Annonce

Annonce

Kyllinger i en stald

Velfærden hos økologiske slagtekyllinger er så høj, at den lever op til den europæiske velfærdsstandard ECC. Arkivfoto: Majbrit Terkelsen

Dyreværnsorganisationen Anima vil anbefale økologiske kyllinger

Økologiske kyllinger lever op til en europæiske velfærdsstandard, som Anima bakker op om og ønsker at udbrede.

Det var en positivt stemt Lina Lind Christensen, der sidste år forlod et møde med to repræsentanter fra Økologisk Landsforening.

Forinden havde hun været i dialog med flere detailkæder og virksomheder om at købe kyllingekød fra kyllinger, der lever op til den nye europæiske velfærdsstandard 'ECC'. Lina Lind Christensen, der arbejder som kampagnechef or dyreværnsorganisationen Anima, havde dog svært ved at finde ECC-mærkede kyllinger på det danske marked - lige indtil mødet med Økologisk Landsforening.

"Jeg kunne se, at økologerne allerede lever op til ECC-kravene, og mange går endda langt over dem. Vi vil gerne have, at virksomhederne går så langt som muligt over minimumstandarden, så kan vi få dem til at købe økologisk kylling i stedet, er det det, vi allerhelst vil," siger Lina Lind Christensen.

ECC-standarden, der står for European Chicken Commitment, skal afhjælpe de mest alvorlige velfærdsproblemer, som kyllingerne lider under i produktionen. Den stiller krav om langsommere vækst og mere plads, og det er netop nogle af de minimumkrav, som økologiske kyllinger kan leve op til. 

Selvom Anima arbejder for, at færre dyr slagtes, og opmuntrer forbrugerne til at spise flere vegetariske og veganske måltider, arbejder organisationen også på at forbedre vilkårene for de dyr, der nu engang er en del af landbruget.

"For os er det allervigtigste, at vi forbedre velfærden for så mange dyr som overhovedet muligt. Det kunne man også se, da vi kørte vores kampagne mod buræg; den handlede ikke om, at folk skulle stoppe med at spise æg, men hvis de vil stoppe, må de meget gerne det. Vi arbejder dog på en mere pragmatisk måde, hvor vi ser på, hvordan vi kan forbedre så mange dyrs velfærd som muligt," forklarer Lina Lind Christensen.

Bedre slagteproces

Hun er især positiv over, at de fleste økologiske kyllinger bliver bedøvet med gas før slagtning frem for at blive bedøvet i strømbad. Det betyder samtidig, at kyllingerne kan forblive i de kasser, som de ankom i. Bedøves de i det strømførende bad, skal de først hænges op med hovedet nedad, hvorefter de bliver ført igennem det strømførende vand.

"Det er en stor velfærdsgevinst, og jeg blev meget positivt overrasket, da jeg hørte, at mange økologer får det gjort sådan," siger Lina Lind Christensen om mødet med ØL, hvor foreningen kunne fortælle, at godt halvdelen af alle økologiske slagtekyllinger bedøves med gas.

Siden mødet er antallet af gasbedøvede øko-kyllinger steget til næsten 100 pct., fortæller Lars Bredahl, der er formand for ØL's æg- og fjerkræudvalg og sammen med ØL's landbrugs- og fødevarepolitiske chef, Sybille Kyed, og Animas kommunikationschef, Thorbjørn Schiønning, sad til mødet med Lina Lind Christensen .

"Jeg synes altid, det er dejligt, når nogen vil gå ud og anbefale et økologisk produkt og i dette tilfælde en økologisk kylling. Anima er jo en organisation, der har et dyrevelfærdsmæssigt sigte, og når den så vurderer, at de økologiske kyllinger godt kan få organisationens anerkendelse, gør det mig glad. Jeg håber samtidig, at det rent markedsmæssigt kan give et ekstra skub i salget af øko-kyllinger," siger Lars Bredahl.

Store fødevarevirksomheder som Nestlé og Unilever har allerede forpligtet sig til at indfase brugen af kyllinger, som lever op til ECC-standarden.

Flere artikler fra samme sektion

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik

Regeringen anerkender, at der mangler viden om, hvordan klimamiddel i foderet påvirker dyrevelfærden

Forskere er uenige om risikoen for dyrevelfærden ved at tilsætte Bovaer i foderet, men der er enighed om, at det faktisk ikke er undersøgt. Regeringen har anerkendt den manglende viden, viser et dokument sendt til EU. Alligevel vil regeringen stadig bruge 700 mio. kr. på Bovaer.

11-04-2024 5 minutter Dyrevelfærd,   Klima,   Politik,   Kvæg

Økologisk Landsforening udsætter drøftelse af NGT-planter til 2025

Økologisk Landsforenings repræsentantskab havde egentlig vedtaget en holdning til NGT i økologien, men det har en afstemning på foreningens generalforsamling ændret på.

04-04-2024 3 minutter Økologisk Landsforening,   Planteavl,   GMO og NGT