Hvilken krise er størst? Hvor skal vi sætte ind?

Forleden spurgte et familiemedlem mig, om naturen egentlig er det forkerte at arbejde for midt i en global klimakrise. 

Hun havde selv haft en diskussion med en person, som ikke så nogen grund til at købe økologisk, når nu håndteringen af klimaets deroute er den mest presserende samfundsmæssige opgave, og økologi tydeligt forklaret af medierne ikke er løsningen. 

Så burde man måske lægge indsatsen dér, hvor den haster mest, og så bruge tid på emner som natur og miljø bagefter? 

Familiemedlemmet var ikke blevet overbevist af diskussionen med økoskeptikeren, men kom til mig med følelsen af at mangle noget i forståelsen af økologi – ikke bare argumenterne i situationen, men den dybere forståelse af, om og hvordan økologien anskuer og behandler de store udfordringer, vi har med klima, natur og miljø.

Det nemme svar er, at det ligger i de økologiske principper. Med udgangspunkt i sundhedsprincippet værner vi om jordens, dyrenes og planetens sundhed. Ud fra økologiprincippet understøtter vi de naturlige kredsløb. Med retfærdighedsprincippet i hånden forvalter vi naturressourcer økologisk retfærdigt og sikrer dem for fremtidige generationer. Og ud fra forsigtighedsprincippet skåner vi naturen for kunstgødning og sprøjtegifte.

Det lidt mere komplicerede svar er, at det økologiske landbrug er udsprunget af det konventionelle landbrug, på et tidspunkt hvor det gik op for nogle lyse hoveder, at den var helt gal med den måde, hvorpå jorden blev forvaltet. 

Under skiftende forudsætninger og med skiftende opbakning har disse lyse hoveder og alle dem, der siden er kommet til, gjort det til deres livsprojekt at udvikle et landbrug, der til fulde lever op til ovenstående principper. Vi er på vej, og vi er nået rigtig langt, men der er stadig udfordringer på både klima og natur. Ikke større udfordringer end hos de konventionelle. 

Vi er ofte blevet skudt i skoene, at fordi det økologiske landbrug dyrkes mindre intensivt og uden pesticider og kunstgødning, er det mere pladskrævende, hvorfor det også er mere klimabelastende. Det skulle én gang for alle være manet i jorden med seneste reviewstudier fra Schweiz, Sverige og Danmark, som viste, at klimaaftrykket for økologiske og konventionelle fødevarer er på samme niveau, også målt pr. kg produkt, når man følger de gældende EU-guidelines for livscyklusvurderinger (vurdering af produkters miljøbelastning i hele deres livscyklus - fra vugge til grav).

I forhold til naturen ligger det økologiske landbrug foran det konventionelle. Det handler især om fraværet af pesticider, og at der generelt er lidt mere ukrudt i markerne. Ukrudt er som bekendt helt centralt i de naturlige fødekæder, som knytter sig til landbruget.

I forhold til miljø er økologien også foran - for eksempel i forhold til beskyttelse af grundvandet mod pesticider.

Mit svar til mit familiemedlem blev, at jeg mener, at vi begår en stor fejl, når vi observerer og behandler landbrugets udfordringer hver for sig. I virkeligheden er det den tankegang, at klimaet, naturen eller miljøet er isolerede problemer, som vi kan løse ved at sætte et ekstra emissionsfilter i stalden, slukke marksprøjten på den yderste meter eller indføre randzoner eller boringsnære beskyttelsesområder, som har bragt os i denne suppedas.

Jeg tror på, at vi med en holistisk tilgang til landbruget og alle dets udfordringer bedst kan arbejde mod at skabe fremtidens landbrug. 

Det bliver et landbrug, der hjælper naturen, skåner miljøet og forbedrer klimaet. Med en kærlig tanke til nyligt afdøde skovlandbrugspionér Martin Wolfe vil jeg, som han gjorde til mig, citere H.L. Mencken: 'There is always a well-known solution to every human problem – neat, plausible and wrong'.