Annonce

Annonce

Aksel Rømer står bag en pande med plantepinde på den danske stand.

Aksel Rømer fik mange interessante kontakter med hjem fra økologimessen i Malmø, men trods skrappe coronarestriktioner i Holland er han i denne uge igen klar bag Rømer Vegan-standen på en stor messe i Amsterdam. Foto: Jakob Brandt

Rømer Vegan leder videre efter lunten til den veganske raket i Holland

Efter to udbytterige dage på Nordic Organic Food Fair i Malmø når Niels og Aksel Rømer kun lige hjem og skifte skjorte, inden de mandag sætter kurs mod den næste udenlandsk messe i jagten på den kunde, som kan løfte salget af deres veganske produkter.

Som eksportør er der langt mellem fridagene her midt i højsæsonen for fødevaremesser. Det ved Niels Rømer og sønner Aksel Rømer, som driver Rømer Vegan og Mols Organic, alt om. De kom sent torsdag aften trætte men tilfredse hjem efter to travle dage på Nordic Organic Food Fair, NOFF.

Messen gav dem mange interessante, primært nordiske kontakter, som de ser frem til at arbejde videre med, men først skal de lige en smuttur til Amsterdam. Allerede mandag i denne uge sætter de garvede østjyske messenomader kurs mod Holland og messen Free From Functional Food Expo. Der håber de at møde flere potentielle kunder til deres sojafri veganske sortiment, som både kan erstatte kødprodukter i middagsretter, på frokostbordet og i madpakken.

I første omgang blev det veganske salg ikke den raket, som vi drømte om, da vi etablerede firmaet, men salget vokser lige så stille.

— Aksel Rømer, Rømer Vegan

"I Malmø var der især stor interesse for vores veganske plantepinde og valnøddebøffer. Selv om der måske ikke var helt så mange gæster, som der plejer, kom vi i kontakt med mange seriøse folk," siger Aksel Rømer, som alene på den baggrund forventer, at der i løbet af 2022 kommer mere gang i "plantepindemaskinen" og den øvrige maskinpark hjemme på det tidligere Arla-mejeri i Vrinners på Djursland, hvor de har udviklet ca. 40 forskellige veganske produkter.

En tegning af en fisk på etiketten efterlader ingen tvivl om, at Plantepindene fra Rømer Vegan er tænkt som et vegansk alternativ til de populære fiskepinde. Hovedingrediensen i Rømer Vegans plantebaserede alternativ er ris, men de indeholder også ærteprotein, krydderier og Wakame tang
En tegning af en fisk på etiketten efterlader ingen tvivl om, at Plantepindene fra Rømer Vegan er tænkt som et vegansk alternativ til de populære fiskepinde. Hovedingrediensen i Rømer Vegans plantebaserede alternativ er ris, men de indeholder også ærteprotein, krydderier og Wakame tang

"Men nu skal vi lige først til Amsterdam. Så vi lader bare alle tingene blive i bilen, og så skal vi lige nå at skifte skjorte," griner den jyske producent, da Økologisk Nu taler med ham efter hjemkosten fra Malmø.

Under køreturen til Holland får de god tid til at evaluere effekten af den hidtidige eksportindsats og finpudse salgsstrategien forud den hollandske messe, hvor de står på en dansk fællesstand sammen med 16 andre udstillere. De tæller bl.a. Ohpops! Functional Foods, som også var med i Malmø samt de økologiske producenter: Vita Foods ApS, Rawbite og Skarø Is, og der normalt et godt sammenhold når den "økologiske familie" mødes rundt om på de store messer.

Aksel Rømer er dog en smule forundret over, at Free From-messen i Amsterdam overhovedet bliver gennemført i et noget coronatilknappet Holland, hvor PLMA-messen, som skulle være afholdt midt i december, allerede er aflyst.

"Jeg talte med en østrigsk udstiller i Malmø. Han var dybt forundret over, hvor afslappet vi tager corona i Norden."

