Revolutionerende ovn skåner fattige for farlige partikler

Eleverne på den økologiske landbrugsskole Jernbjerggård i Slagelse havde for nylig lejlighed til at lære mere om biokul, da Nolbert Muhumuza fra Uganda fortalte om Awamu-ovnen, som efter alt at dømme har potentiale til at redde liv. Ovnen har forbedret indeklimaet, arbejdsgangene og nu også landbrugsjorden i Uganda. 

Ifølge Nolbert Muhumuza tilbereder 90 pct. af Ugandas seks mio. husholdninger maden på ildsteder, der kræver store mængder brænde, som kvinderne ofte skal gå meget lange strækninger for at skaffe. Og når træet er bragt hjem, står kvinderne ofte i op til fem timer henover det osende ildsted for at tilberede maden. De osende ildsteder dræber hvert år 20.000 ugandere - heraf er 86 pct. børn under fem år.

»Vi har udviklet Awamu-ovnen, som sparer kvinderne for minimum 40 minutters arbejde i køkkenet for hvert måltid, de tilbereder. Ovnen bruger kun halvt så meget træ som ildstederne, og røgudledningen er samtidig reduceret med 90 pct. Endelig kan man fyre op med mange forskellige biomasser som for eksempel afkernede majskolber, kassava stilke, bambus etc., og når maden er tilberedt, kan man let fremstille biokul af brændet, som derefter kan tilføres landbrugsjorden,« forklarede Nolbert Muhumuza.

»Hvis vi kan sælge 100.000 ovne, har vi sikret 1 mio. menneskers adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris. Samtidig har disse familier tilsammen sparet et beløb, der svarer til 11,3 mio. USD. Familierne er samtidig blevet skånet for udledning af 350 mio. ton helbredsskadelige emissioner. Vi har skaffet arbejde til 250 personer, og endelige er 1,2 mio. træer ikke blevet fældet,« tilføjede han.

Da ovnen blev udviklet, var det først og fremmest fordi den kunne spare arbejdstid, brændsel og menneskeliv.

»Det er først senere, vi fandt ud af, at brændet efter afbrændingen kan anvendes til at fremstille biokul,« sagde Nolbert Muhumuza. Han fortsatte;

»At bruge ovnen er ikke raketvidenskab, men folk skal lære at anvende den rigtig, fordi de fleste vil antænde brændet nedefra og tilføre meget ilt til forbrændingen, som man normalt gør, når man laver et bål. Men det særlige ved Awamu-ovnen er, at den skal antændes oppefra, hvilket giver den helt specielle forgasning af træet, som gør det muligt at fremstille biokul af det forgassede træ.«

Erik Frydenlund fra Biodynamic Consult begyndte at interessere sig for biokul for fem år siden, og han har besøgt landmænd i forskellige lande, som selv fremstiller biokul med henblik på at opnå en større kulstofbinding i jorden.

»Jeg har set mange forskellige måder at styre forgasningen på. Mange bruger en Kon Tiki ovn, som med sin form som en omvendt stubkegle understøtter en pyrolyseforgasning af brændet. Men jeg har set flere hjemmelavede modeller - og endda et hul i jorden, og alle fungerede de efter hensigten,« forklarede Erik Frydenlund, som også deltog ved arrangementet på skolen.

Han understregede, at det vigtigste ved processen, hvor røggasserne brændes uden ilt, er, at der ikke udvikles røg under forgasningen, hvilket ofte sker, hvis der er for meget eller for vådt brændsel.

»Til gengæld behøver brændet ikke bestå af træ af høj kvalitet, hvis bare det er tørt, kan man sagtens lave biokul af grenafklip og kvas,« sagde Erik Frydenlund.

Fremstillingen af biokul minder meget langt hen ad vejen om den proces, der benyttes til fremstilling af trækul. Den store forskel er, at biokul efter forgasningen overhældes med vand, som får trækullene til at udvide sig.

»Slukningsvandet er klart og meget basisk med en pH på 11. Det er meget velegnet til at hælde over kompostbunker eller til vanding - for eksempel i drivhuse,« sagde Erik Frydenlund.

Når vandet igen er hældt fra kullene, skal de tørre og derefter knuses.

»En af grundene til, at biokul er utroligt gavnlig i jorden, er, at det har en meget stor overflade. 1 gram biokul har en overflade, der arealmæssigt er næsten lige så stort som en fodboldbane. Samtidig er biokul med en halveringstid på 1.400 år ekstremt stabilt, og undersøgelser har vist, at 1/5 af jordens humus stammer fra biokul,« fortalte Erik Frydenlund.

Han anbefaler, at man beliver biokullene i en kompost eller med ferment, hvis man ønsker at benytte biokullene til jordforbedring.

»Hvis kullene ikke er belivet, binder næringsstofferne sig til kullene og frigives kun langsomt til planterne men har kullet være en tur gennem en kompost, ophæves bindingen, og næringsstofferne er tilgængelige for planterne,« fortalte Erik Frydenlund.

I sig selv er biokullene ikke næringsrige; men de danner habitat for mikroorganismer og har en positiv virkning i jord, der er overmættet med mangan eller kalk.

»Dyrkningsforsøg viser, at der er store forskelle på, hvilke afgrøder der får højere udbytter; men i Nepal er der lavet forsøg, der tredoblede udbytterne af squash, når jorden blev tilført biokul. Andre undersøgelser har vist, at biokuls effekt i jorden er størst, jo mere udpint jorden er,« fortalte Erik Frydenlund.

Han anbefalede også, at biokul anvendes til andre formål. For eksempel kan biokul hældes i gylle, som derefter omsættes bedre, eller tilsættes foderet til husdyr, hvor det fremmer fordøjelsen.