Annonce

Annonce

Allan Thomsen sidder på hug på marken med grise omkring sig

Jeg synes simpelthen, at det er forkert, at vi ikke må have smertestillende medicin stående og selv kunne påbegynde en smertelindrende behandling,” siger Allan Thomsen. Arkivfoto: Irene Brandt

Opråb fra svineproducent: Lad os have smertestillende stående

Allan Thomsen finder det uforståeligt, at han ikke må have smertestillende medicin stående, så grise, der har ondt, kan smertelindres, inden dyrlægen ankommer.

Medicinreglerne er vigtige for økologiens troværdighed, men på ét punkt giver de ikke mening, lyder det fra Allan Thomsen, der er medejer af Flintholm Økogrise.

Han mener, at det bør være muligt for økologer med husdyr at have smertestillende medicin stående, så dyr, der har ondt, kan smertelindres, indtil dyrlægen får tid til at tilse dem.

”Jeg er helt enig i reglerne med hensyn til penicillin, og det passer mig glimrende, at dyrlægen skal tilse dyret, inden jeg kan påbegynde en behandling. Men jeg synes simpelthen, at det er forkert, at vi ikke må have smertestillende medicin stående og selv kunne påbegynde en smertelindrende behandling,” siger Allan Thomsen.

Han oplever, at når Fødevarestyrelsen kommer på uanmeldt kontrolbesøg, er det første, kontrollanterne har fokus på, om grisene i sygestien har fået smertestillende.

Medicinering

Økologer må ikke selv have veterinære lægemidler stående - det gælder også smertestillende.

En nylig ændring af reglerne betyder, at økologer nu kan få udleveret den eksakte mængde medicin de skal bruge, så de ikke længere behøver kassere overskydende medicin.

Økologisk Landsforening arbejder på at få udvidet ordinationsperioden på smertestillende medicin i forbindelse med kastration

Det er en omgang med medicin, som vi ikke arbejder for i økologien.

— Sybille Kyed, landbrugspolitisk chef i Økologisk Landsforening

”Det er det første, de slår ned på. Og mange gange er smertelindring, også det første vi mennesker har brug for, inden vi opsøger lægen,” siger han og fortæller, at der godt kan gå både seks, syv og otte timer, fra han har kontaktet en dyrlæge, til vedkommende står på matriklen.

Allan Thomsen argumenterer samtidig med, at en lempelse af reglerne vedrørende smertestillende medicin, kan være med til at mindske evt. snyd. En landmand kan i teorien gemme på smertestillende fra en tidligere behandling til senere brug, men dermed bliver forbruget ikke bogført i medicinregnskabet.

”Jeg vil gerne have lov til at tage kampen op for, at vi selv må starte den smertelindrende behandling. Giv os nu muligheden for det. Så dårlige fagfolk er vi heller ikke; jeg kan godt se, om en gris har det godt eller skidt. Jeg kan ikke se noget godt argument for, at vi ikke må,” siger han.

Ikke noget ØL vil arbejde for

Sybille Kyed, der er landbrugspolitisk chef i Økologisk Landsforening, anser det dog ikke for sandsynligt, at Allan Thomsen får sit ønske opfyldt.

”Det er en omgang med medicin, som vi ikke arbejder for i økologien,” siger hun og uddyber:

”Økologen må ikke selv have veterinære lægemidler stående, og smertestillende midler er kategoriseret som veterinære. Økologireglerne er sådan, at hvis man bruger lægemidler, skal der en dyrlæge ind over og foretage en diagnose. Dyrlægen skal se besætningen og vide, om der er andet, som skal tages hånd om.”

Sybille Kyed tilføjer, at foreningen lige nu er i dialog med Fødevarestyrelsen vedrørende foreningens ønske om, at landmændene skal kunne få udleveret smertestillende medicin til de forventede kastrationer, uden at dyrlægen - som nu - skal ud på bedriften hver gang og stille en diagnose.

Samtidig ser foreningen en mulighed i, at ordinationsperioden på smertestillende medicin, der anvendes i forbindelse med kastration, udvides, så landmanden kan have det stående i 50 dage og ikke som nu kun i syv dage.

Flere artikler fra samme sektion

Mangel på økologisk udsæd

Der er mangel på økologisk udsæd dette forår, og for flere arter er der udsolgt af økologisk såkorn. Det gælder bla. havre og vårbyg. På den baggrund har Landbrugsstyrelsen ændret klassifikationen for flere arter til ”Til bekræftelse” i OrganicXseeds (OXS).

22-03-2024 3 minutter

Ny metode til grødeskæring kan være til gavn for både miljø og landmænd

Gennem et stort forskningsprojekt lavet på 65 strækninger i fynske vandløb i samarbejde med 130 lodsejere, er det fundet en ny grødeskæringsmetode, der både er til gavn for miljøet og lodsejernes afvandingsinteresser.

21-03-2024 3 minutter

Sådan lagrer du kulstof og skaber en mere frugtbar jord

FAGLIGT TALT: Jorder, hvor man arbejder med at lagre kulstof, kommer ind i en positiv spiral, som gradvist gør dem mere robuste over for klimapåvirkninger og i stand til at afbøde virkningerne af ekstrem nedbør og tørke på planter.

14-03-2024 4 minutter Fagligt talt,   Jordfrugtbarhed,   ØkologiRådgivning Danmark