Mens vi venter på finansloven

Bag kulisserne kører der som altid et spil omkring, hvordan den endelige finanslov skal se ud. På det grønne område er der ingen grænser for ønskerne.

Og der kan ikke være tvivl om, at der vil ske noget, som kommer til at påvirke landbruget. Jord skal tages ud af drift for at sikre klimaet, men også for at sikre biodiversitet, klima og vandkvalitet. Det koster, når landbruget skal lægge jord til, og hvor skulle den ellers komme fra?

Jord kan tages ud på flere måder: Ud af drift og ud af omdrift. Ud af omdrift betyder, at den fortsat kan indgå i landbrugsproduktionen, mens ud af drift betyder, at jorden overgår til andre formål. Der er gode grunde til at forholde sig til begge dele, og dermed hvornår, hvad og hvorfor?

Set med økologiske øjne skal det være muligt at forene økologisk landbrugsdrift med vidtstrakte hensyn til klima og biodiversitet (ud af omdrift). Ligesom der skal skabes mere sammenhængende vild natur (ud af drift). Når finansloven lander, bliver det måske med muligheder for at komme videre med begge dele.

I et fremtidsperspektiv med landbruget er det oplagt, at der skabes nye muligheder. For selvom arealer tages ud af omdrift, så kan de fortsat benyttes til produktion af foder i form af afgræsning og fremstilling af løvhø samt biomasse til energi og til byggematerialer. Det er ikke spor anderledes, end det der historisk foregik på overdrev og våde enge. Og det kan med garanti skabe betydelige naturværdier. Kulturnatur kan vi kalde det. Og det nye her kan blive en form for skovlandbrug.

Spørgsmålet er, om det kan lykkes os at placere økologien, som det centrale bud på at udvikle en driftsform, som integrerer skånsomheden og naturpotentialerne med fortsat produktion. I Økologisk Landsforening mener vi, at økologi er et særdeles konstruktivt bud på en bæredygtig løsning for dansk landbrug.

Derudover står ØL med en målsætning om 30 pct. økologi i 2030, mens regeringen siger fordobling. Et tal der lander lidt lavere end ØL’s mål, men som uanset hvad er meget ambitiøst. Det forudsætter, at der er et marked både herhjemme og til eksport. Med andre ord, så er det afgørende at fastholde det ambitionsniveau, som skiftende regeringer har haft omkring at understøtte såvel økologisk markedsudvikling som innovation. Her tegner der sig et billede – mens vi venter – af, at regeringens støttepartier arbejder for at sikre midler og dermed, at det er muligt at intensivere indsatsen. Ligesom der tegner sig et billede af, at fødevareminister Mogens Jensen i samråd med parterne vil tage fat i at lægge en mere omfattende plan til foråret for at nå regeringens eget fordoblingsmål.

Men uanset støtte, som i sig selv er godt, men ikke holdbart på sigt, så er der brug for at arbejde med de større tandhjul for at finde midler til den nødvendige omstilling. Og heldigvis er der forståelse for, at den fælles europæiske landbrugspolitik (CAP) skal ændres til at betale for samfundsgoder fremfor at betale en passiv støtte. Rom blev ikke bygget på en dag og CAP’en er et godt eksempel.

Men sker der ikke noget her, der sikrer, at prisforholdet mellem den konventionelle og den økologiske produktion mindskes, og dermed at markedets prisfølsomhed ændres, så bliver det vanskeligt at se de vækstrater, som er nødvendige for at udvide de økologiske arealer, produktion og afsætning. På så mange andre områder i samfundet, har vi et princip om, at ”det er den, der forurener, som betaler”. Man kan spørge sig selv, hvorfor det princip ikke er gældende i forhold til vores fødevareproduktion.

Økologerne er i mindretal fortsat, og det er et følsomt emne på de indre linjer. Men der er ingen vej udenom. Vi arbejder derfor hårdt på at sikre økologien både i finansloven og i arbejdet med at ændre omdrejningerne på de store tandhjul.