Annonce

Annonce

Der hygges omkring det udendørs frokostbord

Sidste år valgte 75.000 danskere at bruge en dag på at besøge den lokale økologiske landmand. Arkivfoto

Stor interesse for Økologisk Høstmarked

I weekenden 31. august og 1. september er økologiske landmænd værter ved det årlige høstmarked. Her inviteres forbrugere og alle andre interesserede til et besøg på en økologisk gård med fokus på kvaliteten og smagen af økologisk mad. Det er stadig muligt at tilmelde sig som vært.

I landbruget er høsten en særlig årstid, hvor resultatet af mange måneders arbejde fejres. Denne helt særlige stemning har økologiske landmænd mulighed for at dele med forbrugerne til det landsdækkende Økologisk Høstmarked. Markedet er målrettet alle, der har lyst til at få mere viden om økologi og samtidig se, hvor dyrene bor og grøntsagerne gror.

Høstmarkedet, som afholdes den 31. august og 1. september 2019, er den økologiske branches fælles nationale forbrugerevent, som arrangeres i samarbejde med Økologisk Landsforening.  Målet er at sætte fokus på kvaliteten og smagen af økologisk mad.

Der er stor forskel på, hvad gæsterne kan opleve på de enkelte gårde, da det afhænger af, hvilken produktionsgren gården har. På nogle gårde kan der være køer, geder, gæs, grise, kaniner og får. På andre er der mest fokus på grøntsager, eller måske har værterne lavet en guidet tur i marken, gjort klar til traktorkørsel, arrangerer fællesspisning mod betaling, bageworkshop og bålmad.

75.000 gæster

Som økologisk landmand kan du afholde høstmarked på din egen gård, eller du kan gå sammen med andre økologiske landmænd fra dit område. Og du vælger selv, om der skal være åbent begge dage eller blot lørdag eller søndag. Det afgørende er, at du har lyst til at formidle værdierne bag den økologiske produktionsform.

Sidste år valgte 75.000 danskere at bruge en dag på at besøge den lokale økologiske landmand, og da høstmarkedet har eksisteret siden 1993, er det også blevet en tradition for mange. Samlet set har mere end en million danskere gennem tiden besøgt et økologisk høstmarked. Som forbrugerevent er høstmarkedet derfor med til at sætte fokus på økologi.

Økologisk Landsforening understøtter høstmarkedet ved bl.a. at have hjemmesiden www.høstmarked.dk, der løbende opdateres, så forbrugerne kan finde frem til en gård med det høstmarked, der passer til både interesse og kørselsafstand. Det er også her, du som landmand kan tilmelde dig som vært, finde kontaktoplysninger og mere information. Der er stadig åbent for tilmelding.

Flere artikler fra samme sektion

Vi skal finde de gamle dyder frem igen

LEDER: Der er efterhånden en bred enighed i samfundet om, at vi skal spise en langt mere plantebaseret kost. Vi, der har været længe i gamet, kan jo huske tilbage på en barndom, hvor kødet var en luksusvare.

05-04-2024 4 minutter Leder,   Økologisk Landsforening

Æg skal ud af køledisken

POLITISK KLUMME: Økologisk Landsforening er ikke imod et kølekrav, hvis det er nødvendigt for fødevaresikkerheden, men omvendt vil vi gerne udfordre alle ressourcespild i vores fødevarekæde.

04-04-2024 5 minutter Klumme,   Politik,   Æg og fjerkræ,   Detailhandel

Heldigvis er diskussionen om fremtidens mad på skolen ved at komme op i gear

KLUMME: Selvom mange formentlig synes, at den danske madpakketradition er et stykke mindeværdigt dansk madkultur, skal vi måske bare vænne os til, at den gjorde det godt i mange år, men at den nu har nået sidste salgsdato?

04-04-2024 6 minutter Klumme,   Kostvaner