Annonce

Annonce

To poser med frø i poser ligger på et bord

Modtager du ukendte frø, som du ikke har bestilt, skal du kontakte Landbrugsstyrelsen. Foto: Washington State Department of Agriculture

Landbrugsstyrelsen advarer mod mystiske frø

Rundt om i verden har tilfældige borgere modtaget pakker med frø. Landbrugsstyrelsen råder alle danskere, der modtager sådanne pakker, til at anmelde det til styrelsen.

Borgere i bl.a. USA og flere europæiske lande har den seneste tid modtaget mystiske pakker med frø, som de ikke har bestilt.

Derfor råder Landbrugsstyrelsen nu alle, der skulle modtage en sådan pakke, til at anmelde det til styrelsen, gemme frø og kuvert og undlade at så frøene ud.

"Selvom vi formoder, at det sker yderst sjældent i Danmark, vil vi gerne gøre folk opmærksomme på, hvad de skal gøre. Hvis en pakke med frø ikke har et officielt plantesundhedscertifikat med i pakken, vil danskere, som måske har fået tilsendt sådanne småpakker, højst sandsynligt modtage et høringsbrev fra os og ikke selve frøene, som vi tilbageholder. Men hvis du modtager frø fra tredjelande uden officielt plantesundhedscertifikat, er det vigtigt, at du ikke sår dem og anmelder det til os. Vi er i tæt samarbejde med Toldstyrelsen om sagen og følger udviklingen i de øvrige lande," siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær i en pressemeddelelse fra styrelsen.

Sådan anmelder du de mystiske frø

  • Gå ind og anmeld på https://lbst.dk/virksomheder/gartneri/plantesundhed/anmeldepligt-for-karantaeneskadegoerere/.

  • Upload gerne billede af emballage og frø.

  • Så ikke frøene ud, hvis du ikke kender deres art, oprindelse og plantesundhedstilstand.

  • Smid ikke frøene ud. De bør destrueres.

  • Send gerne frø og emballage til Landbrugsstyrelsen, Plantetilsynet, Augustenborg slot, Storegade 2, 6440 Augustenborg.

  • Kontakt Landbrugsstyrelsens kundecenter på 33 95 80 00.

Heri oplyses det også, at det generelt er meget få danskere, som har kontaktet Landbrugsstyrelsen vedrørende modtagelse af småpakker med frø, som de ikke har bestilt.

Frø, planter, frugter og grøntsager skal ledsages af et såkaldt officielt plantesundhedscertifikat, hvis de skal tages lovligt med hjem fra lande udenfor EU. For visse planter er der desuden krav om, at Landbrugsstyrelsen skal udføre importkontrol. 

Generelt råder vi borgerne til at købe kontrolleret frø og planter fra Danmark eller EU-lande. Hvis man absolut ønsker frø fra lande uden for EU, skal man sikrer sig, at der er et officielt plantesundhedscertifikat med.

— Kristine Riskær, enhedschef i Landbrugsstyrelsen

Et plantesundhedscertifikat garanterer, at frøene eller planterne er af arter, der ikke er uønskede eller direkte forbudte at indføre i EU, og at de har været undersøgt af officielle plantesundhedsmyndigheder. Dermed er risikoen for at bringe syge frø og planter ind i Danmark væsentligt nedsat. For selvom en plante eller et frø kan se harmløst ud, kan der være skadelig virus og svampe mm., som ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje. 

"Generelt råder vi borgerne til at købe kontrolleret frø og planter fra Danmark eller EU-lande. Hvis man absolut ønsker frø fra lande uden for EU, skal man sikrer sig, at der er et officielt plantesundhedscertifikat med. Og det er i rigtig mange tilfælde ikke rentabelt, når der er tale om små mængder frø eller planter. Endelig er der også opmærksomheden på truede planter, som man bør tage højde for. Hvis du er i tvivl, så lad hellere være. Ellers kan du altid købe dine frø og planter fra butikker eller netbutikker indenfor EU," siger Kristine Riskær.

Mistanke om internetsvindel

Ifølge den britiske avis The Guardian var der i begyndelsen af august rapporteret om op mod 1.000 uventede postforsendelser med frø i både USA, Canada, New Zealand og Europa. I USA var de på daværende tidspunkt landet i folks postkasser i mindst 12 forskellige stater - fælles for disse pakker var, at de stod som afsendt fra Kina.

Det kinesiske udenrigsministerium har imidlertid sagt, at afsenderadresserne på pakkerne er forfalskede.

En lignende pakke sendt til en borger i Canada var afsendt fra Taiwan, og myndighederne her har bekræftet, at pakken godt nok kom fra Taiwan, men at landet var mellemled og ikke afsender. I et andet tilfælde kom en pakke til en borger i New Zealand, hvor Zambia stod som afsenderland.

Det er fortsat et mysterium, hvorfor frøene bliver sendt til folk over hele verden. En teori fra det amerikanske landbrugsministerium går på, at der kan være tale om såkaldt 'brushing': Svindelnummeret går ud på, at en sælger på onlinemarkeder som Amazon og eBay sender billige varer til tilfældige personer, hvorefter det registreres som en transaktion. Sælgeren kan efterfølgende med en falsk profil optræde som kunden og give sig selv en god anmeldelse. Det betyder muligvis, at sælgeren har kontaktoplysningerne på de uforvarende modtagere. De falske ordrer kan også øge sælgerens salgsvolumen, hvilket får vedkommende til at rangere højere på online-markedssiderne.

Flere artikler fra samme sektion

Dronehyrden hjælper landmanden

I takt med at naturområderne til afgræsning vokser, opstår der behov for at finde nye metoder til overvågning af de græssende dyr. Alene i år er der hos landbrugsstyrelsen søgt om tilskud til at omlægge 10.000 ha til afgræsning. Lige nu tester 10 landmænd hvordan droner fungerer som en lille hjælper – en slags flyvende hyrde.

18-04-2024 7 minutter Biodiversitet

Truslen er blevet mindre, så nu må hønsene atter komme ud

Risikoen for fugleinfluenza er faldet. Derfor ophæver Fødevarestyrelsen nu kravet om, at gæs, høns, ænder og kalkuner skal være under tag eller lukket inde.

17-04-2024 2 minutter Fugleinfluenza,   Æg og fjerkræ

Fødevareministeriet slår fast: Solcelleparker er økologiske og kan få økostøtte

Mange solcelleparker får økologistøtte, selv om de ofte drives af konventionelle. Samtidig hjælper de regeringen med at nå målsætningen for det samlede øko-areal.

17-04-2024 4 minutter Tilskud