Annonce

Annonce

Annonce

Jens Krogh i stalden

Det kom helt bag på Jens Krogh, at Salling Group valgte at fjerne mælken fra hans landbrug fra køledisken, og han håber, at der hurtigt bliver fundet en løsning, så det bliver muligt at markedesføre Naturmælks klimainitiativer på en troværdig måde via mælkekartonerne. Foto: Joachim Plaetner Kjeldsen

Salling Group fjerner nylanceret 'klimamælk' fra hylderne

Flere eksperter mener, at det kan vildlede forbrugerne, når Naturmælk markedsfører minimælk fra et CO2-neutralt landbrug, og det får nu Salling Group til at stoppe salget.

Naturmælks ‘klimamælk’ fra landbruget Kroghsminde fik kun få dage i køleren hos Netto. Det sker, efter at eksperter såede så meget tvivl om, hvordan man kan markedsføre mælken uden at vildlede forbrugerne, at Salling Group har valgt at stoppe salget.

Mælken kommer ifølge Naturmælk fra et CO2-neutralt landbrug, men både den grønne tænketank Concito og Salling Group vurderer, at forbrugerne nemt kan misforstå budskabet og fejlagtigt tro, at mælken dermed er et klimaneutralt produkt.

Desuden brugte Naturmælk selv betegnelsen ’klimamælk’ i omtalen af den nye mælk fra landbruget Krogsminde, der bliver drevet af klimapionér Jens Krogh.

Han er samtidig formand for Naturmælk, og han er den første til at beklage, at mejeriet ved en fejl har betegnet mælken som en klimamælk.

“Det var en stor fejl fra vores side,” erkender Jens Krogh, der lidt spøgefuldt betegner lanceringen af den nye minimælk, som “en kort og stormfuld succes”.

Han troede, at det var udtryk for perfekt timing, da Naturmælk lancerede en mælk med et lavt klimaaftryk, kort efter at mejeriets største kunde, Salling Group, proklamerede, at det er ambitionen at udvikle en klimamærkning til alle fødevarer i samarbejde med Concito - men tingene udviklede sig noget anderledes, end formanden havde forventet.

Mælkens hurtige exit ærgrer naturligvis den jyske økolog, som oplyser, at de første mælkekartoner med teksten ‘CO2-neutralt landbrug’ knap var landet i køledisken, før den grønne tænketank Concito kom på banen med kritik – ikke af Naturmælks arbejde med at nedbringe klimabelastningen, men af den måde, det sønderjyske mejeri markedsfører mælken på. 

Flere eksperter mener, at det er forkert, når mejeriet medregner den del af energiproduktion fra gårdens vindmølle og biogasanlæg, som bliver solgt, i bedriftens klimaregnskab. 

Flere eksperter mener, at anprisningen af den nye minimælk fra Naturmælk kan vildlede forbrugerne til at tro, at mælken er klimaneutral
Flere eksperter mener, at anprisningen af den nye minimælk fra Naturmælk kan vildlede forbrugerne til at tro, at mælken er klimaneutral

“På den måde bliver der tale om dobbelt bogføring, idet den kunde, der køber den grønne strøm, også vil trække den fra i sit klimaregnskab,” siger programleder Michael Minter fra Concito.

Jens Krogh karakteriserer noget af kritikken som en strid om ord, og hvis man læser, hvad mejeriet skriver, mener han ikke, at budskabet er til at misforstå, men han erkender samtidig, at der nok var ting, som mejeriet kunne have gjort anderledes i forbindelse med lanceringen.

“Vi vil gerne vise, hvilke initiativer vi har gang i, og i stedet for at markedsføre mælken som en klimamælk, syntes vi, at det var ret genialt at markedsføre den som en mælk fra en CO2-neutralt landbrug. I den forbindelse henviser vi mange steder til selve beregningen, som ligger på vores hjemmeside. Heraf fremgår det tydeligt, at det ikke er mælken, men hele bedriften, som er klimaneutral,” siger Jens Krogh, og fortsætter:

“Vi lægger ikke skjul på, at mælken har en udledning, men vi vil gerne kommunikere, at vi hele tiden arbejder på at reducerer vores klimaudledning.”

Lige nu arbejder Naturmælk intenst på at finde en løsning, så mælken snart kan komme tilbage i køledisken.

“Lad os nu se, om ikke vi kan komme i gang i igen. Jeg er forsigtig optimist, i forhold til at vi kan finde en fælles model, så vi på en troværdig og god måde kan kommunikere, at Naturmælk arbejder for at nedbringe vores klimaaftryk, og at Salling Group bakker op om vores arbejde,” siger Jens Krogh, der beskriver klimahandlingsplaner som et godt og effektivt værktøj til at følge effekten af de klimainitiativer, landmanden laver på sin bedrift.

Han advarer samtidig mod at møde alle nye klimainitiativer med en alt for kritisk holdning, da det kan fjerne motivationen hos andre økologer til at give sig i kast med nye klimaideer, som der i høj grad er brug for.

Programleder Michael Minter fra Concito roser Jens Krogh for sit målrettede arbejde med at nedbringe klimabelastningen, men i et indlæg på LinkedIn takker han samtidig Salling Group for at tage klimaanprisning alvorligt.

“Det er godt, at virksomheder fortæller om deres klimaindsats, men markedsføringen skal være så saglig og retvisende som muligt. Håber at Naturmælk og andre lærer af sagen og finder en passende måde at kommunikere klimaindsatsen på - og at vi får klare retningslinjer for, hvad klimaregnskaber på bedriften kan bruges til og ikke kan bruges til,” skriver Michael Minter.

Flere artikler fra samme sektion

Øko-pionerer giver 100.000 kr til dokumentarfilm om økologiens historie

De første optagelser til en dokumentarfilm i anledning af 30-året for Ø-mærket er i hus, og nu satser producenterne på at få den sidste del af finansieringen på plads via Coop Crowdfunding.

28-05-2020 5 minutter Mejeri,   Klima

Lidls økologi-salg sætter ny rekord

Lidls kunder køber ind med hjertet og lægger markant flere økologiske produkter i kurven, og discountkæden har i år haft en vækst i økologisalget på over 20 pct. Væksten er dermed mere end dobbelt så høj som dagligvarehandlens øko-vækst i 2019.

28-05-2020 4 minutter Detailhandel

Restaurationsbranchen i opråb til politikere: Grøn omstilling kræver økologi og klimakrav

Der er behov for efteruddannelse, mere økologi og klimakrav for at gøre professionelle køkkener bæredygtige, lyder det fra flere organisationer. Ikke alle politikere bakker op om ønsket.

27-05-2020 5 minutter Foodservice,   Klima,   Politik,   Bæredygtighed