaet, danskernes sundhed og det økologiske marked," siger fødevareminister Rasmus Prehn i en omtale af den nye køkkenpulje. 

En ubetinget succeshistorie

Øget støtte til omlægningen af de offentlige køkkener har længe stået højt på dagsordenen hos Økologisk Landsforening, som netop har etableret sit eget fagudvalg for professionelle køkkener.

40 mio. kr. over fire år

  • Pengene i den nye 'køkkenomlægningspulje' afsættes over en fireårig periode med 10 mio. kr. årligt og kan bl.a. understøtte efteruddannelse af køkken- og ernæringspersonale

"Det er utrolig glædeligt, at der er skabt politisk opbakning og finansiering til en økologisk omlægning af de offentlige køkkener," siger Helle Borup Friberg, direktør i Økologisk Landsforening, der beskriver Det Økologiske Spisemærke og hele indsatsen på området som en ubetinget succeshistorie.

"Flere kommuner er gået foran med ambitiøse målsætninger om 60 - 90 pct. økologi i den offentlige bespisning, men vi har potentiale til at få mange flere med, og med 800.000 daglige måltider er denne indsats et vigtigt bidrag til et øget økologisk landbrugsareal og dermed bedre dyrevelfærd, miljø og biodiversitet samt færre pesticider i vores fødevarer og grundvand," siger Helle Borup Friberg..

Efteruddannelse er afgørende    

"SF har råbt og skreget om mere grøn økologisk kost i de offentlige køkkener. Og med omstillingspuljen her sker der endelig noget. Efteruddannelse af køkkenpersonale er så afgørende for, at vi i det offentlige i fremtiden kan få mere velsmagende grøn mad. Det manglede da bare," siger Carl Valentin, fødevareordfører for SF, mens Søren Egge Rasmussen, landbrugs- og fødevareordfører for Enhedslisten hæfter sig ved, at der er flere positive sideeffekter af en øget omlægning.

"Der er mange gode erfaringer med at økologisk omstilling, som samtidig har medført at køkkener har opnået mindre madspild, bedre mad og større arbejdsglæde," siger han.

Økologisk Landsforening glæder sig over den politiske bevågenhed og den nye pulje danner et godt afsæt for det første møde i foreningens nye fagudvalg for professionelle køkkener, som efter planen allerede holder sit første møde 8. april.

Det er mere end fem år siden, at foreningen åbnede mulighed for at køkkener kunne blive medlemmer, og nu kommer samarbejdet i mere faste rammer.

"Foodservice området har udviklet sig til en helt central driver for økologiens udbredelse. Vi har løbende haft god dialog med vores køkkenmedlemmer, men med det nye udvalg bliver køkkenernes stemme for alvor synlig i foreningens debat omkring økologiens udvikling og vores politiske linje, ligesom udvalget vil være med til at sætte en ambitiøs dagsorden på et område, som også har stor politisk bevågenhed," siger Helle Borup Friberg, som glæder mig meget til samarbejdet med de ildsjæle, som hun er sikker på, vil blive valgt ind i udvalget.

Flere artikler fra samme sektion

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil sætte en stopper for forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events