Tiden er ved at rinde ud for landbrugsjord over hele verden

Kvaliteten af landbrugsjorden falder hastigt rundt om i verden, og flere af områderne vil næppe kunne dyrkes om 100 år.

Det konkluderer forskere i et nyt studie om landbrugsjords frugtbarhed, der viser markante forskelle, alt efter hvordan jorden dyrkes.

Værst ser det ud, hvor arealerne både bearbejdes hårdt og i perioder ligger bar. Her vil 93 pct. af jorden miste stadigt mere af det øverste jordlag, viser en fremskrivning. 16 pct. af arealerne kan ikke dyrkes om 100 år, og blot 18 pct. er dyrkbart i mere end 10.000 år.

En tendens som er gældende i alle undersøgte regioner - også i velhavende lande.

"Vores studie viser, at jorderosion er en stor trussel mod jordens bæredygtighed globalt set, og vi har brug for straks at handle for at stoppe det fortsatte hastige tab af jord og dens bidrag til vitale økosystemer," siger hovedforfatter til studiet, dr. Dan Evans fra Lancaster University, i en pressemeddelelse.

Arealer, som dyrkes ud fra jordbevarende principper, har til gengæld markant bedre udsigter: Blot 7 pct. har en levetid under 100 år, mens 48 pct. kan dyrkes i mindst 5.000 år og 39 pct. i mindst 10.000 år.

Efterafgrøder og reduceret jordbearbejdning

Ifølge forskerne er et af de mest effektive værktøjer til at bevare jordens frugtbarhed - såfremt man stadig vil dyrke jorden - at så efterafgrøder med fokus på at beskytte overjorden mod erosion uden for vækstsæsonen. ikke én eneste af markerne, som brugte efterafgrøder, havde en forventet levetid på under 100 år.

Derudover var der en gavnlig effekt ved reduceret jordbearbejdning, og endnu større var effekten ved slet ikke at pløje. Også konturpløjning samt terrassedyrkning på bakker havde alt efter områdets udformning en positiv effekt på jorden.

Netop jordbearbejdning er en metode til at bekæmpe ukrudt på i økologien, og derfor opfordrer Michael Tersbøl, rådgiver hos ØkologiRådgivning Danmark, landmændene til at reducere bearbejdningen og trykket på jorden så meget som muligt.

"Den økologiske praksis har en forside og en bagside. Den første er, at der generelt er gode sædskifter ofte med kløvergræs, samt efterafgrøder med bælgplanter. Halmen nedmuldes, og der tilføres organisk stof med husdyrgødning og kompost. Pga. efterafgrøder er der ofte grønt dække om vinteren. Det fremmer jordfrugtbarheden. Bagsiden er, at økologer pløjer deres jord mere eller mindre, som man altid har gjort. Pløjning påvirker visse dele af jordlivet negativt, især svampe og nogle arter af regnorme. Der køres med tunge maskiner og med tunge gyllevogne, og det presser jorden," forklarer Michael Tersbøl.

"Man kan forbedre det ved at være mere opmærksom på trafikken på marken med lettere maskiner, lavt dæktryk i hjulene, bruge faste kørespor, og forsøge at pløje og harve mere overfladisk dvs. i 10 cm dybde," tilføjer han.

Kan man helt undlade at dyrke jorden, er omlægning til græsarealer eller skov effektivt til at forbedre jordens frugtbarhed og struktur, viser studiet i øvrigt.

"Det står klart, at vi har en værktøjskasse med redskaber, som kan reducere erosion og sågar medvirke til jordvækst. Der er behov for handling for at promovere disse tiltag, så vi kan beskytte og styrke vores jordressourcer til gavn for fremtidens generationer," siger medforfatter professor John Quinton fra Lancaster University i universitetets pressemeddelelse.

Forskerne minder dog om, at forskelle på jordtyper, vejrbetingelser og øvrige forhold gør, at nogle praksisser ikke fungerer optimalt alle steder.

"Ved at implementere den rigtige bevaringsmetode det rigtige sted kan man virkelig hjælpe med at beskytte og styrke vores jords ressourcer og fremtiden for fødevarerne og landbruget," siger medforfatter professor Jess Davies fra Lancaster University i pressemeddelelsen.

Sådan gjorde de

I studiet undersøgte forskerne 240 tidligere studier med over 10.000 datapunkter fra 255 områder i 38 lande fordelt på seks kontinenter. De inddelte herefter dyrkningsmetoderne i to kategorier: konventionel/traditionel dyrkning og dyrkning ud fra jordbevarende principper.

Den konventionelle dyrkning blev så opdelt i to underkategorier: 1) hvor jorden i løbet af en sæson ligger bar - også betegnet som "worst case" af forskerne, og 2) jord med pløjning og såbedsharvning efterfulgt af korn eller grøntsagsdyrkning - betegnet af forskerne som "business as usual".

Herefter sammenlignede de jordens kvalitet og lavede en fremskrivning for at beregne, hvor længe arealerne kan dyrkes.

Nedenstående figur viser levetiden for de tre kategorier: Den grå linje (worst case) viser den korteste levetid, den blå (business as usual) klarer sig lidt bedre, mens den grønne (jordbevarende) viser den længste levetid.

Studiet har dog også nogle svagheder, da forskerne eksempelvis har taget udgangspunkt i at det øverste jordlag er 30 cm dybt, selvom det varierer fra sted til sted. De har heller ikke taget højde for, om det underliggende jordlag potentielt kan omdannes til muld.