Annonce

Annonce

En mand kører med tre døde grise på en knallert

Svineproduktionen i bl.a. Vietnam er hårdt ramt af afrikansk svinepest - over én mio. grise er blevet aflivet. Foto: Heiko Carstens/flickr/CC BY 2.0

Svinepesten breder sig i Asien - det kan hæve fødevarepriserne

Udbruddet af svinepest i Asien er nu så massivt, at det ventes at hæve priserne på bl.a. svinekød i hele verden. Det kan dog også gavne danske landmænds økonomi.

Mindst 29 provinser i Vietnam er ramt af afrikansk svinepest, og forleden kunne World Organisation for Animal Health (OIE) rapportere om 2.121 nye udbrud i landet efter en ellers stillestående periode.

Udbruddet, der har spredt sig i både Kina og Vietnam, ventes at hæve fødevarepriserne på bl.a. svinekød og øge landenes import af svinekød. Kina producerer og forbruger cirka halvdelen af alt svinekød, og analytikere i banken Rabobank vurderer, at landets produktion i år vil falde med 25-35 pct. 

Det kan gå hen og blive en økonomisk håndsrækning til de danske landmænd, der har udsigt til øget eksport, skriver jp.dk.

“Udbruddet er ikke længere kun et kinesisk problem. Det er et asiatisk problem. Sygdommen dukker efterhånden op i lande hele vejen rundt om Kina, og intet tyder på, at spredningen standser her. Det vil tage mindst et par år at genopbygge produktionen i Asien, så dansk landbrug har udsigt til en hårdt tiltrængt højkonjunktur,” lyder vurderingen fra markedsanalytiker hos AgroMarkets John Jensen til jp.dk.

Danish Crown har mandag meddelt, at svinekødafregningen til landmændene hæves med 30 øre per kg, hvilket er det højeste niveau i to år.

Ekspert frygter yderligere spredning

I sidste uge meddelte regeringen i Vietnam, at man havde aflivet 1,2 mio. grise, der var blevet smittet med den afrikanske svinepest, og vurderede samtidig, at risikoen for yderligere spredning er “meget høj”.

Regeringen udtalte desuden, at mange provinser ikke har formået at opdage smitten og aflive smittede grise i tide, fordi de har manglet økonomien til det og ikke mindst pladsen til at begrave de døde grise.

Francois Roger, der er epidemiolog ved French Agricultural Center for International Development i Montpellier, Frankrig, mener, at hverken Vietnam eller Cambodja, som også er ramt, er i stand til at holde smitten under kontrol. 

Han siger til Scientific American, at han formoder, at virussen snart vil dukke op i Myanmar og Laos og sågar kan blive endemisk i det sydøstlige Asien, så den også fremadrettet vil true svineproduktionen i storproducerende Kina - selv hvis landet skulle få smitten under kontrol.

Yolanda Revilla, der forsker i en vaccine mod afrikansk svinepest ved Severo Ochoa Center for Molecular Biology i Madrid, Spanien, forventer, at en vaccine kan være klar om tre til fire år og siger, at man indtil da er nødt til at få bremset smittespredningen.

Flere artikler fra samme sektion

ØL går på jagt efter de nye trends i New York

Økologisk Landsforening arrangerer inspirationstur til New York, hvor de nyeste trends slår igennem lidt før alle andre steder.

23-08-2019 4 minutter EventsUdland

Øko-mejerier går plantevejen

Både Thise og Naturmælk vil følge i Arlas fodspor og producerede plantebaserede produkter.

23-08-2019 4 minutter MejeriProduktudvikling

Coop Crowdfunding åbner onlinebutik

Coop Crowdfunding har åbnet egen onlinebutik, som sælger varer, kunderne selv har investereret i, og mange af dem er økologiske.

22-08-2019 2 minutter Onlinesalg