Diger er landbrugsnaturens blodårer

Af Jan Pedersen, biolog og natur- og råstofekspert i Danmarks Naturfredningsforening

Undersøgelser i Storbritannien har vist, at diger (hedgerows) spiller en konkret rolle for regn-vandshåndtering. Lange rødder dybt i jorden sikrer op til 70 gange mere effektiv nedsivning end vedvarende græs. I et land med hyppige oversvømmelser er det virkelig noget, der betyder noget. Ikke mindst når man har mistet ca. 100.000 km diger med gammel træ- og buskvegetation.

Herhjemme har Københavns Universitet undersøgt udviklingen i otte områder rundt i Danmark, og diagnosen er klar: Større og større, og mere og mere homogene marker med langt mellem diger, veje og småbiotoper. Marker større end 1 km² er ikke længere et særsyn, og flere kommer til. Denne rationaliseringsgevinst er i sig selv tvivlsom af karakter, og i sidste ende ikke noget, der gør landbrugslandet interessant at bo i for hverken dyr eller mennesker.

Det er så her på sin plads at pointere, at digerne ikke er den tue, der fik læsset til at vælte. Digerne kan udmærket leve med velplacerede og velbegrundede dige-gennembrud, der tillader passage mellem marker med store maskiner. Så længe gennembruddene er ansøgt og tilladt, og efterlades dyrknings- og gødningsfrie som sikre ’skoleveje’ for padder og kryb. Men det er bare ikke dét, vi ser. DN oplever til stadighed lovløse tilstande, hvor hele diger forsvinder, selv stendiger, der må have krævet grundigt maskinarbejde, for ikke at tale om tusindvis af selvbestaltede digegennembrud.

Digerne og vegetationen er indbegrebet af gammel og levende kulturhistorie, der har tydelig egnskarakteristik - stynede popler på Sydsjælland, syrener på Fyn og stensætninger i Hornsherred og på Horneland ved Fåborg, for bare at nævne nogle. Det er da værd at beskyttet og passe på. 

Alligevel har mange oplevet, at store skovningsmaskiner har snuppet al den levende kulturhistorie i store områder næsten over natten. Forklaringen er lige til: flis. Kraftvarmeværkerne har droppet kul og fyrer i stigende grad med biomasse. Biomasse kan være hvad som helst – halm og kedelige grantræer. Men i de senere år er der altså også blevet fyret grundigt op under vores landbrugskulturarv. 

Oprindeligt blev digerne beskyttet i 1992 samtidig med den lille natur, § 3-naturen. Digerne stod i § 4 i mange år, og var som § 3-naturen beskyttet mod ”væsentlige tilstandsændringer”, hvilket betød sikring imod ødelæggende hugst og nedlæggelse. I 2004 blev digerne så flyttet til en ny lov, museumsloven, og blev forvist til § 29, samtidig med at naturbetragtningerne røg i glemmebogen. Nu betød kun stenene og jordvoldene noget. Vegetationen var hamrende ligegyldig. 

Selv dokumentation for, at digernes stynede popler oprindeligt leverede materiale til flettede indhegninger, der går ligeså langt tilbage i tiden som selve digerne, prellede af på Kulturstyrelsens fjerdragt. Høringssvar fra perioden omkring overflytningen af beskyttelsen var ellers ganske klare i advarslerne fra både DN, Det økologiske Råd og Amtsrådsforeningen, mens Landbrug & Fødevarer var bekymret for, om beskyttelsen nu blev hårdere end hidtil.

Eftertiden har desværre budt på mange mangelfulde afgørelser fra kommunernes hånd, som i ensidig grad skeler til jordbrugernes privatøkonomiske interesser, når de lovliggør ødelæggelser og fjernelser af hele diger ude i landbrugslandet, i stedet for at kræve dem fysisk reetableret. 

Miljø & Fødevareklagenævnet fastholder og indskærper dog reglerne over for de kommuner, hvis afgørelser DN har indbragt, ligesom Kulturstyrelsens nuværende task-force på digeområdet gør det glimrende, selv om mange sager om ulovlige fjernelser er gået tabt på grund af styrelsens oprindelige passivitet.

Det kunne være en idé at arbejde sammen om det lange, seje træk - at få digerne fysisk registreret som levesteder i de åbne landskaber, gerne som en fælles kultur- og naturindsats. Eller man kunne forestille sig, at gøre som flere af vores nabolande gør: at præmiere landbrug, der passer på digerne og bevoksningerne - også gerne med sprøjtefrie bræmmer langs diger og læhegn. 

Blomsterstriber langs vejene er selvfølgelig én måde at brande landbrug på. Men det ville passe biodiversiteten langt bedre, at så dem langs digerne. Historisk og biologisk korrekt træpleje, der tillader de ældgamle hule popler at vokse videre med evig ung og frisk grenmasse, giver i øvrigt reelt vedvarende grøn energi, som man godt kan varme sig ved.

At opretholde og vedligeholde ’Danmarks længste Insekthotel’ har naturligvis en mærkbar, positiv effekt på bestøvning med vilde bestøvere, især humlebier, der ofte træffes i søgen efter egnede bosteder i det tidligere forår på jorddigerne, hvor de snuser sig frem til musehuller. Derudover har den vedligeholdte vegetation en målbar effekt på læ. Vinderosion er ikke længere et særsyn i Danmark. Her bidrager diger og deres vegetation væsentligt til at holde på den værdifulde, levende muld.

Søger man om tilskud til hegning og satser på naturpleje, så er der også god grund til at passe på digernes indbyggere, da de udmærket kan tælle bilag IV arter som markfirben, padder og endda flagermus i de bedste hule træer. Alt sammen noget, der tikker ind på pluskontoen i tilskudskontoret.