Annonce

Annonce

Hanegal færdigretter

Hanegal har investeret en del i nyt emballagedesign, produktudvikling og opkøb i det seneste regnskabsår, som endte med et plus på 341.000 kr. PR-foto: Hanegal

Store investeringer koster på bundlinjen hos Hanegal

Årets resultat skrumpede til en tredjedel, men Hanegals ledelse tror på vækst og øget indtjening i det kommende år, hvor der skal mere gang i salget af plantebaserede produkter.

Med nye ejere ved roret er der blevet skruet op for aktiviteterne hos Hanegal i det seneste år, og da der er tale om langsigtede investeringer, vil de først for alvor bidrage til indtjeningen i de kommende år.

”Hanegal har i regnskabsperioden investeret kraftigt i organisation, produktudvikling og en revitalisering af Hanegal-varemærket. Der er i årets løb opnået en række forbedringer af driften, men investeringerne i fremtidens fundament betyder, at dette ikke afspejles i årets resultat,” skriver Hanegal i ledelsesberetningen i det netop offentliggjorte årsregnskab.

Det viser, at bundlinjen skrumpet ind til 341.000 kr. i regnskabsåret 2019/20 mod et resultat på 1,1 mio. kr. året før, og den udvikling betegner den sønderjyske producent af kød- og plantebaserede fødevarer som mindre tilfredsstillende.

Det er blandt andet opkøbet af veganermærket Fairdig og etableringen af det nye datterselskab Hanegal Live, der skal drive Hanegals tilstedeværelse på markeder, festivaler og events med en konvoj af foodtrucks, som er årsagen til årets resultat.

Kommerciel direktør Cees Kuypers (tv), bestyrelsesformand Flemming Enevoldsen og adm. direktør Søren Hansen (th) forventer at øget salg af plantebaserede produkter og eksport vil bidrage til en bedre indtjening for Hanegal i det nye år, når coronanedlukningerne forhåbentlig snart bliver fortid
Kommerciel direktør Cees Kuypers (tv), bestyrelsesformand Flemming Enevoldsen og adm. direktør Søren Hansen (th) forventer at øget salg af plantebaserede produkter og eksport vil bidrage til en bedre indtjening for Hanegal i det nye år, når coronanedlukningerne forhåbentlig snart bliver fortid

Det er dog ikke kun investeringer i koncernens udvikling, der trækker indtjeningen i den forkerte retning – også coronakrisen har afsat spor i regnskabet, oplyser selskabet, der satser på et næsten udelukkende vegansk sortiment inden 2030.

Selskabet har også brugt mange penge på produktudvikling og en revitalisering af Hanegal varemærket, som bl.a. omfatter ny emballage.

”Samtidig er årets resultat negativt påvirket af covid-19-relateret omsætningsnedgang inden for foodervice-segmentet i perioden april-juni 2020," hedder det i ledelsesberetningen.

Heraf fremgår det, at selskabet forventer, at der fortsat vil være en positiv udvikling i markedet for økologiske kød-og plantebaserede fødevarer i Danmark og på de nære eksportmarkeder. Derfor forventer Hanegal både vækst i omsætning og indtjening i det nye år, hvor der bliver yderligere fokus på eksport.

"Hanegal har i 2019-20 fået virksomhedens første eksportordre. Vi er i tæt dialog med en række potentielle eksportkunder, og vi forventer, at vi i 2020-21 vil udbygge vores portefølje af eksportkunder".

Mens den bundlinje, der måles i kroner, er skrumpet, er der derimod fremgang på 'plantekontoen', hvor andelen af plantebaserede varer hos Hanegal sidste år nåede op på 35 pct.

Dermed er selskabet kommet et skridt nærmere ambitionen om at fuldføre den rejse, som skal føre til, at kun 15 pct. af produktionen i 2030 er baseret på kød, mens resten af varerne er lavet af råvarer fra planteriget.

Et mål som ledelsen kalkulerer med at komme endnu tættere på næste år via det tætte samarbejde med Hanegal-stifternes virksomhed, Organic Plant Protein A/S, som forventes at levere en voksende mængde råvarer i form af ekstruderet ærteprotein til Hanegal i 2021.

Flere artikler fra samme sektion

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil sætte en stopper for forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events