Annonce

Annonce

En håndfuld nyhøstet korn

Et fantastisk høstvejr gjorde det næsten uligt at høste i døgndrift, og udbyttet af både rug, og glutenfri havre (foto) lå næsten på konventionelt niveau på Asger Overgaards marker. Det gør priserne desværre også. Foto: Jakob Brandt

ØRD-plantechef: Gem hvad gemmes kan

Bortset fra hvede er priserne på økologisk foderkorn helt i bund.

Af Ekstern skribent
25. august 2020, 13:19
Læsetid: 3 minutter

Af: Per Henrik Hansen, freelancejournalist 

Målt i tønder eller ton har Asger Overgaard haft en fænomenal høst. Efter mejetærskeren har været igennem de fleste af hans cirka 400 ha med økologiske salgsafgrøder ved Hjortshøj nord for Århus, kan han fortælle om rekordudbytte i byg. Også i hvede- og havremarkerne ramte høsten et meget højt niveau.

»Vi ligger tæt på konventionelle udbytter, og vi får ingen udgifter til tørring,« fortæller han.

Alligevel er Asger Overgaard ikke en begejstret landmand i disse dage; for priserne er helt i bund på en god del af afgrøderne.

»Markedet for økologisk foderkorn er jo brudt sammen,« siger han.

Konventionelle priser

Det lave prisniveau har også vakt opsigt i ØkologiRådgivning Danmark. På selskabets hjemmeside skriver økologi- og planteavlskonsulent Poul Christensen, at flere grovvarefirmaer kun tilbyder konventionelle priser på økologisk byg, havre, triticale og rug. Han anbefaler derfor planteavlerne at handle direkte med økologer med husdyrhold.

Det er dog normalt, at priserne er lave omkring høst for siden at rette sig, påpeger ØkologiRådgivning Danmarks plantechef Claus Østergaard.

»Så hvis man har dyrket afgrøder uden kontrakt eller aftale med aftagere, så anbefaler vi, at man venter med at sælge, hvis man har mulighed for at opbevare høsten. Gem hvad gemmes kan,« siger han.

I markplanerne for 2021 råder Claus Østergaard planteavlerne til at øge arealerne med de afgrøder, hvor de økologiske priser stadig ligger over de konventionelle; for eksempel hvede, ærter, hestebønner, grynhavre og brødkorn.

Den strategi er Asger Overgaard dog skeptisk overfor.

»Næste år vil alle jo gå efter de afgrøder, der har givet de bedste priser i år, og så flytter vi bare problemet med for stort udbud i forhold til efterspørgslen derover,« forudser han.

I stedet vil han blandt andet satse på mere grovfoder til de to mælkeproducenter, han samarbejder med.

DLG: Tilpas jer markedet

Økologichefen hos DLG, Steffen Blume, deler ikke Asger Overgaards negative forudsigelser for næste års priser.

»Med det nuværende økologiske areal er det muligt at få balance mellem udbud og efterspørgsel. Men det kræver, at de økologiske landmænd tilpasser sig markedet. Vi ser for eksempel gode priser på hestebønner, brødhvede, foderhvede, lupiner, ærter og raps.«

Også Søren Bilstrup, formand for Økologisk Landsforenings planteavlsudvalg, tror på, at der vil komme større harmoni i markedet, hvis arealerne med foderkorn falder til fordel for konsum- og proteinafgrøder:

»Vi skal huske, at det økologiske salg fortsat vokser ude i butikkerne. Vi kan også se, at for eksempel hvede stadig handles til fornuftige priser, og i Danmark kan vi blive bedre til at lave økologisk brødhvede.«

Søren Bilstrups egen strategi er med at hans egne ord ”at dyrke vildt mange afgrøder”. Mere end 15 arter dyrker han.

»Når man spiller på mange heste, er der altid nogle, der klarer sig godt, når det går dårligt for andre,« lyder hans filosofi.

Flere artikler fra samme sektion

Dronehyrden hjælper landmanden

I takt med at naturområderne til afgræsning vokser, opstår der behov for at finde nye metoder til overvågning af de græssende dyr. Alene i år er der hos landbrugsstyrelsen søgt om tilskud til at omlægge 10.000 ha til afgræsning. Lige nu tester 10 landmænd hvordan droner fungerer som en lille hjælper – en slags flyvende hyrde.

18-04-2024 7 minutter Biodiversitet

Truslen er blevet mindre, så nu må hønsene atter komme ud

Risikoen for fugleinfluenza er faldet. Derfor ophæver Fødevarestyrelsen nu kravet om, at gæs, høns, ænder og kalkuner skal være under tag eller lukket inde.

17-04-2024 2 minutter Fugleinfluenza,   Æg og fjerkræ

Fødevareministeriet slår fast: Solcelleparker er økologiske og kan få økostøtte

Mange solcelleparker får økologistøtte, selv om de ofte drives af konventionelle. Samtidig hjælper de regeringen med at nå målsætningen for det samlede øko-areal.

17-04-2024 4 minutter Tilskud