Annonce

Annonce

Hvedemark lige før høst

Man skal ikke forvente en god høst, hvis man bruger såsæd af en ringe kvaletet. Arkivfoto

Økologisk såsæd skal være af høj kvalitet

I projektet SaaGodt kigger man dels på bekæmpelse af udsædsbårne sygdomme, dels på spiringskvaliteten af økologisk udsæd.

Af Ekstern skribent
06. januar 2020, 14:35
Læsetid: 4 minutter

Af: Camilla Mathiesen, kommunikation, ICROFS

Sædskifte, som er økologiske planteavleres vigtigste våben mod sygdomme, kommer til kort, når det gælder udsædsbårne sygdomme. Derfor stiller man i projektet SaaGodt skarpt på de sygdomme, der spredes via såsæden.

Projektleder Anders Borgen, grundlægger og daglig leder af Agrologica, fortæller:

Camilla Mathiesen, ICROFS

"I projektet har vi arbejdet med forskellige bekæmpelsesstrategier mod udsædsbårne sygdomme. Force Tecknologies, der er projektpartner, arbejder med SonoSteam, der en teknologi, som bygger på en kombination af ultralyd og damp, og som anvendes i bl.a. fødevare- og medicinalindustrien til overfladesterilisering. I projektet er der udviklet en anlæg med denne teknologi, som kan bruges til frø og udsæd, og det har vist sig effektivt overfor bl.a. stinkbrand. Nordic Seed A/S, der ligeledes er projektpartner, har udstyr, der bruger elektronstråler til behandling af frøene. I projektet afprøver vi og sammenligner disse behandlinger med bejdsning med forskellige medikamenter såsom eddike, saponin og algeudtræk som laminarin, der er kendt for at have svampehæmmende effekter. De stoffer og metoder har vi tidligere arbejdet overfladisk med i FØJO-projektet ORGSEED, men nu har vi mulighed for at teste dem i praksis, og forsøgene ser lovende ud."

Anders Borgen fortæller dog, at det har været svært at skaffe inficeret såsæd, da den metode, de fleste laboratorier i dag bruger til at teste frø for bladplet og stribesyge på byg, resulterer i, at mange frø testes falsk positive, dvs., at frø, der klassificeres som syge, ikke er det. 

Det er ikke, fordi det er økologisk, at det spirer dårligere, det er, fordi det har været dyrket og især opbevaret under betingelser, der ikke er optimale.

— Anders Borgen, leder af Agrologica

Derfor er man i projektet endt med kun at arbejde med stinkbrand i hvede samt med ris, som i udlandet har en række udsædsbårne sygdomme.

Den anden del af projektet handler om spiringsvitalitet af økologisk fremavlet såsæd. Der har været flere eksempler, der kunne tyde på, at økologisk såsæd havde ringere spiringsevne, en problemstilling, der har været kendt i mange år. Det er dog ikke noget, arbejdet i SaaGodt projektet kan bekræfte. Udbytteforsøgene har været ramt af både tekniske og vejrmæssige udfordringer, men de foreløbige resultater viser, at en høj kvalitet af udsæden er helt central.

I projektet er der lavet flere udbytteforsøg med samme sort i henholdsvis økologisk og konventionel byg og hvede,  som så er testet under økologiske og konventionelle betingelser. Resultaterne har dog ikke været entydige.

"Det, vi kan konkludere, er, at man godt kan have såsæd, som lever op til kravene om spireevne, men som samtidig har lav spireenergi, og det giver sig udslag i udbyttet. Men man kan ikke sige, at økologisk såsæd generelt har lavere spireevne.  Det er ikke, fordi det er økologisk, at det spirer dårligere, det er, fordi det har været dyrket og især opbevaret under betingelser, der ikke er optimale. Så, lidt frækt kan man sige: Det er ikke økologiens skyld, hvis der er problemer med spireevnen, det er økologens skyld, dvs. den enkelte fremavler. Et andet aspekt er at meget tyder på, at man i økologisk landbrug skal bruge højkvalitetskorn til såsæd. Så man skal ikke sende alt det bedste til møllen," siger Anders Borgen og fortsætter:

"Det er ikke nok, at det lever op til certificeringskravene, for inden for det spektrum, kan der både være god og dårligt kvalitet, og det har en klar betydning, kan vi se. Men vi kan ikke konkludere, at økologisk såsæd generelt har dårligere spireevne."

Projektet SaaGodt løber til og med 2020.

Læs mere her

SaaGodt er en del af Organic RDD 3 programmet, som koordineres af ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer). Projektet har fået tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, (GUDP) under Fødevareministeriet. Læs mere om ICROFS på www.icrofs.dk

Flere artikler fra samme sektion

Mangel på økologisk udsæd

Der er mangel på økologisk udsæd dette forår, og for flere arter er der udsolgt af økologisk såkorn. Det gælder bla. havre og vårbyg. På den baggrund har Landbrugsstyrelsen ændret klassifikationen for flere arter til ”Til bekræftelse” i OrganicXseeds (OXS).

22-03-2024 3 minutter

Ny metode til grødeskæring kan være til gavn for både miljø og landmænd

Gennem et stort forskningsprojekt lavet på 65 strækninger i fynske vandløb i samarbejde med 130 lodsejere, er det fundet en ny grødeskæringsmetode, der både er til gavn for miljøet og lodsejernes afvandingsinteresser.

21-03-2024 3 minutter

Sådan lagrer du kulstof og skaber en mere frugtbar jord

FAGLIGT TALT: Jorder, hvor man arbejder med at lagre kulstof, kommer ind i en positiv spiral, som gradvist gør dem mere robuste over for klimapåvirkninger og i stand til at afbøde virkningerne af ekstrem nedbør og tørke på planter.

14-03-2024 4 minutter Fagligt talt,   Jordfrugtbarhed,   ØkologiRådgivning Danmark