Annonce

Annonce

Høns i hønsegård

Hønerne danner æggeskallen om natten. Det kræver kalk, og forskerne håber, hønerne skal bruge mindre kalk, hvis de får den umiddelbart inden. Foto: Morten Telling

Høner får kalk til natmad

Kalk før sengetid kan måske bane vejen for at skære ned på mængden af fosfor i æglæggende høners foder. Det vil være en fordel for både landmanden og miljøet.

Når en høne skal danne æggeskal, trækker den på knoglernes calciumressourcer. Knogler er opbygget af en forbindelse mellem kalk og fosfor, og med knoglernes kalk følger derfor også en vis andel fosfor, som ikke skal bruges til æggeskal, og som derfor blot udskilles i gødningen.

Her kan det udgøre et miljøproblem, og for landmanden kan et højt indhold af fosfor i gødningen medføre, at han rammer fosforloftet og derfor skal have et større areal at sprede gødningen på.

Forskere ved Aarhus Universitet undersøger derfor, om hønerne kan undvære en del af det fosfor, der i dag tilsættes foderet for at vedligeholde knoglerne. Forsøgshøns bliver udsat for foder med forskelligt indhold af fosfor. Desuden får nogle af hønerne serveret kalk separat om aftenen i stedet for løbende gennem dagen i fuldfoderet.

Producerer det, de skal

Hønerne danner æggeskallen om natten. Teorien bag forsøget er, at når hønerne får kalk lige inden, trækker de mindre på knoglernes kalk og fosfor. Ifølge seniorforsker Sanna Steenfeldt, AU, har hønerne ikke reageret negativt på lavere fosfortildeling indtil nu.

»Produktionsparametrene ser gode ud indtil videre, de producerer det de skal, og æggeskalsstyrke og ægvægt ser fin ud. Men man skal huske, at hønerne også er unge nu. Generelt ser man, at når hønerne bliver ældre, kan der blive problemer med æggeskalsstyrken. Og det kan jo være, at det bliver et større problem hos de høns i forsøget, der får mindre fosfor. Status lige nu er at det ser godt ud, og så må vi afvente, hvordan det udvikler sig i de kommende måneder,« siger hun i en artikel på icrofs.dk.

Også fjerdragten er fin, dødeligheden er lav, og der er ingen problemer med trædepudesvidninger i forsøget. Når forsøget er afsluttet og resultaterne gjort op, er det planen, at der skal ske en afprøvning af et tilpasset foder hos to økologiske ægproducenter. Dette bliver tidligst i slutningen af 2021.

Flere artikler fra samme sektion

Dronehyrden hjælper landmanden

I takt med at naturområderne til afgræsning vokser, opstår der behov for at finde nye metoder til overvågning af de græssende dyr. Alene i år er der hos landbrugsstyrelsen søgt om tilskud til at omlægge 10.000 ha til afgræsning. Lige nu tester 10 landmænd hvordan droner fungerer som en lille hjælper – en slags flyvende hyrde.

18-04-2024 7 minutter Biodiversitet

Truslen er blevet mindre, så nu må hønsene atter komme ud

Risikoen for fugleinfluenza er faldet. Derfor ophæver Fødevarestyrelsen nu kravet om, at gæs, høns, ænder og kalkuner skal være under tag eller lukket inde.

17-04-2024 2 minutter Fugleinfluenza,   Æg og fjerkræ

Fødevareministeriet slår fast: Solcelleparker er økologiske og kan få økostøtte

Mange solcelleparker får økologistøtte, selv om de ofte drives af konventionelle. Samtidig hjælper de regeringen med at nå målsætningen for det samlede øko-areal.

17-04-2024 4 minutter Tilskud