Annonce

Annonce

Uffe Elbæk

Naturen skal have mere plads, og vi skal stoppe med at hive olie op fra Nordsøen, mener Alternativets formand, Uffe Elbæk, der vil erklære klima-nødsituation. Foto: News Øresund - Johan Wessman (CC BY 3.0)

Alternativet vil erklære klima-nødsituation og give naturen mere plads

Vi bør følge i Storbritannien, Skotland og Irlands fodspor og erklære, at klimaforandringerne er en nødsituation, mener Alternativet.

De seneste uger har både Storbritannien, Irland og Skotland erklæret klimaforandringerne som en nødsituation. Nu er det Danmarks tur, mener Alternativet.

"Vores mulighed for at løse klimaforandringerne bliver mindre og mindre. Vi skal tage det dybt alvorligt og handle nu. Det går alt, alt for langsomt, i forhold til hvor alvorlig situationen er," siger partileder Uffe Elbæk til dr.dk.

Han mener, at erklæringen om en klima-nødsituation skal indeholde tre kriterier:

  1. Olieudvindingen i Nordsøen skal udfases over en periode på 10 år

  2. Der skal indføres en naturzone på 20 pct. af Danmarks areal

  3. Folketinget må ikke gennemføre ny lovgivning, som belaster klimaet yderligere.

Partiers ordfører, Rasmus Nordqvist, erkender over for TV 2, at en "rigid" klimalovgivning kan give problemer for danske virksomheder. Han mener dog, at behovet for at handle nu vægter højere.

På et vælgermøde på Aalborg Katedralskole blev Mette Frederiksen (S) spurgt af en elev, om hun vil erklære klima-nødsituation, hvis hun bliver statsminister. Her svarede statsministerkandidaten, at "spørgsmålet er, om det, at man erklærer, at man er i en klimakrise, er afgørende for, om man handler eller ej".

Klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) kalder Alternativets forslag for "en gang varm luft".

DF's formand er træt af klimadebatten

Den generelle debat om klimaforandringerne og landbrugets rolle har fået Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til at reagere. I en video filmet på en bedrift nær Holstebro siger han:

"Vi skal tale dansk landbrug op - vi skal ikke tale dansk landbrug ned. Lige nu er der en masse klimahysteri, hvor det virker, som om at hvis vi bare lukker og slukker, så gør vi en hel masse godt for klimaet. Det ved vi jo godt inderst inde, at det gør vi ikke. Klimaet er en global udfordring. Vi skal ikke lukke Danmark for at tjene klimaet," siger han og opfordrer folk til at spise det, de vil, uden at andre skal pege fingre.

Formandens kommentar har efterfølgende fået et modsvar fra Alternativets folketingskandidat Theresa Scavenius, der i øvrigt forsker i klimapolitik.

"Jeg er ikke i tvivl om, at hvis det stod til den enkelte landmand, så ville han/hun gerne være med til at skrue ned for effektiviteten til fordel for en produktion, der er mere i samklang med naturen. Som ikke forurener vores drikkevand, som ikke belaster vores klima, som ikke piner dyrene, og som ikke går ud over naturen," skriver hun bl.a. på sin Facebook-profil.

Flere artikler fra samme sektion

EU's store naturgenopretningslov falder i 11. time

Aftalen var egentlig klappet og klar, men helt uventet har Ungarn trukket sin støtte til en af de største miljølovgivninger i EU's historie lige inden den formelle godkendelse.

22-03-2024 3 minutter Natur,   EU,   Politik

EU-Kommissionen vil lempe flere naturkrav til landbruget: Krav om småbiotoper forsvinder

Kravet om at dedikere fire pct. af landbrugsarealet til natur skal skrottes, foreslår EU-Kommissionen, der netop har fremlagt en række regellempelser for at imødekomme landbrugets protester.

18-03-2024 4 minutter Biodiversitet,   EU,   Politik

Danmark har opbrugt et års ressourcer 12 dage hurtigere end sidste år

Danmark rykker to pladser op på den globale liste over storforbrugere, så vi nu har det 13. højeste forbrug i verden målt per indbygger.

14-03-2024 5 minutter Forbrug,   Bæredygtighed