Annonce

Annonce

David, Boris, Jurek, Jacob og Stefan Voelkel.

Efter mange år som et populært brand i den danske helselkostbranchen satser Voelkel-familien nu på at komme bredere ud i hele Norden. Fra venstre sønnerne David, Boris, Jurek og Jacob samt deres far Stefan Voelkel, som er tredje generation efter grundlæggerne. Foto: Voelkel

Voelkel ændrer strategi for at få en skarpere profil i Norden

Et nyoprettet dansk salgskontor skal hjælpe den tyske saft- og juiceproducent til et øget salg til dagligvarekæder og foodservicegrossister i Danmark og resten af Norden.

Danskerne drikker flere og flere økologiske drikkevarer – både med og uden alkohol, og nu vil tyske Voelkel have danskerne til at drikke mere tysk saft og juice.

Af de nye tal for udenrigshandlen med økologiske fødevarer fra Danmarks Statistik fremgår det, at både eksporten og importen af drikkevarer sidste år oplevede stagnation efter flere års fremgang.

Eksporten udgjorde i 2019 74 mio. kr. mens importen med 281 mio. kr. var mere end tre gange så stor. Dermed er drikkevarekategorien også en eksponent for de seneste års skæve udvikling i Danmarks udenrigshandlen med økologiske fødevarer. Hvor eksporten efter mange års tocifret vækst i 2014 kun var 220 mio. kr. fra at skabe balance i udenrigshandlen med økologi, var underskuddet på den økologiske handelsbalance i 2019 vokset til næsten 1,8 mia. kr.

Samtidig får danskernes vedholdende interesse for bæredygtighed og økologi løbende udenlandske producenter til at rette blikket mod nord, hvor de øjner et lukrativt marked for økologiske fødevarer i både detailhandlen og foodservicesektoren.

Får eget salgskontor efter 30 år i landet

Senest har det velkendte tyske saft- og juicebrand Voelkel valgt at etablere eget salgskontor i Danmark efter nogle år med et vigende salg. Selskabet har været til stede på det danske marked i ca. 30 år, hvor det især er kendt som leverandør af biodynamiske og økologiske juice- og saftprodukter til landets helsekostbutikker og caféer.   

Fire generationer står bag Voelkel

  • Voelkel blev grundlagt af ægteparret Karl og Margret Voelkel helt tilbage i 1936. Inden da havde de rejst rundt i Tyskland med en mobil saftpresser og lavet frisk saft til de lokale borgere
  • I 1936 etablerede de egen æblecidermølle i et nedlagt landbrug ved Pevestorf midt mellem Hamborg og Berlin
  • I dag har 4. generation overtaget ledelsen af familiefirmaet

Voelkels drikkevarer er hidtil primært blevet distribueret via øko-grossisten Solhjulet, men nu ønsker de tyske ejere at produkterne blive mere synlige bredt i dagligvarehandlen og bliver listet hos flere grossister i Danmark og resten af Norden.

Til at realisere den ambition har det tyske selskab ansat Mogens Jensen og Laila Venø Bendsen. De har begge et solidt branchekendskab via deres fælles fortid hos grossisten Grønt Fokus, og ifølge Mogens Jensen er det er ikke nogen hemmelighed, at den hjemlige helsekostbranche har gennemlevet nogle vanskelige år. Det kan aflæses i salgstallene hos Voelkel, og det vigende salg er hovedårsagen til, at selskabet nu ændrer salgsstrategi.

"Voelkel har ca. 170 forskellige produkter, men firmet er også klar til at producere til dagligvarekædernes privat label-serier, så vi skal ud at skabe kontakt til en masse nye kunder," siger Mogens Jensen.

Efter hans vurdering bliver det ikke et problem at sælge udenlandske drikkevarer i Skandinavien, selv om der er et øget fokus på lokale varer. Det begrunder han med, at hovedparten af de konkurrerende produkter, som allerede står på de danske butikshylder, kommer fra producenter, som også henter mange af deres råvarer i udlandet.

Salget vokser i det meste af Europa

Stefan Voelkel, der er tredje generation i familiefirmaet, ser frem til at få flere danske kunder.

"Vi er rigtigt glade for den plads, vi har i de danske helsekostbutikker, og vi vil fortsat videreudvikle samarbejdet med helsekostbutikkerne, men det er også nødvendigt at være tilgængelig i de dagligvarebutikker, hvor hr og fru Jensen gør deres daglige indkøb," siger Stefan Voelkel i en pressemeddelelse om ambitionerne i Norden.

Stefan Voelkel oplyser, at Voelkel i det meste af Europa oplever en øget efterspørgsel på sortimentet, som udover diverse grøntsags- og frugtdrikke også omfatter shots, sodavand, kombucha og plantedrikke m.m. Set i det lys tror han også på, at det er muligt at vende salgsudviklingen i Danmark.

Flere artikler fra samme sektion

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Danske servicestationer udfaser turbokyllinger

Dyreværnsorganisationen Anima roser danske servicestationer for at gå foran med dyrevelfærden ved at skærpe kravene til produktionsforholdene for slagtekyllinger.

24-04-2024 3 minutter Dyrevelfærd