Tre ting, du skal vide om livet om marken

Der er de seneste 100 år sket en rivende udvikling i landbruget, hvor man har formået at mangedoble udbyttet fra de danske marker. Tal fra Danmarks statistik viser, at man i 1920 i gennemsnit høstede 1,8 tons pr hektar, hvorimod man i 2016 i gennemsnit høstede 6,2 tons pr hektar, men denne udvikling er ikke uden konsekvenser. 

For Bent Rasmussen, økologikonsulent i Økologisk Landsforening, er udviklingen et udtryk for et øget fokus på økonomisk optimering på bekostning af naturen:

“De marker, vi dyrker i dag, er langt større end dem, vi dyrkede i 1920, og kornet på marken står måske to-tre gange så tæt, som det gjorde dengang. Det betyder, at vi har nogle marker, hvor der ikke er meget andet liv end de afgrøder, der bliver sået, og det er et problem for biodiversiteten." 

Det seneste årti er en lang række normale dyr som lækat og ilder endt på rødlisten over truede dyrearter - en udvikling der ser ud til at fortsætte, men Bent Rasmussen mener, at landmændene kan gøre en forskel. 

“Jeg tror virkelig, at hvis vi gør en fælles indsats, så kan vi redde nogle af de arter, og gøre noget godt for naturen," siger Bent Rasmussen.

Ifølge ham handler det om at give naturen plads. Her er tre måder, det kan gøres på.

Der er liv både i og mellem markerne

Bent Rasmussen understreger vigtigheden af landskabselementer, som han kalder en essentiel del af den cyklus, som sikrer dyr og insekter i agerlandet et opholdssted året rundt. 

"Livet i marken afhænger i høj grad af dét, som ligger mellem markerne. Læhegn, diger, skel og markveje - alt det, man kalder permanente landskabselementer - er tilflugtssteder for dyr og insekter om vinteren, og når markerne pløjes," forklarer Bent Rasmussen.

Er der ikke permanente landskabselementer mellem markerne, så kan dyr og insekter have svært ved at overleve, også selvom de opholder sig ved en økologisk mark.

“Jo større, jo bredere og jo mere uberørt disse landskabselementer er, jo flere steder kan dyrene søge ly, så de kan overleve til sommeren, hvor de kan yngle og finde føde i markerne." 

Store marker giver døde områder

Det andet punkt handler om markstrukturen. Markstruktur kan koges ned til forholdet mellem marker og landskabselementer og hvor hyppigt, markerne bliver afbrudt af disse. 

“Meget af livet i markerne befinder sig omkring de permanente landskabselementer, og hvis der er for langt mellem dem, opstår der ‘døde’ områder i marken." 

Biller spiller f.eks. en vigtig rolle i flere fødekæder, men på grund af deres størrelse, kan de ikke komme særlig langt væk fra det hegn, hvor de holder til.  

“Med billernes bittesmå ben kan de måske ikke nå mere end 50 meter ud på marken, og hvis den er 200-300 meter bred, opstår der altså et ‘dødt’ område ude midt i marken," siger Bent Rasmussen

Han understreger, at marker gerne må være lange på den ene led, så længe, at de ikke er mere end 100 meter på den anden led. På denne måde kan dyrene, der opholder sig i landskabselementerne, nå hele markens areal.

Lidt ukrudt er ikke så skidt

Det tredje punkt handler om ukrudt, som man med Bent Rasmussens egne ord ikke behøver at være “totalt ked af". 

“Mindre aggressive ukrudtsarter kan være en stor fordel for biodiversiteten uden, at det koster i hovedafgrøden. Det gælder fx enårige arter som pileurt og hanekro".

Han påpeger, at når først hovedafgrøden er vokset op og tager lyset fra ukrudtet, så vokser det marginalt i bunden af marken, og er egentlig bare med til at øge biodiversiteten til naturens, dyrenes og jordens fordel.

Alt i alt mener Bent Rasmussen, at det er landmandens lod at hjælpe til, hvor han kan - lidt er bedre end intet. 

“Det er ikke landmandens opgave at udtage jord til urørt natur, men som landmand man kan jo godt hjælpe naturen på en måde, som kan forenes med at drive landbrug, og er vi mange nok, der gør det, så er det altså noget der batter."