Annonce

Annonce

Eleverne Marie Klintrup og Rose Rørdam poserer med gul peber og Marie Boesen (th), praktikvært på Hellevad Vandmølle under deres ophold på Jyderup Højskole, som sender eleverne i praktik på små, økologiske landbrug. Foto: Nanna Thomsen

Jyderup Højskole viser vej til et alternativt landbrug

Vestsjællandsk højskole giver veluddannede byboere mod på at flytte på landet og arbejde med økologisk småskala-landbrug.

Der er mange veje ind i det økologiske landbrug. Den mest nærliggende vej går over et ophold på en landbrugsskole, men kurset 'Det lille jordbrug” på Jyderup Højskole viser en anden vej for landmandsspirer, som ønsker at arbejde med småskala-landbrug.

Det sker i form af et seks måneder langt højskoleophold, som primært henvender sig til byboere, som typisk allerede har taget en uddannelse, og som har lyst til at teste, om livet på landet er noget for dem.

Skolen er et tilbud til mennesker, som er interesseret i at arbejde med pesticidfrit og bæredygtigt småskalalandbrug, hvor økologien ifølge kursusleder Nanna Brendholdt Thomsen er en vigtig trædesten.

Praktikstederne i 2019

De praktiksteder, som Det lille jordbrug benytter, er nøje udvalgt ud fra, at der er tale mindre, alsidige og nystartede jordbrug med en åben og eksperimenterende tilgang til jordbruget:

Yduns Have, Farendløse Mosteri, Brinkholm Landbrugslaug, Søtoftes Jordbrug og Permakulturhaven Myrrhis.

"Vi har fat i en helt anden gruppe elever, end de der typisk søger ind på landbrugsskolerne. Der er tale om nogle lidt ældre elever fra større byer, og de har ikke relationer til landbruget i forvejen," siger Nanna Brendholdt Thomsen, der står i spidsen for det seks måneder lange kursus, som maksimalt har plads til 15 elever.

Det næste hold starter til februar, og det indledes som noget nyt med seks ugers undervisning på skolen, inden eleverne tager hul på en periode, som veksler mellem praktikophold og korte forløb på skolen.

Spirende interesse for livet på landet

Forløbet er udarbejdet i tæt samarbejde med en række mindre jordbrug, som bl.a. det sjællandske andelslandbrug Brinkholm og Yduns Have på Samsø, og undervisningen i Jyderup består af et mix af kreative fag og filosofi, som bliver suppleret med faglig undervisning i landbrug, og i hvad det vil sige at leve og arbejde på landet.

Højskolen oplever en spirende interesse blandt unge for at finde tilbage til landbrugsrødderne. De vil gerne have fingrene i jorden, men mangler ofte det sidste skub for at turde tage springet fra lejligheden til gården, og praktikopholdene, hvor eleverne arbejder og bor på små, økologiske landbrug, er helt centrale i forløbet.

"Jeg tror, at der er mange byfolk, som er interesserede i, hvad vi gør med vores jord. Vores elever er derimod ikke interesserede i store maskiner og store landbrug. De søger nye veje. Nogle går op i selvforsyning, mens andre drømmer om en fuldtidsbeskæftigelse i landbruget, og hjemme på skolen deler de erfaringerne fra deres praktiksteder," siger Nanna Brendholdt Thomsen.

Tidligere elever flyttet på landet

På Det lille jordbrug bliver eleverne bl.a. undervist i biologien bag bæredygtigt landbrug, forskellige landbrugsmetoder, lovgivning, landbrugets foreninger og historie, og ifølge Nanna Brendholdt Thomsen er de ulønnede praktikker meget centrale for mange af eleverne, som ganske enkelt efterspørger kendskab til, hvad det vil sige at bo og arbejde på landet.

Agnes Arnbjerg bor hun på et lille jordbrug i Brokøb sammen med sin kæreste, som også er tidligere elev på Jyderup Højskole. Foto: Jyderup Højskole

Flere af eleverne på Det lille jordbrug på Jyderup Højskole har virkeliggjort deres drøm om at flytte på landet, og efter to sæsoner oplyser Jyderup Højskole, at den har inspireret flere af eleverne til at flytte på landet for at forfølge deres interesse for, hvordan vi producerer vores fødevarer, og hvordan det danske landbrug kan udvikles.

En af de elever, som har brugt Jyderup Højskole som springbræt til et liv på landet, er 24-årige Rose Rørdam. Hun afbrød studiet til landskabsarkitekt for at følge landbrugskurset i Jyderup, og hun har siden valgt at flytte fra København og ud på landet, hvor hun nu bor og hjælper til på Farendløse Mosteri, som er et af praktikstederne på Det lille jordbrug.
”Det er ikke længere blot en drøm at flytte på landet. Det lille jordbrug har gjort det muligt at handle på den. Vi har mødt mange mennesker, som har stået med åbne arme og inviteret os til at være med i livet på landet,” siger Rose Rørdam.

I 2018 gennemførte 10 elever kurset, Det lille jordbrug, mens antallet i år var vokset til 13, og aldersspredningen blandt eleverne spændte fra 19 år til 53 år.

Flere artikler fra samme sektion

Dronehyrden hjælper landmanden

I takt med at naturområderne til afgræsning vokser, opstår der behov for at finde nye metoder til overvågning af de græssende dyr. Alene i år er der hos landbrugsstyrelsen søgt om tilskud til at omlægge 10.000 ha til afgræsning. Lige nu tester 10 landmænd hvordan droner fungerer som en lille hjælper – en slags flyvende hyrde.

18-04-2024 7 minutter Biodiversitet

Truslen er blevet mindre, så nu må hønsene atter komme ud

Risikoen for fugleinfluenza er faldet. Derfor ophæver Fødevarestyrelsen nu kravet om, at gæs, høns, ænder og kalkuner skal være under tag eller lukket inde.

17-04-2024 2 minutter Fugleinfluenza,   Æg og fjerkræ

Fødevareministeriet slår fast: Solcelleparker er økologiske og kan få økostøtte

Mange solcelleparker får økologistøtte, selv om de ofte drives af konventionelle. Samtidig hjælper de regeringen med at nå målsætningen for det samlede øko-areal.

17-04-2024 4 minutter Tilskud