Annonce

De grise, som Spis Min Gris slagter, har levet hele deres liv ude, og de bliver slagtet på gården. Arkivfoto: Morten Telling

Iværksætter: Alle dyr har ret til et værdigt liv

Mikkel Hesselagers firma 'Spis Min Gris' har succes med sit fokus på dyrevelfærd, hvor dyrene skal leve så naturligt som muligt og slagtes på gården.

Under parolen: Alle dyr har krav på et værdigt liv, har Mikkel Hesselager og firmaet Spis Min Gris bevist, at det kan lade sig gøre at tænke mere dyrevelfærd ind i et kommercielt kødkoncept, som primært leverer kød til professionelle køkkener.

Anført af ildsjælen Mikkel Hesselager har firmaet Spis Min Gris siden 2018 leveret velfærdsslagtet, økologisk oksekød til kantinekæden Food by Coor, som driver ca. 60 kantiner i Danmark. I efteråret 2020 kom det økologiske grisekød med i aftalen, og med udsigt til nye restaurantkunder i København er det en meget optimistisk Mikkel Hesselager, som efter et coronaramt 2020 kigger frem mod 2021 og et støt voksende salg.

»Vi har lavet en aftale med Food by Coor, som fremover kun køber okse- og grisekød til kædens kantiner hos os,« siger Mikkel Hesselager.

Han vurderer, at Spis Min Gris næste år får behov for yderligere 100 stude og han regner med at øge antallet af ugentlige slagtninger af svin fra 30 til 40.

Det er stadig små tal i forhold til den samlede produktion, men både Spis Min Gris og Food by Coor mærker en voksende interesse for konceptet, som dyrevelfærdsmæssigt bygger en del oven på de økologiske regler. Grisene går ude hele året, så de har adgang til at rode i jorden. Søerne må ikke bruge næsering og alle dyr bliver slagtet i vante rammer på gården for at undgå en stressende transport til slagteriet. Til gengæld får landmanden en afregning, som ligger lidt over noteringen hos Danish Crown.

Alle dyr skal leve for livet

Mikkel Hesselager har tidligere arbejdet som kok på gourmetrestauranterne Orangeriet og Geranium. Det inspirerede ham til ideen om et kødkoncept, som skal sikre at flere produktionsdyr får et værdigt liv, inden de ender på kødkrogen i et professionelt køkken, hvor kokkene har lært at bruge hele dyret, og hvor man går mere op i kvalitet og dyrevelfærd end kiloprisen.

Mikkel Hesselager arbejder hele tiden for at forbedre dyrevelfærden bag Spis Min Gris-konceptet
Mikkel Hesselager arbejder hele tiden for at forbedre dyrevelfærden bag Spis Min Gris-konceptet. Foto: Spis Min Gris

»Vores vision er, at alle dyr skal have et naturligt liv, og alle dyr skal have et formål med at leve. De skal ikke leve for at dø. De skal leve for livet,« siger Mikkel Hesselager, som af samme grund ikke handler med hvem som helst.

»Det unikke ved vores koncept er, at alle de kokke, kantiner og landmænd, som vi arbejder sammen med, forstår, at det er en helhed at handle hos os. Man kan ikke være halvt med.«

Kunderne er stolte

Den kompromisløse tilgang tiltaler Søren Kanne, der er divisionsdirektør i Food by Coor, der lover sine kunder, at de får tallerkner proppet med økologi, dyrevelfærd og klare holdninger til madspild og gode råvarer.

»For os er det vigtigt, at dyrene har det godt, og at de kommer fra bæredygtige landbrug, som er med til at øge biodiversiteten i naturen, og vi oplever, at vores kunder køber ind på historierne om det gode griseliv. De er stolte over at støtte en produktion uden dyretransporter, og hvor grisene går hos deres mor, indtil de ikke gider mere,« siger Søren Kanne.

Gårdslagtningerne forgår i samarbejde med små, lokale slagtehuse, og Coor-kantinerne får leveret grisekødet som halve dyr. Spis Min Gris varetager al koordinering omkring slagtning og afsætning af kødet, så de tilknyttede landmænd kan koncentrere sig om at passe deres dyr.

Grisene bliver produceret hos to fynske økologer, mens hovedparten af oksekødet kommer fra stude, der laver naturafgræsning rundt om i landet.

»Vi køber også kød hos økologiske mælkeproducenter, og faktisk ser jeg lidt vores koncept som en redningsaktion for de tyrekalve, som mælkeproducenterne ikke har brug for, siger Mikkel Hesselager, som også har planer om at udvide konceptet med senere fravænning af kalve.

En positiv udvikling

Tankerne bag Spis Min Gris-konceptet falder i god jord hos Dyrenes Beskyttelse, og dyrlæge Cecilia Christensen Karstrup betragter det som en positiv udvikling, når Mikkel Hesselager melder om en voksende interesse for velfærdsslagtet kød.

Dyrevelfærdsmæssigt er hun ikke i tvivl om, at gårdslagtning i vante rammer på marken eller i stalden er den klart mest skånsomme måde at komme herfra på.

»Både grise og køer er flokdyr. Bare det at blive skilt fra flokken og læsset på en lastbil er både stressende og angstprovokerende for dyrene. På slagteriet kommer de til helt ukendte rammer med ukendte lyde og lugte af andre dyr, mens de står i venteboks, inden de bliver ført frem til bedøvelseskarussellen,« siger Cecilia Christensen Karstrup.

Gårdslagtning er ikke aktuel hos de store slagterier

Trods de klare fordele for dyrevelfærden har de fleste økologiske grise stadig udsigt til at ende deres dage i fremmede rammer på et af landets større slagterier

Med en årlig produktion på næsten 25.000 grise er Hestbjerg Økologi landets største producent. Men selv om Bertel Hestbjerg er kendt for dyrevelfærdskonceptet Poppelgrisen, som er anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, har han ingen aktuelle planer om at øge dyrevelfærden yderligere via gårdslagtninger.

»Vi slagter ca. 500 grise om ugen, og jeg oplever ikke transporten til slagteriet som et stort problem, og hvis vi skulle slagte på gården, ville det jo også nærmest kræve, at vi etablerede et lokalt slagteri, siger Bertel Hestbjerg, og tilføjer:

»Men hvis der kommer nogen, som kan løfte den opgave, er vi åbne for det.«

Heller ikke grisene hos Frilands leverandører skal forvente, at de slipper for transporten til slagteriet i nær fremtid. Danish Crown-datterselskabets direktør Claus Hein oplyser, at et koncept omkring velfærdsslagtninger ikke er på tegnebrættet i øjeblikket.

Flere artikler fra samme sektion

ØL's bestyrelse om ny struktur i foreningen: »En nødvendig vej at gå«

De forskellige medlemsgrupper i Økologisk Landsforening skal sikres en mere ligelig repræsentation, lyder det fra bestyrelsen, der foreslår en ny struktur i foreningen.

26-01-2021 8 minutter Økologisk Landsforening

Holistisk afgræsning er et godt alternativt

FAGLIGT TALT: Holistisk afgræsning er godt for dyrene, lagrer kulstof, gør jorden mere frugtbar og giver biodiversitet med mange forskellige plantearter og blomster.

26-01-2021 3 minutter Fagligt talt,   Holistisk afgræsning

Konsulent: Økologer går glip af stor eksportmulighed

Kun meget få danske landmænd har fokus på det voksende marked for økologisk havre. Det er tankevækkende, at Danmark ikke har større eksport, mener økologikonsulent i Økologisk Landsforening.