Annonce

Annonce

Solsikker på række ramt af tørke

Solsikke tørke hede klima. Foto: Colourbox

Studie: Klimaforandringerne har ædt flere år af landbrugets produktivitet

Landbrugets produktivitet havde været markant højere i dag uden de menneskeskabte klimaforandringer ifølge et nyt studie. Det viser også, at stigende temperaturer rammer landbruget stadigt hårdere.

Selvom landbrugets produktivitet er steget markant de seneste årtier på grund af den teknologiske udvikling og et øget vidensniveau, har klimaforandringerne trukket i den modsatte retning. Faktisk havde landbrugets produktivitet været 21 pct. højere, hvis ikke klimaforandringerne havde påvirket dyrkningen. Det svarer til, at man har mistet syv års produktivitetsvækst.

Det viser et nyt studie, som har undersøgt udbytterne og klimaforandringernes effekter siden 1961.

"Det svarer til, at man i 2013 trykkede på 'pause' i landbrugets produktivitetsvækst, så man ikke har oplevet nogen former for fremgang siden da. De menneskeskabte klimaforandringer er allerede ved at holde os tilbage," siger studiets hovedforfatter, Ariel Ortiz-Bobea, der er økonom og lektor ved Charles H. Dyson School of Applied Economics and Management, Cornell University, i en pressemeddelelse.

Forskerne og økonomerne bag studiet udviklede en økonometrisk model, der medregnede årlige ændringer i vejret og produktiviteten samt klimamodeller for at udregne den overordnede produktivitet i landbrugssektoren.

Vi er nødt til at tackle klimaforandringerne nu, så vi for fremtidens generationer kan undgå at gøre yderligere skade.

— Ariel Ortiz-Bobea, der er økonom og lektor, Cornell University

Ariel Ortiz-Bobea forklarer, at de undersøgte over 200 variationer af den økonometriske model, og at de afprøvede to 'placebo'-tjek for at se, om det kunne være en tilfældighed, men resultaterne var stort set enslydende. De fandt således en "robust" sammenhæng mellem landbrugets produktivitet og ændringer i vejret.

Det er især de varmere regioner i Afrika, Latinamerika og Asien, der er hårdest ramt; her er produktivitetsvæksten reduceret med mellem 30 og 33 pct.

Det er blevet værre

For at vurdere, om klimaforandringernes effekt har ændret sig siden 1961, lavede de beregninger af to tidsperioder - 1962-1988 og 1989-2015 - og fandt, at jo varmere, det er blevet, desto større er den negative påvirkning.

"De fleste opfatter klimaforandringerne som et fjernt problem, men det er noget, som allerede nu har en effekt. Vi er nødt til at tackle klimaforandringerne nu, så vi for fremtidens generationer kan undgå at gøre yderligere skade," siger Ariel Ortiz-Bobea.

Sammen med studiets medforfatter Robert G. Chambers, professor i produktivitetsøkonomi ved University of Maryland, arbejder Ariel Ortiz-Bobea på at udvikle nye beregninger af klimaets påvirkning på produktiviteten, og resultaterne skal hjælpe med at forbedre klimamodellerne, så prognoserne bliver mere præcise.

David Lobell, professor i jordsystemer ved Stanford University, siger, at resultaterne viser, at selvom landbrugets bliver mere mekanisk og sofistikeret forsvinder følsomheden over for vejret ikke.

"Studiet er et stort spring, der går videre fra det traditionelle fokus på nogle få store afgrøder. Ved at se på hele systemet - dyrene, arbejderne, specialafgrøderne - kan vi se, at hele landbrugsøkonomien er ret følsom over for vejret. Det lader til, at i landbruget bliver mere eller mindre alt sværere, når det bliver varmere," siger David Lobell.

Lægger man de seneste temperaturdata fra de amerikanske forskningsinstitutter Nasa og Noaa sammen endte 2020 med at være 1,25 grader celsius varmere end 1881-1910-baselinen.

Flere artikler fra samme sektion

Dronehyrden hjælper landmanden

I takt med at naturområderne til afgræsning vokser, opstår der behov for at finde nye metoder til overvågning af de græssende dyr. Alene i år er der hos landbrugsstyrelsen søgt om tilskud til at omlægge 10.000 ha til afgræsning. Lige nu tester 10 landmænd hvordan droner fungerer som en lille hjælper – en slags flyvende hyrde.

18-04-2024 7 minutter Biodiversitet

Truslen er blevet mindre, så nu må hønsene atter komme ud

Risikoen for fugleinfluenza er faldet. Derfor ophæver Fødevarestyrelsen nu kravet om, at gæs, høns, ænder og kalkuner skal være under tag eller lukket inde.

17-04-2024 2 minutter Fugleinfluenza,   Æg og fjerkræ

Fødevareministeriet slår fast: Solcelleparker er økologiske og kan få økostøtte

Mange solcelleparker får økologistøtte, selv om de ofte drives af konventionelle. Samtidig hjælper de regeringen med at nå målsætningen for det samlede øko-areal.

17-04-2024 4 minutter Tilskud