Men far og søn er klar til at tage de nødvendige forholdsregler for at sikre, at det ikke er corona men gode kontakter, de får med hjem fra Holland.

Salgsraketten er ikke lettet endnu

Rømer Vegan lancerede sine første produkter lige før den første coronanedlukning ramte landet i 2020. De mange restriktioner lagde en dæmper på salgsarbejdet. Omvendt gav coronapausen dem god tid til at udvikle nye og bedre produkter, som gør at de står stærkere i dag.

"I første omgang blev det veganske salg ikke den raket, som vi drømte om, da vi etablerede firmaet, men salget vokser lige så stille," siger Aksel Rømer, og selv om det det har været nødvendigt at nedjustere de oprindelige forventninger til omsætningen, er det en optimistisk Rømer-duo, som i dag sætter kurs mod Holland, hvor de håber at finde lunten til den raket, som kan løfte salget op på et niveau, hvor den veganske satsning bliver til en god forretning.

"De seneste år er der sker ekstremt meget i forhold til veganske varer i Sverige. Det samme er stort set tilfældet i hele udlandet, men ingen af stederne er ret mange af varerne økologiske. Det tror jeg, kan bane en vej ind på eksportmarkedet for os," siger Aksel Rømer, som oplever, at mange veganske kunder også prioriterer økologi.

Vi har størst vækst i Norge

Faktisk har det jyske selskab allerede prikket hul til udlandet, oplyser Aksel Rømer:

"Der hvor Rømer Vegan har størst vækst lige nu, er i Norge, hvor vi har listet 25 varer hos en god grossist. Vores succeskriterie i Malmø var at prikke hul på det svenske marked, hvor vi meget gerne vil ind i en detailkæde, men de største kæder blev desværre væk," siger Aksel Rømer, som til gengæld håber, at der kommer ordrer ud af nogle af de andre kontakter, de høstede i Malmø.

"Det er kun seriøse indkøbere, som løber risikoen og tager på messe under corona, og vi har en del med hjem fra Malmø, som vi skal følge op på," siger Aksel Rømer, som allerede i november afgav et bud til en distributør af råvarer til svensk skolemad, i Skoler i Stockholms-området, hvor der er en høj økologiprocent.

"Den svenske regeringer forlanger en lidt grønnere kost, hvor der bliver skåret ned på kødet, så jeg håber, at der bliver plads til vores produkter i de svenske skoler," siger Aksel Rømer, som har lært, at det er nødvendigt at arbejde på mange fronter, hvis man vil til udlandet med sine produkter.

Flere artikler fra samme sektion

Bælgfrugternes utopia ligger i Holstebro

På Cafe Utopia i Holstebro æder bælgfrugterne sig mere og mere ind på menukortet og ind i dagligdagen for de 30 ansatte, hvoraf de fleste er psykisk sårbare. Her balancerer kokken og ildsjælen Mette Nygaard Nielsen med udviklingen af sunde og klimavenlige retter tilberedt helt fra bunden, som også de sårbare medarbejdere kan håndtere. Og bælgfrugterne kan faktisk hjælpe til at give enkle og overskuelige anretninger.

28-03-2024 8 minutter

Miljøstyrelsen finder pesticidrester fra konventionel kartoffeldyrkning i grundvandet

Miljøstyrelsen har i prøver fra sidste år fundet stoffet DMSA i grundvandet. DTU kan ikke udelukke, at midlet skader arveanlægget og har nævnt, at der ikke findes data til en egentlig risikovurdering for sundhed.

20-03-2024 2 minutter Pesticider

Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening anker greenwashing-dom mod Danish Crown til Højesteret

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen mener, at afgørelsen i Vestre Landsret om Danish Crowns markedsføring af "klimakontrollerede" grise efterlader for mange spørgsmål om, hvor grænsen går, når virksomheder markedsfører sig som grønne.

20-03-2024 4 minutter Forbrug,   Klima,   Grise